Hej Mira!

Virkelig fint digt - jeg lod først i 2. genlæsning mærke til at du bruger rim, og det er en cadeau til rytmen i sproget og til at rimene føles uforcerede. Ift. indhold kan jeg relaterer på den måde at jeg selv, fra jeg var 14 og til jeg var 25 år gammel ikke vidste om jeg havde den uhelbredelige, arvelige sygdom Huntingtons, en neurologisk sygdom der rådner næsten hele hjernen indefra, inden man efter i gennemsnit efter 10-20 års tortur dør eller ender i koma, berøvet alle hjernens funktioner inklusive personlighed og karakter.

Derfor panikkede jeg selv over at kondomer ikke er 100 % sikre, for risikoen for at jeg havde arvet sygdommen fra min mor var på 50 %, og havde jeg sygdommen og fik børn ville de have 50 % risiko for at arve sygdommen. Altså en befrygtet befrugtning - dels for at give sygdommen videre, og dels for selv at skulle blive testet for om jeg havde sygdommen, inden jeg var klar til resultatet; i tilfælde af graviditet og en kæreste der evt. skulle nægte abort og insistere på at jeg blev testet eller fik foretaget en fostervandsprøve for at finde ud af om fosteret skulle have den, og dermed indirekte test af mig (da den kun kan gives videre hvis man har den). Sygdommen fremhæves meget ofte af fortalere for aktiv dødshjælp, ligesom at mange der hører de har den tager livet af sig.

Og trods jeg i dag ved at jeg IKKE bærer det forbandede gen (Huntingtons sidder i DNA), så er virkeligheden om at et barn er sådan en forpligtelse stadig til stede, vækkende både frygt og håb.

Jeg tror oprigtigt at verden ville være et bedre sted hvis flere gjorde sig de overvejelser jeg læser i dit digt - at flere stillede sig spørgsmålet om hvorvidt man er klar til ikke kun at blive biologisk forældre, men eksistentiel, for resten af alle involveredes liv.

Men samtidig eksisterer den perfekte forældre jo ikke, og det vigtige er ikke om hvorvidt man er syg, angst eller svag, for det er alle relative begreber, men om hvorvidt man kan elske, absolut og betingelsesløst, ikke i besiddelse men i daglig påskønnelse og taknemmelighed, trods veer, veer og teenagerens uundgåelige frigørelsesproces frem til hjernens modning som 22-23-årig.

mvh Ansu

Flot digt, skrevet om det at være klar, eller ikke, eller helt i tvivl, når muligheden dukker op. Fine overvejelser, nøgtern, men også indirekte, direkte.
En tvivl, en angst, og en mulig åbning til fremtiden. Smukt.!
- Camilla

Meget Human og rørende vinkel på modenhed og moderskab. Tvivlen har man, men det er rigtigt det kan være en styrke med et barn og trække mange problemer væk fordi barnets behov stiller en slags vision op inde i een, om at man er nyttig og ønsket. Det har min første kone og jeg prøvet.

Hej Mira
Godt skrevet, åbenhjertigt og inderligt i sine ord, syntes jeg
Det fangede mig ind menneskeligt, om det en uventet situation
man medføre af bekymring over hvad det måske kan medføre,
men samtidig aner jeg lyset i håbet ..
Den mulighed finder jeg sandsynlig. Det kan medføre bekymringer,
kan man ?, er man klar ?..men børn kan sandelig også skabe glæde
i en som forældre, syntes jeg
En lille tanke :
Som Kierkegård skrev " bliver man med med at gå, går det nok"
Kh Ove

Hej Mira,

jeg tænker at det lige så godt kunne være et GAMMELT men ressourcestærkt menneske der havde skrevet teksten. En ærlig, ægte og, ligesom de andre af dine tekster jeg har læst, rørende en. Ligesom de andre kommentatore finder jeg teksten relaterbar, ift. at bruge sine ressourcer på at fremstå "stærk", fordi "svag"/sensitiv er så ilde set.

Jeg hørte for nylig at meningsfuldhed, altså følelsen af ikke at leve absurd, er med på Maslows behovspyramide - og for mange mennesker tror jeg at det er det vigtigste behov, f. eks. hvis man lider af anoreksi hvor andre behov ignoreres, i absurditetens vold. Det er samfundet ikke indrettet til, og da slet ikke for unge, hvor fremtiden forventes forudsagt inden ens hjerne er færdigudviklet (hvilket sker omkring 22-23 år, med frontallappen som sidste udvikling - altså den del af hjernen der organiserer tænkningen og indtryk). Det er sindsygt at forvente af unge!

Så trods alverdens kapital kan man stadig være fattig på mening og drive. At det i samfundet samtidig ses som 'svagt' at bede om hjælp gør det ikke nemmere; jeg så først det at bede om hjælp som noget nobelt, som at tillade et andet menneske at være god, et godt menneske, efter jeg havde læst Dostojevski's "Forbrydelse og Straf", som jeg fik billeder fra i din tekst. Stærkt gået at fange absurditeten, og modigt at gøre det med et 'jeg' fremfor fiktive karakterer!!!

Mvh Ansu

Fin stemning og følelse..Af og til skal man bare gøre det... i dag tændte jeg bål i regnvejr og nød dagen uden egentlige gøremål. Poul.

kunne sagtens forestille mig at sidde der, væk fra eksamensstress. dejligt at du danner sådan billeder med din tekst, inde i mit hoved.

Det minder mig om, i en svær tid, hvilken ro naturen kan fremkalde. Jeg må ud. Lydene, duftende og et friskt vindpust. Tak for den fine påmindelse, jeg er vild med dit digt.

Hej Mira :)
På mig virker det som om det mangler et vers for at fuldende strofen?
"Måske så dejligt forblændende?"

Eller lignende.
For at strofen når sit klimaks?

Ellers godt skrevet :D

D

Velskrevet digt, jeg fik kuldegysninger. Så meget smerte skrevet ind i linjerne, og hvor forfærdeligt at det gentages i "drømmene", søvnen burde være et frirum. Så når det invaderes af mareridt, er man ikke længere fri nogle steder.
Og sikke en afmagt, ikke engang i drømmen, at kunne ændre udfaldet.
Håber ikke det er subjektivt skrevet, hvis det er, så får du tanker herfra.

Hvide vægge - ensomhed
Mørk chokolade - mørkt/dystert sind
Det er hvad jeg tænkte, og som jeg kan læse i de øvrige kommentarer, så er tomhed en del af digtet. Jeg kan relatere til digtet, noget så absurd som en almindelig handling, kan indebære noget meget dybere og dystert.
Godt skrevet, virkelig tankevækkende :)

Meget flot skrevet digt om den afmagt man har, i disse situationer. Kan godt føle dig

bag øret* kommentar* der er mange stavefejl da jeg skriver på min lillebitte Samsung J5

Tak for dit svar. Jeg er altså gået hen og blevet fan. Du er så megatalentfuld! Din kommemtar inspirerede mig. Det giver så meget mening at de hvide vægge symboliserer tomhed! Det skriver jeg mig bag ordet. Så blev jeg klogere og vil kunne forstå det symbol næste gang jeg støder på det. Det er så fedt, at du tænker så meget, og at digterjeget i dine digte også tænker så meget. Jo klogere man bliver på sig selv, jo klogere bliver man på andre mennesker. Jeg kan virkelig spejle mig i dine tekster, og det er der mange andre der kan.
Jeg skulle egentlig have lavet lektier, men blev for fænget af dine digte. Bare rolig jeg fik dem lavet lidt senere på aftnen så.
Hav det så godt. Tak for at dele din gave med os andre. Jeg håber at uddanne mig, så jeg kan få råd til at købe dine digtsamlinger en dag ;) Du har en gave.