Hej Ansu,

Tusind mange tak for al din ros. Det betyder virkelig meget, især på en tekst som denne, der er så personlig. Med alle mine erindringer, så har jeg forsøgt at skrive så minimalistisk så muligt, i en form for prosa, for netop at gøre teksterne korte og "letfordøjelige" for læseren, og for samtidig at kunne fokusere på følelserne og budskabet, så det er jeg virkelig glad for lykkes.

Jeg har altid haft lidt svært ved at skrive dialoger, da jeg ikke har den store øvelse i det, men jeg synes selv at det heldigvis lykkes ret godt i denne tekst. Men ja, du kan have helt ret i det med at skrive hvem der siger hvad. Det er nok mest af alt for at opklare, selvom jeg jo godt ved at det ofte er indforstået, jeg kan bare ikke lade være alligevel, for "tænk nu hvis". Jeg tror mest af alt at det bare er en vanesag, og ja, det kan også snildt være en smagssag. Men dog tænker jeg, at der er en chance for at det kan blive direkte forstyrrende for teksten, alt efter hvordan og hvor meget det bliver brugt. Så tak for din kritik, det er helt sikkert noget jeg vil arbejde videre med i mine fremtidige tekster.

Personbeskrivelserne synes jeg selv især er vigtige for denne slags tekster, erindringer (måske især fra forfatterens side), og jeg har arbejdet meget på at kunne beskrive ordenligt i denne prosaform, uden at det bliver for vagt. Jeg ved jo selv præcis hvordan min mor var, så ud og lød, og et helt menneske er altid svært at få ned på de få linjer man har at gøre godt med, så jeg er lykkelig for at jeg fik det gjort så du kunne se os levende for dig.

Og tak for din ros på min slutning også. Det var det første jeg havde i tankerne da jeg skrev denne tekst, og jeg vidste at det var der, at teksten ville stå sin prøve. Hvis jeg ikke formåede at skrive dette stykke ordenligt, så ville teksten ikke fungere og der ville ikke være nogen egentlig historie at fortælle. Jeg skrev den om flere gange, fordi sådan noget er svært at få ud i ord og især at få ned på skrift.

Men jeg vidste at jeg måtte gøre det. Jeg ved at du tidligere har skrevet om, at det til tider har været en hård proces for dig at gøre dette og har været re-traumatiserende (og netop derfor så endnu mere respekt for at du gør det!), men for mig så har det faktisk altid haft præcis den modsatte effekt.

For hvert et ord jeg skriver ned, så føles det som om at traumet forlader mig, forlader min krop og bliver fanget på papiret. Det er svært at forklare, for selvfølgelig er det ikke sjovt i øjeblikket hvor man sidder og skriver det. Men når jeg skriver det ned i sin helhed som her, så føler jeg på en måde at det er min egen lille "hævn" mod disse mennesker, ved at afslører dem på denne facon, så åbent og uden at holde tilbage eller lægge skjul på noget, som man ellers har brugt så mange år på at lære, når man vokser op på den måde.

Og når det så er ude i det åbne, hvor alle kan læse det og se præcis hvad der skete, så kommer jeg på en måde af med det selv, sådan at jeg faktisk næsten kun tænker på det når jeg direkte tvinger mig selv til det (hvilket også kan være rigtig sundt en gang imellem, især for mig har jeg lært), ved selv at tale om det, se på familiefotoer eller ved at gå herind Fyldepennen - hvilket nok også er grunden til at jeg tager nogle meget, meget lange pauser herinde fra.

Men det har alligevel været en så stor og vigtig proces for mig og for hele min udvikling de seneste år, hvor jeg langsomt har kunne tage fat på alle disse ting og fået dem bearbejdet, blandt andet gennem mit forfatterskab. Og jeg kan slet ikke sætte ord på hvor meget det har betydet for mig, at kunne skrive disse ting ned og dele dem med andre med de samme oplevelser, som eksempelvis dig.

Så du skal ikke kun have tak for din ros og kyndige feedback når du læser mine tekster, men også for at læse mine tekster med hjertet, og dele ud af dine egne oplevelser og tanker. Tak for det.

Kh. Michelle