Så fik jeg også lige læst dit kapitel 1 her :)

Hahahha det her med ham den ældre mand virker for mig meget realistisk:
"Der er såmænd nok flere ting der kan slå dig ihjel i Kongebyen, end det der kan krybe ud af Duënorth's mørke skove". Han har måske ret, det ved jeg ikke, for jeg kender jo ikke til deres verden, men jeg kan lige høre det for mig.
Derudover kunne jeg rigtig godt lide dette: "Alligevel mærkede han en følelse af længsel han ikke før havde følt. Var det følelsen af at vide han sikkert aldrig ville sidde her og kigge ud over havet igen? Eller var det længslen efter noget nyt? Noget fremmed? En behagelig følelse af frihed og ro? Hele hans liv havde været i Nordstrand. Hvad ville det nye liv i Vindisburg byde på?"
Der er noget spænding i det med at de skal rejse! Og alle der har forladt deres hjem kender den ambivalente følelse af at skulle sige farvel til det velkendte og sige goddag til det fremmede. Så der rammer du rigtig godt.

To ting jeg vil kommentere.
1) Jeg ville ikke skrive tal med tal. Jeg ville eksempelvis skrive: "Når de fylder deres sekstende navnedag" i stedet for: " når de fylder deres 16. navnedag" Alle tal ville jeg skrive med bogstaver i stedet for tal.
2) Jeg er lidt forvirret i forhold til din fortæller. Går du efter en alvidende fortæller? Det er lidt den vibe jeg får. Du fortæller meget i starten, men det kommer ikke fra en bestemt person. Og dine afsnit skifter mellem hvem af personerne man ser tingene igennem. Først er det mest fra Oleg. Senere er det mest fra Cain. Men du skifter også lidt synspunkt mellem Cain og Eirik i deres afsnit. Det er selvfølgelig helt okay at have en alvidende fortæller, men personligt synes jeg det giver mere overraskelse for læseren, hvis hver person har sin egen tydelige POV. Man behøver ikke navngive den, det kan sagtens være markeret med at hvert afsnit skifter POV eller at der er et symbol, der markerer at POV skiftes. Bare man er konsekvent. Her tænker jeg fx at Oleg har POV i starten af historien og Cain har det ved afsnitsskfift. Jeg siger ikke, at du ikke må lave alvidende fortæller, men det fjerner lidt af mystikken og spændingen, hvis man ved, hvad alle personerne tænker og føler hele tiden.

Jeg håber du lægger et kapitel mere ud, så læser jeg gerne :)

Nu fik jeg lige læst det her uddrag. Er helt vild med titlen! :D
Pigen navn Akinna er jeg også fan af.

Nogle af dine beskrivelser er meget fangende fx:
"Det lille gadekær var fuldstændig tilfrosset, og træernes nøgne grene var iklædt fine hvide kjoler." Simpelt og smukt beskrevet. Det samme gælder her: "Den lille pige sad og kiggede længselsfuldt ud af vinduet, og forsøgte at følge et enkelt snefnug i sin dansende leg mod jorden." Også denne: "Dagen efter var hendes mor blevet lagt i graven, indsvøbt i et hvidt ligklæde. Sneen havde dalet nøjagtig som i dag." Morens død er sørgelig men rigtig fint fortalt.

Mine eneste noter er:
- Lidt færre gentagelser i starten (sne og norden bliver nævnt mange gange)
- Lidt mere show, not tell i forhold til Akinnas følelser.
Denne del er for mig rigtig fin:
"Hun savnede stadig sin mor, så meget at det sendte knuder gennem maven på hende når hun tænkte på hende. En tåre trillede ned ad hendes kind og havnede i hendes mundvig. Hun smagte på den salte dråbe og snøftede. Hvorfor skulle hendes mor også forlade hende allerede? " Der er en del show i og tænker at et ti årigt barn godt kan spørge sig selv: Hvorfor forlod min mor mig allerede? Det virker ægte.
Denne del ville jeg enten fjerne eller omskrive:
"Hun var jo blot et barn og havde brug for sin mor. Sorgen blev fra tid til anden erstattet af vrede. Vrede over den uretfærdighed der havde ramt hende. En uretfærdighed hun skulle bære resten af sit liv." Det virker lidt for abstrakt og modent til en sorgfuld ti årig. Hun kan godt tænke: "Det er uretfærdigt, de andre børn har deres mor, når min mor hviler." men de ovenstående sætninger virker for gennemtænkte. Dog kan du måske bruge de dem, hvis hun som ældre tænker tilbage på sine følelser som barn.

Alt i alt gribende historie. Ved ikke om du har tænkt dig at lægge mere af historien ud? I så fald læser jeg det gerne :)

Mvh. Noah

herlig fortælling (: du har en god og behagelig fortællestemme, og jeg tror historien vil gøre sig godt læst op. det er tydeligt at du har givet omgivelserne meget eftertanke og det virker troværdigt. der er dog nogle punkter hvor mit hoved stillede spørgsmålstegn:

McFaust - for mig bryder Mc'et med verdenen, da det har meget stærke rødder til jorden.

"Ja, vi søger sydpå. Vi rejser til Vindisburg i morgen", svarede Oleg efter tanken om de vilde fra nord havde forladt hans hoved. - er de ikke mere kraftigt i hovedet? de har da vel ikke forladt hans tanker imens han snakker om dem?

"Der kommer ingen soldater og ingen skibe!", svarede Oleg med en stemme der gjorde det klart, at hans tiltro til adelen i Vindisburg. - uafsluttet sætning.

"Skal vi se at få fårene tilbage i folden?" spurgte Eirik og vendte sig om mod Cain. "Det bliver mørkt snart" - som den ældste ville han vel kommandere ikke spørge sin lillebror?

Tilbage stod Eirik uforstående og kiggede på sin lillebror der i stor fart rendte tilbage op ad bakken. - jeg har lidt svært ved at tro at den handlekraftige krigersøn bare står tilbage uden grund, når lillebror ophidset tysser ham og stikker af. det kan sagtens ske, men bare vær opmærksom på hvad det gør ved hans karakter.

jeg forbinder ordet soldat med nutidig kamp med skydevåben etc. jeg ved ikke om det forstyrrer andre end mig i en fantasyfortælling? (;

måske det er en ide at holde sig til en type fødselsdag/år eller navnedag/somre?

vær opmærksom på brugen af ordet "kørte", da det er et moderne ord, ligesom "okay/ok"

hvem i den verden ville ikke være glad for at finde en ged der kan fedes op og spises? den kan da sagtens komme med dem, og det er jo ikke fordi de skal bære på den, bare fordi at det er et kid. hvor er dens flok dog? er der spor af den, eller kom den mirakuløst til Cain?

"Lukker du lågen, så fortæller jeg far at alle 20 får er kommet med tilbage?" spurgte Eirik i en kommanderende tone. - tvetydig. selve sætningen er et spørgsmål, men tonen er kommanderende? "luk lågen, så fortæller jeg far..."

Nu var der kun mørkt og skummelt.
Altid havde han boet herude ved vandet. Han vendte blikket mod vest og kiggede ud på havet. Det var helt stille nu. - hvordan kan han se på havet hvis der er mørkt? er der kraftigt måneskin? og hvordan er der skummelt? skyggerne? fordi naturen ikke længere er farverig? er han bange for mørket?

Var det følelsen af at vide han sikkert aldrig ville sidde her og kigge ud over havet igen? Eller var det længslen efter noget nyt? Noget fremmed? En behagelig følelse af frihed og ro? - hvor kommer den behagelige del af hans følelser fra? nyder han nye ting? nyder han at tænke i mørket? jeg troede at det bragte ham ubehag op indtil det ord.

Han rejste sig og sammen travede de hjem til de andre. - det er egentlig meget smukt sagt, men hvor langt er folden fra deres hus? skal den ikke være i nærheden for at hjælpe med at holde rovdyr på afstand? hvis det er deres velstand, så holder man den tæt. det var først senere i middelalderen at man fik seperate stalde til dyrene, ellers levede de i den ene ende af huset, både for varme og for beskyttelse.

Glæder mig til at læse videre!

Hej Lasse.

Først og fremmest kan jeg egentlig godt lide din tekst. Ellers vlle jeg aldrig have læst den til ende. Jeg synes så den har nogle småproblemer, men det kan du læse mere om til sidst. Først bare de "ting" jeg bemærkede mens jeg læste.

Det første beskrivende afsnit ville jeg droppe og bare flette oplysningerne ind hen ad vejen.

Husk tegnsætning omkring replikker.
De skal sættes INDE i citationstegnene, men SKAL være der. Til gengæld skal der ikke være punktum efter ?"

Der skal mellemrum før udeladelsesprikkerne (...) hvis det er en sætning som udelades delvist. Hvis det er et ord (eks "Hvad me...") skal der IKKE mellemrum.

2 x 'den store mand' i stykket herunder:
mere nåede hun ikke at sige før den store mand afbrød hende.
"Det er det eneste rigtige sådan som situationen er nu!", fnøs den store mand
Du kan droppe det første og bare skrive "Mere nåede hun ikke at sige." Bagefter får vi jo at vide at "den store mand" har afbrudt hende.

Samme her:
"Oleg?" lød det pludselig bag ham og en hånd lagde sig på hans skulder. "Skal I rejse?".
Den kraftige mand blev afbrudt i sine tanker og vendte sig om.
Her kan du ændre det til:
"Oleg?" lød det pludselig bag ham og en hånd lagde sig på hans skulder. "Skal I rejse?"
Oleg vendte sig.
Vi har lige fået at vide at han hedder Oleg, så det må vi gå ud fra, er rigtigt, og at han bliver afbrudt i sine tanker, forstår vi ved at vi jo ER der da den anden taler til ham.

"Ja, vi søger sydpå. Vi rejser til Vindisburg i morgen", svarede Oleg efter tanken om de vilde fra nord havde forladt hans hoved.
Samme her.
"Ja, vi søger sydpå. Vi rejser til Vindisburg i morgen," svarede Oleg.

Den sidste sætning her mangler en afslutning. At hans tiltro til adelen hvad?
"Der kommer ingen soldater og ingen skibe!", svarede Oleg med en stemme der gjorde det klart, at hans tiltro til adelen i Vindisburg.

Uh, hvor fedt med nogle historier om de gamle kæmper. :)

"Hey!" sagde Eirik og puffede til Cain, der med det samme vendte sig om og så på sin storebror.
"Hvad?" kom det blot fra ham da han brat vågnede fra sin drøm.
Igen kan du lade være med at fortælle at han "brat vågner fra sin drøm". Det går vi ud fra eftersom han svarer. :)
Der er et par stykker mere af den slags, bortset fra det.

De to drenge var næsten nået ned til foden af den lille bakke, da Cain pludselig hørte en svag, men bekendt lyd.
"Eirik, Shhh" udbrød han og stoppede brat op.
"Hvad er det?" spurgte Eirik lavmælt med undren i sin stemme.
"Shhh!" snerrede Cain
Fnis. Undskyld, men jeg kan godt forstå hvorfor Eirik spørger om hvad det er, for inden Eirik siger Shhh til ham, taler han slet ikke. Så måske du skal skrive et eller andet i stil med: "De to drenge var næsten nået ned til foden af den lille bakke, og Eirik var i gang med at fortælle om en pige han næsten kunne lide, da Cain ..."

Her bliver sanserne så forvirrede:
"kneb øjnene sammen, i håb om at kunne præcisere hvor lyden kom fra. Med hænderne bag sine ører, spejdede man efter lyden. "
Cain kniber øjnene sammen (det plejer man at gøre for bedre at kunne se) mod en lyd. Allerede her bliver jeg forvirret. De to sanser bliver blandet sammen. Og du fortsætter med "Med hænderne bag ørerne (noget man gør når man prøver at lytte/høre bedre) spejdede han (vi hopper tilbage til synet med "spejdede") efter lyden." Og endelig "hører" vi så igen.

Den kom fra den anden side af bakken, og med ét satte han i løb tilbage op ad bakken mod toppen. Tilbage stod Eirik uforstående og kiggede på sin lillebror der i stor fart rendte tilbage op ad bakken.
Her kan du droppe 2 ud af 3 "op ad bakken".
"Den kom fra den anden side af bakken, og med ét satte han i løb opad. Tilbage stod Eirik uforstående og kiggede efter sin lillebror."

"Stille forsøgte han at hjælpe det lille forsvarsløse kid fri, mens det tornede krat rev hans arme og hænder til blods. Han tog sin lille dolk fra sit bælte og begyndte at skære i krattet. En tornet gren ad gangen, indtil han til sidst kunne løfte det lille, blødende kid op."
Her falder du så med begge ben i sentimentalitetsfælden. Et kid ER lille, så det er der ingen grund til at nævne (og endda 2 gange), og hvorfor er dolken lille? Medmindre det er en lommekniv (der så samtidig ikke er en dolk), må den have en vis størrelse, og der er derfor ingen grund til at kalde den lille.
Det samme synes jeg egentlig man kan sige om brombærkrattet. Der er 2 x "torn" hvilket burde fortælle dig noget om at du står midt i sentimentalitetsfælden. Lug ud i adjektiverne. Så bliver teksten som regel bedre. :)

lukkede de fårene ind i folden og stod tavst og kiggede på dem, alt imens det lille kid bare sad og ventede.
Hvorfor har de ikke lukket kiddet ind sammen med fårene?

Oplysningen om at det er Magnus Børjesson der har købt fårene, gives to gange. Jeg ville droppe den ene gang.

"fandt sin lille dolk frem og snittede på en lille figur han havde i sin lomme."
Her er så 2 x 'lille' i samme sætning. Den ene er igen om dolken. Den ville jeg igen droppe.

For ham var det en form for meditation
Jeg er ikke sikker på at Cain kender ordet "meditation", så jeg ville finde et andet. :)

Dejligt at Cain føler udlængsel. Enhver god fantasyhistorie starter jo med en der drager ud. :)

Hmm. Jeg er ked af at sige det, men lige nu aner jeg ikke hvorfor jeg skal læse videre? Indledningen med landets geografi er liiidt kedeligt at lægge ud med. Oleg er heller ikke meget bedre. Vi får at vide at familien skal rejse, men kan vi ikke få det at vide fra drengene? Jeg har desværre svært ved at se hvorfor vi skal høre om Oleg overhovedet. Har han en stor rolle at spille?
Og hvad med drengene? Vi hører at Cain redder et gedekid (pænt af ham bortset fra det), og bgefter tager han det så med ind som en anden hund? Jeg forstår ikke hvorfor han ikke afleverer det i fårefolden? Bliver hans mor ikke skidesur over at have gedelort spredt over hele huset?
Til sidst får vi ret kort at vide at Cain måske længes mod noget nyt. Det synes jeg, er fedt. Hvorfor ikke fortælle mere om hans udlængsel og mindre om landets geografi og Oleg? Måske er der også en pige han er lidt vild med, men ikke mere end at han synes det er fint nok hvis hun bliver. Bortset fra måske de vilde nordboer med deres økser osv. :)

Egentlig kunne jeg godt lide teksten, men jeg har som sagt lidt svært ved at gætte hvad der skal ske i næste kapitel.

Mvh
Eddie

En enorm interesant og godt beskrevet fantasy, hvor man får lidt godt fra alle hylder. Dog, er der nogle få gange, hvor beskrivelserne er for mange i en alt for kort sætning. Blandt andet er der nogle få i starten:
“Luften var kølig og frisk, og en blid brise blæste henover Nordstrand. Sommeren var for længst ovre og efterårets brune, røde og orange farver havde langsomt, men sikkert taget fat i træernes krone.”
Man kunne for eksempel: sætte et punktum og udskyde resten af beskrivelsen til en anden sætning.

For søren en tankevækkende beskrivelse af din oplevelse.
Genkender noget i det, desværre.

Barsk tekst - virkelig god. Man bliver suget ind i den. Indædt stemning. Du er rigtig god til netop at skabe den stemning. Fin slutning. Jeg får næsten lyst til at høre den dialog tilsidst!

Ja det er en stærk tekst. Det kan være svært at forstå hvilke mekanismer det er i spil når familier ikke kan komme overens. Måske er det uforklarligt. Vi kommer ihvertfald ikke tættere på en forklaring her. Det er også ligemeget for historien er godt skrevet og er underholdende læsning. God slutpointe. Godt brølt!
Kh

Hej Lasse

Jeg kan som udgangspunkt godt lide dit uddrag. Det er åbenlyst at du kan skrive og dine beskrivelser i starten er gode, men gør mig desværre ikke interesseret i handlingen. Det er først ved sætningen: "[...] den sidste gang hun så sin mor[...]" at min interesse for alvor bliver vagt.

Jeg ville derfor foreslå at du starter uddraget der og flytter beskrivelsen af da faren tager af sted ned efter at det skrives at det sner på samme måde som da moren døde. Ydermere vil jeg foreslå siden børn under 10 år ikke kan forholde sig til døden på samme måde som voksne, at i stedet for at skrive at pigen bliver ked af det og så vred, at du lader faren forklare hende det. Det ville give faren mere personlighed og udtrykke et tættere bånd mellem far og datter, der hjælper med at øge spændingen over om faren kommer hjem igen. ved at have faren forklare det, kan du også give det en mere visuelt billede, ved fx at nævne hendes gravsten, som en dør til et nyt sted eller hvad end der passer ind i din historie. Det er selvfølgelig helt op til dig om du vil tage vil bruge mit forslag eller ej.

Alt i alt et uddrag med potentiale.

Mvh.
Dani

P.S
Din beskrivelser af morens død er god.

Hej Lasse.

Ganske lovende uddrag/indledning.
Der er nogle rigtigt fine beskrivelser af moderens død og lyset, som faderen tænder.
I starten nævner du mange gange, at historien udspiller sig "højt mod nord" Tredje gang havde jeg fattet det :-)
Fine detaljer omkring afgrøder, men igen - nok lidt for meget kredsen om det samme (dobbelt - og trippel-effekt).
Hvis jorden er dybtfrossen er det svært at få nogen i jorden. Er det noget, du har tænkt over? Måske er det sne som f.eks i disse dage med temperaturer omkring nulpunktet eller lidt over og så kan man nok godt grave seks fod ned. Du behøver ikke udpensle det, men kan måske bruge at have det i baghovedet?
Jeg bliver ikke "væltet omkuld" af din tekst, men det rører mig da, at den lille pige sidder og venter på far - hvis hun var levende og i nærheden, ville jeg give hende et knus. Og hermed har du fat i mig som læser og jeg vil gerne læse videre. Tænker dog, du måske kan vinkle historien, så den fremstår mere som hps synsvinkel - måske efter en forkortet udgave af beskrivelser omkring sted, vejr, dødsfald osv. Men hver sin skrivestil :-)

Vh. pia H

Hej Lasse
Jeg faldt for overskriften!
Beskrivelsen og indlevelsen af - og i pigen et troværdig og rørende. Billedet med lyset, der brænder ned er flot.
Jeg synes der er for mange beskrivelser, som er lidt floskelagtige, især i starten. Jeg savner noget nyt, noget jeg ikke selv kunne have gættet mig til fx det med grenenes hvide kjoler. Men
-solen kæmpede en brav kamp
- et isnende jergreb
- endelig skue foråret i det fjerne
Osv, er for forudsigeligt.
Kan du bruge denne kommentar?
Vh
Gaia

Kære Lasse
Du har formået at beskrive pigens mor sygdom og død meget tæt på, så man ser det hele for sine øjne, og forstår hvorfor det er så forfærdeligt for pigen.
Vh fra Jytte