Et godt og præcist digt om os mennesker, der holder så mange sidder af os selv, og dette minder mig om det ordsprog der hedder:

"Tit på øjnene tindre og læberne le, for at skjule den der er indeni."

Den har jeg sommetider selv brugt. Flot digt.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg i starten af dit digt tænkte, at det her ville blive noget forudsigeligt, klichéfyldt pjat. MEN du overraskede mig, da du startede

"...men du blændes da så voldsomt
at du ikke bag facaden
ser min dybde, min længsel"

Og der skabte du nogle rigtig fine billeder. Dér blev det en fornøjelse at læse dit digt en tidlig morgen. Og resten af digtet fungerer rigtig, rigtig fint. Der er en god rytme og god forståelse for sproget. Jeg vil dog til gengæld overveje hvorvidt hver sætning skal startes med stort bogstav. Og hvis du fik kigget lidt på starten af digtet, tror jeg at du vil ende med et rigtig godt billede.
Kh
Anna

Ja, vi går vel alle med en eller anden form for facade, og det kan sommetider være plagene..
Men som jeg også fik at vide (har selv skrevet et digt om netop det samme - glansbillede)
Hvem er det der bliver snydt? Dig selv, eller de andre?
Men jeg kender selv til følelsen!

Jeg synes du har skrevet et fint digt der flyder rigtig fint. At du har brugt solen som et slags omdrejningspunkt, er jeg vild med.

Af solen lader jeg dig blænde,
For den værner, den beskytter
men aldrig vil du helt
lære mig at kende.

Rigtig fin afslutning på dit digt! Solen der værner og beskytter, og så alligevel..
Det er rigtig fint! :-)

Jeg kan godt lide dit fortælleforhold, hvor det er 1. personsfortælleren, der taler til 2. personen, det giver din prosa et twist og noget ekstra kraft.
Indholdsmæssigt synes jeg, at du skriver om nogle relevante ting, du skaber et voldsomt billede, men det gøres på en god og virksom måde. Jeg har det lidt med emnet, som jeg det med racisme og feminisme: Vi holder os selv nede og samtidig undertrykker vi også andre. Nogle gange ubevidst og andre gange bevidst.

Selvom det ser meget håbløst ud historien igennem, lader du alligevel et lille håb spire, når du skriver "Måske en dag..." men det er stadig et skeptisk håb, der passer til resten af historien og de erfaringer jeg-fortælleren meget hurtigt erhverver sig i sit forsøg på at redde 2. personen.

Tak for en god og interessant tekst.

Mvh. Nina

Jeg kom med det samme til at tænke burhøns da jeg læste din titel, og det lød spændende. (Burmennesker - i stedet for burhøns) Det er en velskrevet tekst om det at stå ved sig selv. Jeg kan vældig godt lide din titel fordi du bruger den i så god sammenhæng.
Du starter ud med at stille en masse spørgsmål, som henad vejen bliver besvaret og til sidst kommer du med konklusionen som binder hele historien sammen.
Flot :-)