En sjov, underholdende og velskrevet skrivelse / novelle. Jeg blev med det samme fanget ind i historien om kvinderne i din familie, og deres angst for mange ting i livet. Sjov overraskende slutning! Tusind tak for dejlig laesning.
Kaerligst Bettina

Velkomponeret og underholdende, for så vidt som disse ulykker der NÆSTEN regner ned over familien, kan være det.
Men det er godt skrevet dette lille barndomsresume´ humoren er med til at bære igennem.
En fin overraskende slutning.

Rigtig, rigtig udmærket skrevet. Man skiftevis trækker på smilebåndet, ryster på hovedet, klør sig tvivlende i nakken. Og sætningen, der begynder med "Det er ikke fordi, der er noget galt i at være handicappet" rammer simpelthen plet. Kuldegys. Desværre meget sigende for alt for mange mennesker. Fint disponeret, godt sprog.
Tak for en god læseoplevelse :o)
Hvis du har lyst til at kende mig, har jeg en hjemmeside: www.loneals.dk

Gaaaaaaaab ...........man føler med hovedpersonen og glæder sig over ikke selv at skulle med til familiefesten, husker hvordan man selv har været ved eller HAR optrådt "upassende".
Det er velskrevet med gode detailjer.
Fint at den begynder og ender i samme billede.

Hej Leila

Herlig tekst om den familie, som man ikke altid ønsker at tilhøre. Den er grinagtig og der er mange gode billeder. Herunder en række småting, som du må se om du kan bruge.

Fangede lige en ligger/lægger-smutter. "Hun ligger mærke" - Det skal være "lægger", fordi det er en aktiv handling. Det er noget hun "gør".

Hvor er det fint: "Skulle de endelig bevæge sig væk fra Danmarks trygge græs, tager de på charterferie med all inklusive, hvor alle andre alligevel taler dansk, og man aldrig konfronteres med mere af det lokale end de danske guider nøje har udvalgt hjemmefra."

Godt! "Der er ingen der lyver, men der er heller aldrig nogen der siger sandheden."
- Fin opremsning af familiens flere sorte får

Også godt! "Selvfølgelig findes der også andre Brugsen-butikker og andre bagere i Danmark, men der er bare noget særligt ved de lokale, det er ligesom om man kan smage det." - lige i øjet.

Du skriver konsekvent stort bogstav efter spørgsmålstegn. Det skal det ikke være i dialog: "Hvordan går det med Morten?" spørger hun", skal der bare stå.

- Supergod tekst. Den er så fin og så genkendelig.

Mikala

Hold da helt op.
Du er en forfatter, der formår at skrive om følelser, med følelser - det er tydeligt. Dit sprog er flydende og varieret, og det er en fornøjelse at lade sine øjne vandre henover din tekst.

Jeg er nu engang typen der mener, at enhver er forpligtiget til, at komme med konstruktiv feedback, og jeg vil derfor knytte en lille kommentar:
Indledningen forvirrede mig en smule. Første sætning sendte delte signaler: "Der lugter af kaffe og friskbagt franskbrød i hele stuen.". Personligt, og jeg tror det gælder de fleste, er friskbagt franskbrød noget man mindes med glæde. Det samme gælder kaffe. Men det "dufter" ikke - det "lugter". Hvad skyldes det? Er det bevidst?

Jeg vil dog rose dig meget for de her små, fantastiske sætninger, der karikerer nogle øjeblikke, som mange nok kan genkende fra familiesammenkomster. Den der utålelige ligegyldighed, hvor nogle mennesker går mere op i, om bagerens brød er godt, end hvad 'finnen' hedder. Stjernegodt ramt!

Hej Laila

Sikke en tekst, man føler sig helt blæsts bagover i sofaen når man sidder her og læser den. Det er tydeligt at mærke stemningen og jeg tror virkelig at mange som har prøvet noget traumatisk kan sætte sig ind i den kaotiske stemning du beskriver så malende.

Jeg har lagt mærke til et par slå fejl jeg lige vil nævne :)
"Hun må have tabt den idet" - det skulle vidst være "i det"
"Lykkereligere tider" - Det må være lykkeligere?
"Han forstår ikke hvad det er hun siger og det irrieterer ham at hun taler." - Jeg tror du mener "irriterer"
"Hans søsters åbentstående mund der trods den var helt stille stadig så ud som om den ville sige noget livesens vigtigt" - Hvad betyder livesens?

Så var der noget omkring direkte tale som jeg synes man kunne blive lidt forvirret over. Når man har en direkte tale som fx:
"Kathrine," snøfter han.
og du så skriver endnu en direkte tale et afsnit under fx:
"Hun så det ikke. Telefonen... lastbilen kom bare. Det var for sent. De er væk. Alle sammen. Døde. Jeg er så ked af det."
Så virker det som om det er to forskellige personer der taler. Det tog mig et øjeblik at forstå hvad der foregik. Jeg vil foreslå at skrive den direkte tale sådan:
"Kathrine," snøfter han, "-hun så det ikke. Telefonen... lastbilen kom bare. Det var for sent. De er væk. Alle sammen. Døde. Jeg er så ked af det."
På den måde kan man se at det er en sammenstående direkte tale og fra den samme person.

En sidste ting. Jeg elsker den måde du bruger de korte sætninger, med mange ophold, til at beskrive den kaotiske situation. Små korte sætninger er virkelig gode til at understrege den slags. Jeg tror dog der er nogle få steder du kan undvære det og/eller helt fjerne nogen af sætningerne. Novellen ville stå ligeså klart eller måske endnu klarere hvis du kortede den en lille smule ned. KUN min mening ;)

Det endte jo med at blive en lang kommentar, men jeg håber at du kan bruge det til noget. Jeg synes det var en utrolig stærk novelle som rørte mig dybt. Du kan virkelig nå ind i hjertet på mennesker gennem dine ord. Fantastisk!

Vh. Alberte :D

God læsning, Mange tak :)

VhThomas

Hej Leila

En frygtelig historie om øjeblikket der smadrer alt. Rasmus der forsøger at stykke øjeblikket sammen, men kæmper mod den viden på samme tid.

Det går hurtigt op for læseren, at der er sket en forfærdelig ulykke. Noget der ødelægger alt. Til slut går det op for læseren hvor mange der er ramt. Hvor omfattende katastrofen er. Det er en rå virkelighed der tårner sig op.

Novellens styrke er den gode opbygning, hvor man som læser langsomt stykker brikkerne sammen sideløbende med din hovedperson. Godt indblik i et knust og forvirret sind.

Historien kunne nænsomt forkortes og gerne med lidt flere naturlige afsnit indlagt. Det øger læseglæden. Ellers meget interessant tekst om et frygtelig emne.

Mikala

Hold da op! Meget rørende fortælling, virkelig godt beskrevet, jeg ser alle de ting for mig som han ser... Det er næsten for meget på en Torsdag aften...

Hej Laila
Du har en rigtig god perspektivering i din novelle.
Krigen i 1864 - Skoleklassens indstilling til den gamle krig - deres verden er selfies og Instagram
Hendes store savn af sin mand, der er i krig. Nervøsiteten og altid bange for at der sker noget med ham.
Fine billedbeskrivelser af 1864 krigen og også soldaternes familiers liv
Og den nuværende virkelighed, hvor den unge skolelev synes det er sejt at være i krig
uden at tænke på, at man faktisk kan dø af det. Kun interesseret i om hendes man har Instagram.
Jeg synes det er en rigtig god måde, du springer imellem fortid, skoleelevernes virkelighed, og hendes egen.
Børn og unge er i nuet, og først senere i livet forstår og erfarer de ting om livet. Forstå at dengang kunne man ikke bare tage en iphone og ringe, ikke bare gå på internettet,
Rigtig godt skrevet.
Vh. Jytte

Hej
Jeg sørger sammen med hovedpersonen og du får fint skildret hendes vrede og frustration. Jeg ser lejligheden for mig og det forliste forhold. Heldigvis vælger hun selv at gå ud af døren på vej til en fri tilværelse, det giver håb for hende.
KH
Ann Sujatha

Hej
Jeg kan godt lide at historien bliver dobbelt af den udsendte kæreste og de faldne soldater. Jeg syntes fint du rammer tidens tand med div. sociale medier. Er selv ikke god nok til at bruge dem endnu.
KH
Ann Sujatha

Hej Laila

En rigtig god historie du har skrevet. Jeg syntes det fungerer rigtig godt med vekslen mellem nutiden, afsavnet og tankerne om historien. Jeg kan sagtens genkende problemet med at engagere børnene fra mit spejderarbejde.
Jeg havde sådan håbet at hun havde hørt fra Christian til sidst, men det er nok den bedste slutning at lade være :)

Tak for en god historie

Mvh
Michael

Hej Laila
Du får fint vist os alle hendes tanker, da han går. Minder om ferien på Rhodos, billedet af det smadrede stel på gulvet, billedet af alle de ting de ikke skal gøre mere, billedet af koppen i køkken skabet, billedet da hun smider koppen og fotosene ud. Hun erkender det er slut. Fin måde du relatere til fotos på instagram, hvor de kunne fremvise deres "fine" kaffestel. Hvad er vigtigst, deres følelser for hinanden eller "kaffestellet".
Sjovt nok har jeg aldrig været inde i den verden, hvor man samlede på kaffestel-middagsstel, men jeg kan huske min bror gjorde-og det var i stentøj. Jeg har fået min mors fine kaffe og spise stel, som hun fik da hun blev gift. Dengang sidst i 50erne fik man det som gave, og det var meget fint at have.
Vh. fra Jytte


Godt skrevet.