Knasende stille
En helt umulig konstellation
Jeg sad med dig i min hånd
Du fyldte kun det
Tårerne blev mit gardin
Og jeg holdt vejret for ikke at drukne
Det har jeg gjort siden
I takt med hjertets dybhavsbombelyd
Har jeg vandret på bunden af oceanet
I et halvt år uden at søge mod overfladen
Efter livsgivende ilt
Med en sjæl i samme form
Som den hånd der knugede dig til sig
Min hånd
Og så pludselig hvor der er vished
Og jord på låget
Der pibler sorgen frem gennem mine porrer
Og ilten på overfladen skyller ind over mig
Som atter et hav af smerte
Vandet elektrisk af afsavn og længsel
De stød jeg får har jeg fortjent
Jeg kunne ikke beskytte dig