Ville bare lige fortælle dig at jeg faktisk er glad og lidt lettet for at du står ved din tekst og din mening. Bare fordi jeg ikke lige finder frem til fornemmelsen da jeg læste den, betyder det bestemt ikke at det ikke er godt, og jeg måske ikke kan finde fornemmelsen en anden gang jeg læser din tekst. Det er skam en god tekst!
Jeg tror måske jeg fik udtrykt mig lidt for "hårdt" og det var ikke meningen. Det er bare mig der automatisk står lidt over ved alt det der overtro og engle, og forstod måske ikke helt pointen med det. Men tror jeg er med på hvad det er du vil med delen, og så giver det måske egentlig nok god mening efter alt alligevel. Du skal bare vide at jeg syntes din teskt er god. Og måske jeg vil finde den mere interessant når jeg engang lærer at acceptere at der er mere mellem himmel og jord som jeg ikke kan forklare.

Ninni

Det er en ret tragisk tekst du har fået skrevet her. Lige som Neon oplevede jeg også din fortælling på to planer. Som den læses, hvor kvinden dør på en konkret løbetur, efter hun endelig har fundet glæden ved at løbe. Men kan bedst lide fortællingen på den overførte måde, hvor kvinden endelig har fundet vejen i livet, og har fundet glæde ved det, men som alt for tidligt rives bort, før livet sådan rigtig er gået igang. Det er virkelig sørgeligt. Det er virkelig en god tekst

Jeg ved ikke rigtig med dit billedsprig i slutningen af teksten, måske taber du mig lidt der. Jeg ved ikke rigtig med billedsproget da mange af disse sprogbilleder danner grubund for billeddannelse i læseren og især i min fantasi, men nogle af dine billedsprog virker ikke særlig godt på mig og gør måske ikke din tekst helt hyldest nok. F.eks. syntes jeg det bliver lidt for lyserødt og engleagtigt for derefter at gå direkte over i ren negativitet, uden jeg helt mærker det eller ser det for mig, hvor du skriver:
"Musikken forstummede og gjorde plads til lyden af englesang, mens hun mærkede, hvordan fødderne lettede fra underlaget. Deres takt med musikken blev erstattet af hjertets takt med englene, og inden hun helt forstod, hvad der var op og ned, lå hun i det blødeste græs på den grønneste eng og kiggede op i den smukkeste himmel.
Smerten ramte som et lyn. Den føltes som tusind knive, der skar hende i lunger og hjerte, og tiden stod næsten stille, så sekunder blev så lange som år"

Det samme sker også hvor du meget overfladisk forklarer billederne der går revy for hende. Tænker at Neon har en god ide til dette, da jeg tror din tekst kan blive meget koncentreret og intens, hvis du beskrev en eller et par af episoderne i livet og de følelser hovedpersonen oplevede.

Ellers er jeg ret imponeret over din tekst og det at dem kan læses på to måder. Jeg finder din tekst meget interessant og tankevækkende. Syntes det er en flot tekst.

Ninni

Hej Marie,

En tekst med en fin fortælling og et godt flow. Som jeg læser det er løbeturen måske både en konkret løbetur, men måske også en metafor for, at HP er på vej i sit liv, der er fart og retning - da hun pludseligt, hårdt, brutalt - og ganske uventet 'løber panden mod en mur' - en ulykke, sygdom, hvad ved jeg. Igen kan det forstås både på et konkret plan (hun falder om med et hjertetilfælde) eller det kan forstås som 'faldet' som en metafor. Det er på den måde en ret avanceret tekst.

Min eneste kritik vil være at teksten har en tendens til at tippe over i patos - og billederne, får et anstrøg af kliché. Eks. billederne fra det liv hun ville have levet som hun ser for sig bliver lidt floskeltunge. Her kunne det måske hjælpe at zoome helt ind på nogle konkrete detaljer, som skubber teksten ud af det klichétunge billede af eks. 'en gåtur hånd i hånd mod solnedgangen med sin elskede'.

Hej Marie.

Mig fangede du også med din tekst.
Jeg opfatter det som om hun pludselig får en blodprop?
Det hele er forbi?
- men jeg håber ligesom Eddie, at hun alligevel kommer videre?
Ellers er det en tragisk historie, men det dystre er jo også en del af virkeligheden.

Vh. Pia H

Hej Marie.

Ak ja. De tristeste ord i verden ER bare "Det kunne have været ..."

En velskrevet tekst, men med en noget dyster ´morale´, synes jeg.
Du viser her en evne til at beskrive både glæde og sorg på en måde, der vækker følelserne i mig, mens jeg læser, og det er jo fantastisk.

Jeg er så ikke helt sikker på,, hvad det egentlig er der sker med hp. Om det virkelig er slut (bliver hun ramt af en bil eller hvad?), eller om hun simpelthen oplever erkendelsen (i stedet for bare at indse den) og derefter er klar til at rejse sig igen og få udnyttet alle de spildte muligheder. Jeg har indtryk af, at det virkelig ER slut, men foretrækker at tro at hun har en chance mere. c",)

Mvh
Eddie

Jeg blev fanget af titlen, og din tekst fangede mig også.
Jeg er heller ikke hundrede procent sikker på hvad der sker i teksten, men alligevel er der noget ved det jeg rigtig godt kan lide :-)

Hej Marie, det var bestemt en rigtig lille gyser, og den er meget velskrevet og giver et godt billede af hel situationen i toget. Ja, nu har en tidligere kommentator påpeget et par småfejl, så dem springer jeg over. Der er nok mange løse ender i historien, men jeg ser den som en historie, hvor læseren netop skal tænke de løse ender sammen, og jeg kan godt lide den type fortællinger. Så bestemt en velskrevet tekst.

VH Mons

Hej Marie,

Selvom jeg ikke er helt hundrede procent sikker på, hvad der sker i teksten, blev jeg alligevel fanget og læste videre. Der er et godt flow i teksten, og jeg får også et godt billede af personen.

Som jeg læste teksten, er den jo egentlig ret tragisk, da et liv slutter før det rigtig er begyndt - og historien minder om, at døden slår ned, hvor som helst og når som helst.

Vh Jan K

Hej Marie.

Intens beretning der - efter min mening - måske mere hører til under novellerne end kortprosa. Men det er jo så bare min vurdering og gør absolut ingen forskel for mit indtryk af teksten.
Du skriver godt og medrivende, og dit sprog er stort set fejlfrit.

Et par smuttere dog, begge i samme sætning:
siger han med en iskold dræven stemme, der får det til at løbe koldt ned af ryggen af på mig.
Stemmen er enten dreven eller drævende. Jeg gætter på det sidste. Og så har du 2 x ´kold´ i samme sætning.

Mod slutningen - der hvor hun husker tilbage - er det som om fortællingen knækker en smule over. På sin vis er det okay, da det jo ER et minde, men gentagelsen af psykopatens replik til sidst er ikke heeelt nok til at hive mig tilbage til nutiden. Jeg tror, at en enkelt sætning mere kan gøre det.

Slutningen står dog stadig virkelig stærk. Dels ved man, hvad han lige har gjort, og det rejser tvivl omkring hvorvidt hans tidligere tilståelser virkelig VAR fantasi, og dels efterlades man uden at vide hvordan det går Jessie (og den gamle dame).
Det mest creepy er dog historiens grad af realisme. Folk slipper/falder alt for ofte igennem psykiatriens net, simpelthen pga manglende ressourcer, og mange af dem bliver først samlet op igen når uskyldige mennesker har mistet livet.

Mvh
Eddie

jeg elsker det!

"Han slog dig bevidstløs, da du genkendte ham, men jeg ved ikke, hvorfor han ikke slog dig ihjel"
Hvordan ved hun, en tilfældig passager i toget det? Tænker jeg da jeg læste det. Og da jeg havde læst resten af teksten var jeg et stort spørgsmålstegn, for hvad er meningen?
Din tekst er aldeles stilren og velskrevet og alligevel sidder jeg efter endt læsning fuldstændig hægtet af, for jeg synes ikke der er nogen forklaring og ingen afrunding af historien. Læseren, mig i ihvert fald, aner ikke hvad det egentlig handlede om. Er teksten taget ud af kontekst? Det virker som et godt og kort kapitel i en længere historie. Alene kan jeg ikke se, det kan stå, med mindre jeg fuldstændig har misset noget væsentligt.
Er det en prolog?

Mystificeret hilsen
Mikala