6 år siden
| Knud Kjølhede Petersen (knudkp) Det er midten af februarSmukt billede af februar, smukke metaforer du bruger 6 år siden |
9 år siden
| Sabbath Sømandens vuggeviseKære Linnea
En ældre tekst og velforsynet med kommentarer. Alligevel hægter jeg mig lige på.
Der er tale om et stemningsdigt, hvorfor jeg vil prøve at gribe det lidt anderledes an, end jeg plejer.
Først henter jeg en stol på gangen (der er altid for få) og sætter mig ind i ”stuen”, som man jo kalder det sådan et sted. Til sømanden, hans søn - og dig.
Der hvor også lidt sydhavsstemning har forvildet sig ind i form af et maleri af Gauguin. I den atmosfære vil jeg lade digtet tale til mig umiddelbart, mens jeg gør mig mine tanker om det.
Det er ikke spor rart, for med fuld bevidsthed og sanserne på vid gab, ser jeg et menneske, der næsten allerede er blevet til lig, inden det endeligt sker. Jeg lugter en begyndende forrådnelse iblandet den lidt tunge duft af liljer, der også let leder tanken hen på død. For mig et skrækkeligt mix af lugte, som kun findes på netop et sygehus.
Mine øjne ser overalt udelukkende det klinisk hvide, men du fortæller, at den døendes sidste blik, inden det slukkes, er fyldt med farver fra maleriet. Han syn vender først udad, dernæst indad og tilbage på et lykkeligt liv på søen.
I Sydhavet får han lov til at synke til bunds. Men på overfladen, endnu i hospitalssengen, og i den nådesløse virkelighed forinden, befinder han sig på det kolde Atlanterhav.
Øjeblikket er i det hele taget fortættet af disparate polariteter. Farver og hvidhed, varme og kulde, som lige nævnt, og desuden ensomhed og gensynsglæde, sorg og forsoning.
Det sidste, forsoningen, er så afgørende for den døende, inden hans bevidsthed fader helt ud. Hans dødskamp har nemlig været dobbelt, ikke bare en kamp med canceren, men også med smerten over tabet og savnet af den fortabte søn.
Nu møder sønnen lige tidsnok op igen. Han har sin guitar med, som, selv om den savner en streng, alligevel kan spille en melodi, der ud over den døende far også lindrer os andre. Samt menneskeliggør en smule det sterile rum, vi befinder os i.
Sangen er smuk og en fuldgyldig erstatning for den dødens højtidelighed, man har spejdet forgæves efter.
Og det er lidt af en genistreg, at du lader den være en vuggevise, så begyndelsen indgår i afslutningen og indrammer den døendes samlede liv i en aura af meningsfuldhed.
Forløsningen er uden religiøse referencer. Alene et anliggende mellem mennesker. Men et der også giver sjælefred og lader sig udånde på. Uden himmelfart, men dog med et forjættende paradisløfte i form af maleriet på væggen. En evighed, som sømanden alligevel til sidst får adgang til.
Vi tilstedeværende læsere lades derefter alene tilbage i hospitalsvirkeligheden, mens det sjælløse legeme pakkes ind i et hvidt lagen og køres bort.
Synet udefra af en uomgængelig, fuldbyrdet kendsgerning. Men vi er ikke helt de samme, som da vi kom. Digteren har plantet en lille fortrøstning, et lille håb i alle os efterladte.
Ved at røbe over for os, hvad sømandens svindende bevidsthed registrerer under hans endelige undergang mod bunden af dybet. Det kan du selvfølgelig, fordi du i kraft af dit arbejde har set det menneske før og døden utallige gange. Hvilket gør dig til et troværdigt sandhedsvidne.
Også i et digt som det her, hvor realismen blandes op med så mange magiske elementer.
Lidt rationale til allersidst. Digtet er skruet sammen med din vanlige sikre og utvungne omgang med stilelementer og virkemidler. Du har dine ”æsker” med det sorterede ordmateriale, som du så velovervejet fordeler på de 12 strofer. Så de gestalter et netværk, der får teksten til at hænge ubrydeligt sammen.
Venlig hilsen
Sabbath 9 år siden |
9 år siden
| Linnea Eriksson (PetraLinnea) Befrielsen
Svarkommentar Hej Schane.
Sikke en fin kommentar, som har meget rigtighed i sig. Nogle gange hvis livet er svært, er forståelsen det vigtigste element.
Mange hilsner Linnea 9 år siden |
9 år siden
| Schane Alexander Blicher Befrielsenhej Linnea.
vores sind kan være skrøbeligt,
og bliver det først invaderet,
kan der blive brug for hjælp udefra,
...
for nogen er der kun en bestemt person,
der kan tømme for bagagen, eller gøre den lettere,
andre kan faktisk forværre sindets tilstand,
ved ikke at forstå personens følelserne,
men dømmer og behandler dem efter ET "forkert" ord,
- en længere historie... smiler.
men mange gange, ville en kærlig og forstående, og ærlig ven/inde,
hjælpe mere end alverdens læger.
men ikke mere fra mig, smiler.
mvh Schane. 9 år siden |
10 år siden
| Linnea Eriksson (PetraLinnea) Befrielsen
Svarkommentar Hej Mons.
Tak for din fine kommentar, og din så fine beskrivelse af nogle af de elementer der er meget vigtige for mig.
Nemlig håb. Når håbet er der kommer befrielsen tættere på, og kampen føles ikke længere så tung.
Kærlig hilsen Linnea 10 år siden |
10 år siden
| Mogens Sørensen (Mons1957) BefrielsenHej Linnea, med stor glæde over dit comeeback hertil ser jeg,at du nu skriver om et sind, der er lukket til, nærmest besat af "fremmede tropper" der holder fast, så det ikke er til at åbne op. Her er så alligevel håb om en befrier, der kan få jeg'et til at åbne sig, befri det besatte "land" i psyken. Det er en meget talende metaforik. Hvad der så halter lidt er rytmen, nogle steder skal du nok rette stavelsesantallet lidt til, hvis rytmen skal være regelmæssig, og heller ikke alle rimene er lige gode, nogen af dem er.
Men indholdet er stærkt og taler om en tilstand, som de fleste af os nok har oplevet i perioder af vores liv.
VH Mons 10 år siden |
10 år siden
| Linnea Eriksson (PetraLinnea) Befrielsen
Svarkommentar Hej Erik.
Tusind tak for din kommentar. Den er jeg rigtig glad for. Digtet handler jo netop om at åbne sine skodder, som du så fint hentyder til. Kampen mod sig selv og sin indre kamp til befrielsen fra dårlige mønstre. I digtet sker det når Hp ser tilbage på den bagage der har været med i livet, forstår den, for derefter at tømme den ( eller slippe den)
Kærlig hilsen Linnea 10 år siden |
10 år siden
| Sabbath BefrielsenHej Linnea
Velkommen tilbage til de levende poeters klub her. Og med en god bagage i form af et glimrende digt, der viser, at du stadig er i topform.
Hvilket nu ellers ikke just er det, der udsiges i digtet. Her handler det om personlighedens indre kamp i sin stræben efter autentisitet og befrielse. Et efterhånden tilbagevendende tema i dine tekster.
Og det er måske mere alvorligt denne gang, end set tidligere. Understreget af en dyster tone og en ond krigsmetaforik, tangerende det grusomme. Ja næsten som om en blodig verdenspolitisk scene udspiller sig i jegets eget rum.
Ikke bare i et øjebliksbillede, men som et fasthold, fremherskende billedplan gennem hele digtet. Og med fokus på dig bliver dette en manifestation af din poetiske styrke. Du er fuldt bevidst om den grundsubstans, som gode digte er gjort af – den strukturelle fasthed der skal til, for at det lyriske følelsesregister kan komme til fri udfoldelse.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det stilskifte, du foretager midtvejs i digtet, i form af nu flere linjer mod tidligere kun to. På den ene side virker det som lidt af en ujævn brudflade, men på den anden side tilfører det egentlig meget godt digtet en rytmisk forstyrrelse til understregning af sindstilstandens uligevægt.
Mere alvorligt denne gang, konstaterede jeg indledningsvist. Indholdsmæssigt skal der assistance til her. Digtet er ikke blot en skildring af smerten, men også en anråbelse til et du, der i kærlighed kan agere som forløser.
Desperat, forslået og smukt på samme tid. Som sagt, med usvækket skaberkraft. Heldigvis.
Venlig hilsen
Sabbath 10 år siden |
10 år siden
| erkdk BefrielsenSpændende digt. Billedet er at du hæmmet og uden selvindsigt venter på en befrier og opdagelsesrejsende, som kan kæmme dit hår, åbne dine skodder og finde dine skjulte skatte og mere.
Kan du genkende den læsning? 10 år siden |
10 år siden
| Karl Johan Lindrup Olesen (Karl Johan O) Alkoholismens fornægtelseMeget godt lille digt om et kæmpe problem for mange stakler, hvis største svaghed måske er deres evne til at lyve overfor dem selv.
Mvh. Karl Johan 10 år siden |
10 år siden
| Karl Johan Lindrup Olesen (Karl Johan O) Det tapre bladJeg får det altid godt, når jeg læser et digt om noget der foregår i naturen. Det her gør ingen undtagelse. Fint skrevet.
Mvh. Karl Johan 10 år siden |
10 år siden
| Lowrater Alkoholismens fornægtelseJeg forstiller mig helt, at du sidder på en bar samt underviser en ung knægt som mig, med hensyn til livet imens et par drinks ryger ned med en historie bag. 10 år siden |
10 år siden
| Sabbath På toppen af KilimanjaroHej Linnea
Du er ikke bange for ind imellem at bruge nogle udtryk hen ad det pompøse (”Kilimanjaros trone”, ”Afrikas hvide tag”), men stilen i digtet her fungerer godt, fordi den cementerer indtrykket af den eksistentielt heroiske, menneskelige bedrift, opstigningen skal illudere – og så i øvrigt det majestætiske ved bjerget selv.
Der er også metaforer, om hvilke man må sige, at de bare er rammende. Faktisk ret så mange (du overgår dig selv i træfsikkerhed denne gang). Et par eksempler: ”tropenattens fløjlsbløde mørkelag” ”frostgraders laviner”, og så den her, ”den tynde lufts last”. Det er jo et eminent godt udtryk for ånderætsbesværet som følge af højden.
Storkene er vigtige. Dels hører de med til stedet, som du anfører i en kommentar, dels anslår de fødselstemaet.
Desuden indtager de anmassende fugle en overraskende rolle som fristere til den lette rejse til bjergets tinde. Men jeget afviser, og godt for det. Insisterer på at gennemføre sit eget stolte foretagende – et selvudviklingsprojekt der fører mod toppen, konkret og overført.
Det er sagt før, du er god, når du skriver om det Afrika, der ligger dig så meget på sinde, og så er det oven i købet, som om du har været ekstra in the mood denne gang.
Resultatet er i hvert fald ikke til at tage fejl af: Et særdeles vellykket digt, med et vægtigt indhold og i en fornem sprogdragt.
Det er lykkedes dig i sjælden grad at skabe en symbiose mellem bjerg og menneske, i en dyst hvor de gensidigt afprøver hinanden.
Bjerget overvindes, men bliver til gengæld derved genfødselshjælper for en livsfilosofi der indbefatter erkendelsen af eget ansvar for eget liv.
Kh
Sabbath 10 år siden |
10 år siden
| Ditte Amalie Hagelund Johansen (PRESMA) ElenoraDet er en rigtig smuk livshistorie, som du skildrer her Linnea! Men jeg savner rimene, for hver gang mit øje stødte på dem i digtet, så faldt det hele mere på plads synes jeg. Elenoras sjæl glider nemmere ind i sindet på vers, så at sige.
Men ja, et flot digt med en rigtig god længde. Superb!
Mvh
PRESMA 10 år siden |
10 år siden
| Kim M. Blentro På toppen af KilimanjaroHej forfatter
Sikke en livsvandring du her har begivet dig ud på, det kan jeg godt lide!
"Med ømme fødder
og vabler der brister og bløder
skrider jeg sikker frem i topnattens
fløjsbløde mørkelag"
I sin enkelhed er det en fed sætning, der med sine modsætninger rammer en velkendt følelse hos mig.
Tak for dit digt
Vh 10 år siden |
10 år siden
| Nadi Adatepe (nadatepe) På toppen af KilimanjaroHej Linnea, dette var en velskrevet livsfilosofi (manifest).
Som de siger i Sibirien: "Du er nødt til at jage tigeren ind i det, før du søger det i skoven eller det vil blive jaget."
og jeg kan se, at du har fanget din tiger. 10 år siden |
10 år siden
| Linnea Eriksson (PetraLinnea) På toppen af Kilimanjaro
Svarkommentar Viljen er mit skjold, for det er viljen i os selv der fører os frem :-) 10 år siden |
10 år siden
| Linnea Eriksson (PetraLinnea) På toppen af Kilimanjaro
Svarkommentar Hej Henning.
Tusind tak for dine gode kommetarer.
Jeg syntes at min vandring til Kilimanjaro gav anledning til et digt som skulle fortælle mig at livet er en vandring hvor man kommer ud for mange stabasser, som man må kæmpe imod. Men med viljen og modet kan man opnå et større kendskab til sig selv og et større kendskab til hvor vandringen skal forsætte :-)
Jeg har dog ikke tænkt så meget på rytme i digtet.
Tak for de rosende ord.
Kærlig hilsen Linnea 10 år siden |
10 år siden
| Linnea Eriksson (PetraLinnea) På toppen af Kilimanjaro
Svarkommentar Hej Mons.
tusind tak for din kommentar.
Faktisk tager digtet udgangspunkt i en rejse til Kilimanjaros top jeg var på sidste efterår. Jeg forsøgte at tage udgangspunkt i nogle af de elementer jeg mødte på min rejse og genskabe dem i et poetisk sammenhæng. I byen Moshi som ligger for foden af Kilimanjaro, gik der faktisk store storke rundt på lossepladsen og jeg forsøgte at forestille mig hvor let det ville være hvis de fløj mig til toppen, men at det i det tilfælde ikke ville være nogen speciel rejse eller sejr at komme der op. Jeg ville kunne se skønheden af landskabet fra toppen men ikke mærke den i mig. Samt tænkte jeg også at det jo ifølge fortællingerne er storkene der kommer med de nyfødte og ligger dem foran døren. Som om lykken bliver lagt frem til en. Men det gør den jo sjældent. Vi skal selv skabe vores lykke og selv kæmpe os frem til dem.
Så om storkene trækker sydpå eller nordpå var slet ikke med i mine tanker :-)
Kærlig hilsen Linnea 10 år siden |
10 år siden
| Linnea Eriksson (PetraLinnea) På toppen af Kilimanjaro
Svarkommentar Hej Elonora.
Mange tak for dine fine kommentarer til mit digt.
Det er jo gennem livets prøvelser at vi lærer os selv at kende og på den måde mærker forløsningen.
Tak igen.
Kærlig hilsen Linnea 10 år siden |
10 år siden
| Linnea Eriksson (PetraLinnea) På toppen af Kilimanjaro
Svarkommentar Hej Ulla.
Tak for din dejlige kommentar. Den er jeg bare så glad for. Jeg har forsøgt at lave en fortælling om min vandring til Kilimanjaros top ikke blot som en bedrift i livet men som en indre rejse, og hvordan vi som mennesker styrkes af de oplevelser vi har i livet.
Tak for dine rosende ord.
Kærlig hilsen Linnea 10 år siden |
10 år siden
| Henning Blauenfeldt (HenningB) På toppen af KilimanjaroHej Linnea.
Det lyder som om du har kæmpet dig til op af andre steder, der har været lige så bistre som Kilimanjaros stier.
Flot balance mellem din endelige sejr over rifter og skrammer og en god beskrivelse af milijø.
'Strabadserende med viljens ridderskjold' Den måtte jeg tænke over et par gange, Bryder den ikke rytmen lidt?.
Flere roser.
Vh
henning b 10 år siden |
10 år siden
| Mogens Sørensen (Mons1957) På toppen af KilimanjaroHej Linnea, det er da et flot digt, det starter så det ligner en bjergvandring endda et exotisk sted, men så går det op for en, at det er et billede på kampen for et bedre selvværd. Det er et talende billede. Der er lige det med storkene, ok de trækker jo sydpå. En vis forkortelse kunne måske være godt, der er meget gentagelse af de samme tanker, men hele billedet er godt.
Vh Mons 10 år siden |
10 år siden
| Heluf På toppen af KilimanjaroHej PetraLinnea
Først tak for nogle gode/sigende og meget tankevækkende ord, som jeg kan nikke genkendende til på mange punkter.
Der er specielt vers 3, som går lige i hjertet ,hvor du skriver
For jeg skal slide, lide og forløses, det er bare fantastisk skrevet
Tak for digtet
Kh
Eleonora 10 år siden |
10 år siden
| Ulla Hexibru (heksemutter) På toppen af KilimanjaroHej Linnea
Dejligt at se noget fra din pen, dette er et meget stærkt smukt og helstøbt "manifest" om livets styrkeprøver og endelige sejr de nåede mål trods rifter og skrammer etc. Meget meget helstøbt superflot og gennemarbejdet. Egentlig bare roser her fra Ulla og mange gode sommerhilsner p.s. Fin titel. 10 år siden |