Charles Bukowski har en gang sagt: "Hvis det du skriver keder dig, keder det sikkert også læseren!"

Om jeg keder mig? Nej, bestemt ikke. Kapitlet glider derud ad og der er mange gode beskrivelser, der giver nogle gode billeder. Alle 3 kapiteler holder et højt niveau. Det er meget rart, at du giver dig god tid til at beskrive hovedpersonerne, samtidig med, at stemningen strammer sit greb om læseren.

Jeg vil rigtig gerne finde noget kritisk, for det er jo som bekendt dét man lærer noget af. Men jeg gider ikke fluekneppe når helhedsbilledet er godt. Tror mig, hvis der er noget jeg bliver i tvivl om, eller måske kunne beskrives anderledes, slår jeg ned på det.

Hilsen Nicolai.

Jeg er dybt imponeret. Du har virkelig taget alle de små trick til dig, og din tekst flyder som fra en proffesionels hånd. RESPEKT som I unge mennesker siger :-) Men du skal selvfølgelig også have lidt gal proffessor ind over det ... ellers er det jo ikke sjovt. HE HE

Det første afsnit i 3 kapitel er for abstrakt. Det er godt skrevet, men dit ærende er at fortælle, ikke være sprog ekvilibrist. Det er du faktisk, men hold det til de genrer, hvor det hører hjemme. Jeg foreslår følgende:

Natten faldt på. Månen stod op. Danni var tørstig. Da han hørte en teske i en kop stak han hovedet udenfor teltet osv. Eller noget andet sprogligt simpelt. Kort er godt. Less is more.

Jeg er klar over, at jeg nok træder dig over tæerne, for du har sikkert brugt meget lang tid på dette afsnit, men efter min bedste overbevisning hører den slags ikke hjemme i en roman. Du skal ikke gøre læseren opmærksom på, hvor god en forfatter du er ( det ER du, og det opdager hun) men du skal fortælle historien på en måde, så ingen opdager, at du også er der. Først når du gør det, falder læseren i svime. Giver det mening?

Du falder kun i den her fælde den ene gang, og det er egentlig typisk, at det er når man starter på et kapittel. Så skubber tankerne irriteret til hinanden, så ingen af dem kommer ud :-)

Her er lidt detaljer

Staten holdt(e) det hemmeligt (,) så længe de kunne [sic

I en rund(e)spørge foretaget af ekspressen, svarede hele 84% at

Mælkevejen lignede en rygrad, der var lagt tværs (hen)over de funklende (,) lyse prikker, og både Mars

Men hold op sikke en udvikling. Jeg er ganske forpustet og en smule misundelig.

Til allersidst. Det er i den grad på tide, at du kommer med nogle forklaringer (ikke dem alle på én gang... selvfølgelig, men overbevis læseren om at der nok er pointe i alt det her). Man snakker om at spænde læseren på pinebænken, og det er et godt billede, men bødlens (forfatterens) morskab standser, hvis arme og ben ryger af ofret (læseren.)

Glæder mig meget til at læse videre.

Jeg synes der skal være mere af det her, i de andre kapitler også :) Eller i hvert fald snart, i nogen af de næste kapitler. Ellers er du bare en teaser!

Hej Martin

Et forrygende godt kapitel. Nu begynder der at tegne sig en historie, og det er dejligt at mærke, at du tager kommentarerne til dig. Det gør det spændende at følge med, og der er ikke meget at kritisere her ved kapitel 2, men lidt er der dog.

- "Det er godt du er så klog, Danni".

Når du bruger replikker, og i forbifarten skal jeg lige rose din måde at bruge dem på, for de virker levende og naturlige, og det er ikke helt nemt, men tegnsætningen er gal. Du kunne have skrevet:

"Det er godt du er så klog, Danni." og læg mærke til at tegnet her (.) står før de afsluttende gåse øjne

Eller

- Det er godt du er så klog, Danni.

Ikke -" xxx xxx xxx ." (Det er at skyde gråspurve med kanoner)

Jeg bruger selv den øverste form, for så er der ingen tvivl om, hvor replikken slutter, men den nederste form bliver brugt af rigtig mange forfattere. Også internationale navne.

Han burde ikke have blevet så overrasket over

Formen "have blevet" er vel ikke forkert, men den vender underligt i munden. Skriv i stedet:

Han burde ikke være overrasket over

og masser(e) af vand i brøndene.

Dannis riffel var med sigte,

Jeg går ud fra, at du mener kikkert sigte (også bør du skrive det) for alle rifler har èn eller anden sigte anordning. Det har revolvere og pistoler også

Tom havde altid været en pacifist, og med hans arkitektuddannelse var der ikke meget bonderøv eller gangster over ham. Danni kiggede om på bagsædet. Tom havde hæftet tandstikken i hans skjortelomme, og kløede fraværende Patte bag øret.

Du er tilbøjelig til at skrive meget lange afsnit. Man kan heller ikke kalde det en fejl, men det kan virke nærmest skræmmende (ufordøjeligt) på mange læsere. Derfor skal du lave et kort afsnit (altså kun enter 1 gang) på passende steder. F.eks.

Tom havde altid været en pacifist, og med hans arkitektuddannelse var der ikke meget bonderøv eller gangster over ham.
Danni kiggede om på bagsædet. Tom havde hæftet tandstikken i hans skjortelomme, og kløede fraværende Patte bag øret.

Netop det med afsnittene kan være svært at få hold på, og jeg kommer sikkert til at brokke mig over det flere gange.

Jeg ved godt, jeg kommer til at lyde lidt skolemesteragtig, og det hader jeg, men du har selv bedt mig om det.

Alt i alt en lovende fortsættelse af romanen, og du har i mine øjne allerede taget et kvanteskridt ud i skrive teknik. Jeg glæder mig til fortsættelsen. Du må gerne pippe mig igen næste gang.

Jeg tænker David Lynch møder Mad Max når jeg læser dette 2. fremragende kapitel. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænker også på zombier, selv om der INTET er nævnt overhovedet. Men det er fordi det ulmer af dommedag.
Jeg synes du skriver godt og får præsenteret nogle flere personer i dette kapitel - de præsenteres på en måde, der får læseren til at vil vide mere om deres færd. Du nævner lidt om nogen klaner. Igen små brødkrummer der vækker nysgerrigheden.
Du har nogle sætninger jeg er helt vild med. Blandt andet:

"Prærieulven lyder ikke helt som en prærieulv længere, og der er en mærkelig tyngde i luften." Bare denne sætning er dybt mystisk og intens.

"Et af symptomerne på et hjerteanfald, er en stærk dommedagsfølelse. En følelse af undergang." Kan bare godt lide det og det passer jo til historien.

Det er en ulidelig varm fornøjelse at være med som læser i din ørken og flotte beskrivelse af solnedgangen til sidst. Det er som at være der selv.
For min skyld behøver der ikke at ske det stor i denne roman, og hvor pokker er den på vej hen? Godt at der ikke er svar endnu. Jeg følger spændt med.

Virkelig spændende historie. Smadder gode beskrivelser, dem er jeg HELT vild med!
Jeg kan lide din tekst. Men kan nok ikke sige mere end de andre i forvejen har skrevet til dig.

Hvor er det fedt, at folk bruger så meget tid på, at hjælpe mig med historien! I er kommet med mange forslag til rettelser, og jeg har stort set implementeret dem alle. Jeg havde aldrig troet, at folk her på fyldepennen ville være så hjælpsomme. Jeg er netop blevet færdig med andet kapitel, og regner med at publicere det i dag.

ALFen stillede et par spørgsmål om, hvor vi er henne i verden, og helt nøjagtigt hvad det er der foregår. Det kan jeg desværre ikke afsløre, men jeg var enormt glad for hendes kritik. Særligt bemærkningen om, at jeg bruger ordet 'pludselig' lidt for mange gange. Det har jeg ikke bidt mærke i før, så det er rettet. Nu håber jeg bare, at jeg er kommet efter det i det næste kapitel, og ikke begår de samme fejl.

Hey Martin :o)

Spændende historie, du har gang i her! Stemningen er lige i øjet. Jeg er ikke generet af dit valg af tider, synes historien hænger godt sammen og er let læselig. Derfor kan man koncentrere sig om plottet. Jeg er blevet godt underholdt og glæder mig til næste kapitel. Kan også godt lide, at vi har at gøre med en anti-helt. God skrivelyst!
vh Sunne

Jeg er meget imponeret over første del, hvor alting bare glider - jeg ved ikke helt, hvorfor den bare er meget medrivende.

Så snart vi er inde på tanken (tænker også som Nicolai på USAs ørken og en enlig tankstation) går tingene ligesom lidt i stå - især efter motorcyklisten kommer til. Jeg føler mig mere forvirret end noget andet - jeg regner dog med, at næste kapitel vi opklare en del spørgsmål. Jeg spekulerer også meget på, HVOR i verden vi er - om vi er i USA? Men sådan er det jo også tit med første kapitel i andre romaner - man er på herrens mark og i de følgende, folder historien sig så ud. Og vil jeg vide mere her? Bestemt!

Selvom Vagn har været ude med riven (og jeg kan se, du har fået rettet fejlen) har jeg nu fanget nogle enkelte: Bl.a. har du en del hans/sin-fejl. Vær sød at få styr på dem, de er MEGET distraherende!

"Han træder indenfor med pistolen sænket, og lader hans øjne justere sig til mørket." Forhåbentlig har han ikke stjålet en anden mands øjne! c",) Her skal vi have fat i 'sin'. "Han holder vejret, og hører kun en kimen for hans indre øre." Det samme gælder her - hvis han skal høre med sine(!) egne ører, skal det være 'sine' - ellers hører han med en fremmeds ører. "Dan kan mærke en tåre løbe ned af hans kind ..." Hvis han kan dét, kan han mærke motorcyklistens tåre - igen 'sin'.

Så er der denne her: "Han kaster et hurtigt blik på et fotografi af en pige, der hænger ved bakspejlet." Et billede, der hænger ved bakspejlet? Først nu går det op for mig, du nok mener NED fra bakspejlet. I tankerne var jeg hele bilen rundt i jagten på dét billede. Måske er jeg bare lid langsom i dag ...

"... og papiret fra en Snickers, der sirligt er blevet henkastet." Her tænker jeg: Henkaster man noget sirligt? Hvis man kaster noget, er det vel mere på den kylende måde. Hvis det er sirligt, ser jeg, man lægger det pænt fra sig.

Og så pas lidt på med brugen af 'pludselig' - den er der en del gange. Jeg kæmper selv med det problem, men det hjælper at være opmærksom på det, og udvælge sig de vigtige steder, hvor det skal være med for at skabe den rette effekt.

Så er der alle de gode ting (som jeg egentlig burde have startet med): Især første del flyder lindt ned som varm kakao med flødeskum! Der er mange fine detaljer uden at det bliver for meget; det kan være en svær balancekunst.

Jeg kan godt lide de kursiverede områder, hvor vi følger hans tanker. Mange ville bare skrive: "Dan tænkte: ..." Problemet med det er, at fortælleren så egentlig blander sig på en måde i sin tredjeperson, der ikke er helt velset. For mig fungerer det kursiverede derfor rigtig godt - også fordi du på den måde blander første- og tredjeperson uden at begå syndere. c",)

Når jeg ser på denne kommentar, ser det ud af så meget negativ kritik. Men det er så små ting. Jeg ville ønske, mine tanker stod kursiverede i denne kommentar, for undervejs var der flere gange tanken: 'Det her virker rigtig lovende!' Og det skal lige siges, jeg er kendt for at være en meget kritisk dame! c",)

Jeg er spændt på at se, hvad det hele udvikler sig til. Du skriver, du endnu ikke har en fast idé om det - derfor imponerer indledningen mig endnu mere, for jeg har svært ved at skrive romaner, hvis jeg ikke ved, hvor jeg vil hen (ja, eller bare romaner i det hele taget!). Jeg skal have hele handlingen i hovedet og et skelet over, hvad der hører til i hvert kapitel. Andre arbejder på en helt anden måde, hvor det hele synes at komme til dem fra oven. Nu må vi se, hvor det bærer hen. :)

Held og lykke med det videre arbejde.

Jeg vil gerne sige mange tak. Det er fedt at have sådan nogle dygtige pen-entusiaster, til at gennemlæse og kritisere sin tekst. Det var meningen at teksten skulle være en gribende smagsprøve. Nu tør jeg godt skrive mere!

Jeg har meget dårlig selvtillid. Jeg har læst mange bøger; alt fra gysere til science fiction, fantasy og realpolitisk drama. Men de ting jeg selv skriver får næsten aldrig ros. Dog har jeg haft det billede inde i hovedet længe. Altså, billedet af Dan der ankommer på en tankstation, og billedet stod bare så skarpt på den indre nethinde, at jeg blev nødt til at nedfælde det. Hvis i har andre tips, vil jeg meget gerne høre dem. Hold jer endelig ikke tilbage!

Retter fejl i teksten nu.

Hej Martin

Det er en meget højspændt historie, du her har skrevet, og du får lokket mig godt og grundigt ind i den. Dog, synes jeg, der mangler en overraskende tvist til sidst, der kan få mig til at tænke AHA eller lignende.

Der er lidt sprogligt ukrudt, og da jeg formoder, du gerne vil have det udpeget, så kommer det her.

Der er (datid) næsten vindstille, men alligevel svinger (datid) skiltet dovent frem og tilbage fra toppen af pælen. Solen står (nutid) højt, og gør (nutid) bilsæderne brændende varme. Da han lige havde (datid) slukket motoren, havde (datid) han hørt den tikkende lyd under motorhjelmen. Nu har (nutid) der lagt sig en ro over parkeringspladsen, som kun bliver (nutid) afbrudt af lyden af hans fingre, der rytmisk strammer (nutid) sig om rattets læder

Du skifter mellem datid og nutid, og det bør du ikke. Det er forvirrende for læseren. Hvis du skriver i datid, skal du blive ved i hele historien. Undtagen i replikker der skal være i nutid, og i personernes direkte tanker der også skal være i nutid. Lidt henne i historien skifter du helt til nutid, og jeg synes dit sprog fungerer bedre, når du bruger den form. Sådan er vi så forskellige. Stort set alle mine romaner og noveller er skrevet i datid. Du kan se nogle stykker af dem herinde. Og du må gerne kritisere dem sønder og sammen, bare det er konstruktivt.

Han selv var bare flugtbilist, og skulle vente på at hans makker kom tilbage

Jeg studser lidt over ordet: flugtbillist, for det betyder vel én, der flygter efter at have påkørt nogen. Jeg ved godt, hvad du mener, men synes det ville have været mere klart, hvis du skrev: Han var bare ham, der fik dem hurtigt væk. Eller noget i den retning

Han skubber til døren, og den glider åben (op) (,) som var den netop blevet smurt.

Han genkender hurtigt den tunge skarpe lyd af cylinderne (motoren), der kommer en motorcykel og det er en benzinsluger.

Rytteren kører ind ved siden af hans bil, og holder der lidt, mens han kigger rundt.

Det virker morsomt på mig, og det er sikkert ikke din mening. Jeg får et billede af èn, hvis hoved snurrer, mens kroppen bliver det samme sted. Faktisk kan du helt undvære ordet rundt

og springer ind bag døren (hvor) der heldigvis kun er et lille sparsomt personalerum uden vinduer

Rummet føles varmere end ørkenets (ørkenens) sand, og stanken af gamle cigaretter hænger i hans næsebor.

Med rystende hænder peger han (med) pistolen med (mod) døren, mens han koncentrerer sig om, at

Det er ellers en fin lille historie ... en god gyser, og hvis du retter de små fejl (det er nemt her på fyldepennen) så er den i mine øjne rigtig god.

Hejsa Martin Clausen.
Du skaber en god stemning med dine beskrivelser. Jeg kom til at tænke på en gammel benzinstation på en støvet vej i America. Slutningen er dog for brat, synes jeg. Jeg ville gerne vide hvad der kom til at ske! Men det er jo kun fordi du har beskrevet det hele så godt.
Glæder mig til at læse hvad du ellers kommer til at publicerer herinde på fyldepennen.
Venlig hilsen Nicolai Brix.