Kære Inge.
Ja, hvorfor og hvis fylder meget de første år af sorgen.

Det gør mig så ondt for jer, hver gang jeg hører om flere.
Der var nogle fantastisk rørende artikler i avisen i december. Det var om 2 forældrepar, der hver mistede et barn i trafikken i december 2006. Tårerne ruller hver gang så avisen bliver våd.

Tænker desværre på det næsten hver dag. Hvor megen sorg der er bag hver dødsannonce og små notitser.
Da jeg var 18 år ville jeg ikke have gjort det, med mindre det var nogen,jeg kendte. Da var jeg ung og sorgløs. Jeg forstår nu betydningen af det udtryk: "Ung og sorgløs". Livet bliver aldrig helt det samme.
Dog for mit eget vedkommende i høj grad værdifuldt.

Hej Inge.

Jeg har lige gennemlæst, gennemlevet, og inderligt oplevet, hvad det vil sige at miste noget der er så dyrebart som sine børn.
Din tekst er for det første utroligt velskrevet, og velformuleret, men mere end det rammer den mig hårdere end jeg på nogen måde kunne tro. Jeg håber du er kommet videre idag, og er kommet til et stadie hvor du kan glædes over dine 2 tilbageværende børn og drømmer drømme på deres vegne, og de på dine vegne. Det er nok umuligt at skrive noget lindrende om en skæbne så forfærdelig, så vil ikke engang prøve. Blot sige TAK!. Tak, fordi du ville dele din største sorg med os andre. For på en underlig måde har din historie gjordt mig rigere, og får mig til at værdsætte imorgen, lidt mere.

Alt held og lykke i fremtiden.

de bedste ønsker herfra.

Kenny Hawk

Den stilfærdige tone gør mere indtryk end et direkte udbrud ville have gjort. Flot!

Er lige i tvivl om fjerde strofe: "Undres at alle går videre
i livet deres
når I ikke går..." Det lyder lidt norks i mine ører?

Hilsen Kim Leine

Meget enkelt og værdigt, uden antydning af sentimentalitet, om tabet, sorgen og vreden. Det her kunne jeg godt lide. Hilsen Kim Leine

Hej Inge !
Vi har tidligere haft lidt kontakt via mindet og mail. Du var så venlig at sende mig et billede af den broche du har fået lavet med tænder fra dine drenge isat. Jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at køre det samme eller noget lignende med de mælketænder, jeg har efter Karsten, der døde den 16.10.2006.
Idag er også en af de dage, hvor jeg tænker lidt mere på ham.
Jeg har 1 års bryllupsdag.
Blev altså gift igen efter skilsmisse i 92.
Karsten var mit vidne ! Min dejlige store søn (2,04m) (knap 32 år) Han var så flot og jeg var så stolt over at han ville.
Min mands yngste datter var også vidne.
Vi fik taget nogle dejlige billeder fra den dag, dejlige minder.
Men hvor jeg savner at han ikke er mere.
Kun små 4 måneder efter vores bryllup, døde han.
Det har været et barsk først ægteskabsår. Det er en så stor sorg at miste et barn og så er jeg samtidig blevet gift med jordens dejligste mand. Men jeg tør jo ikke være glad for noget, så tror jeg bare der sker noget !!! Jeg er bange for livet, siger min psykolog. Ja okay, men hvad pokker gør jeg ved det? jeg læser nu en del på mindet, men også her på Fyldepennen og jeg har fundet alle dine digte. Uha hvor de udtrykker mange af mine følelser.
Jeg har fået 10 langstilkede røde roser af min mand her på 1 års dagen og jeg har lyst at give ham dit digt: Kæreste du... måske vil jeg tillade mig at omskrive det lidt, så alt passer til mig. Det er jo nok i orden med dig.
Jeg håber du har din kæreste endnu og har mod og tør livet.
Bare jeg selv turde, lidt mere end tilfældet er !
Kjærlige hilsner og tanker til dig
Lene B.B.

Kære Inge,
Det gør mig utrolig ondt for dig. Jeg har ingen børn at miste, men jeg ved hvordan det føles når man bare får et tavst blik istedet for ét eneste venligt ord.
Som ofte i den slags situationer, har jeg ikke noget passende at sige, men jeg kunne ikke læse din tekst uden at skrive noget.
Det gør ondt at vide, at tavsheden findes overalt.

Din tekst skar mig i hjertet, og jeg kan ikke forestille mig hvor ondt det gør.

Gode ønsker.

Jeg kan altså godt forstå, at der er ting, du ikke kan kapere. Jeg har det som dig: Døden skal komme i den rigtige rækkefølge. Den må ikke tage vores børn først. Det er strengt forbudt. UANSET ÅRSAGEN!
Føler med dig...og vil senere læse resten af dine digte.
Kh Heidi

Dit digt rammer mig. Rammer mig fordi jeg selv er stensamler og mor. Mon ike også jeg ville hade sten, hvis jeg var i dit sted.

Nærhed er nu ikke "bare"..det er en mangelvare....

Puh, da jeg læste din tekst, kunne jeg ikke lade være med at tænke: "Hvad i al verden er meningen med sådan en ulykke, sådan en sorg?" Det virker hårdt at skulle miste et barn, men at du skulle miste to ... Tak, fordi du delte din oplevelse med alle os herinde. Tak, fordi du sætter ord på berøringsangsten. Og ikke mindst tak, fordi du har modet og overskuddet til det!
Rigtig mange kærlige hilsner fra Line.

Av hvor er det smukt. Det er så hårende rejser sig på mine arme, og jeg fandt mine øjne våde da jeg var færdig med at læse det. Du rørte mig. Må livet, lykken, tiden, varmen, kærligheden - ja alverdens vidundere være med dig. Mathine

Et meget følelsesladet digt, der vel beskriver hvordan det må være at miste.
Den meget forvirrede tone, symboliserer kun alt for godt det meningsløse i situationen. Hvorfor skete det? Hvorfor dem? Hvorfor skulle det gå ud over mig?

Digtets mange gentagelser understreger på fantastisk vis, forvirringen - frustrationen der ligger gemt bag ordene.

Da jeg kendte historien bag digtet i forvejen, tror jeg ikke, at jeg kan give en objektiv vurdering. Men jeg vil da prøve:

Hvis det ikke var pga. du tiltaler personerne i 2. pers. plu., kunne digtet såmænd lige så godt have været et kærlighedsdigt. Hvor er jeg skilt fra dem jeg elsker? Det er jo sådan set også et kærlighedsdigt. Tror ikke jeg kan komme med noget konstruktiv kritik overhovedet, undskyld, Inge - men det ER et dælens smukt digt...

Jeg synes du rammer noget meget essentielt, nemlig berøringsangsten.
Den er så komplet uforståelig, som om omverden bilder sig ind at sorgen er smittefarlig, at man kan undgå sorgen ved at "vende sig fra den."
Jeg tror også du har ret i at sorgen skal bearbejdes på egne præmisser. Selvom sorgen gør ondt er der også, med tiden, meget smukt forbundet med den - tror jeg - for minderne skal vel bæres videre på en god måde. Tak for din oprigtighed, jeg tror jeg forstår lidt mere af det hele omkring sorgprosessen.
Bibelot

Jeg havde én, jeg troede, jeg havde det sådan med, indtil hun forsvandt - men jeg kan tydeligt huske følelsen, og den er lige præcis som du skriver..

Må vætterne beskytte dig på din vej
Marius

Kære Inge. Når det gør ondt på den, der læser digtet, kan man sagtens forestille sig en bid af digterens store smerte! Det er smukt skrevet, - og det har stor indvirkning på læseren!! M.k.h. fra Ingrid-Chenet.

Kære Inge
Ingen andre end dem, der også er medlem af dén klub, kan vel forstå bare en lille smule af hvad du føler. Flot at du kan sætte ord på, stærkt gået.
Else

Hej Inge, godt digt med gode spørgsmål.
Men vi når jo alle til enden på et tidspunkt og så får vi se hvad der venter der. Håber dog det bedste.
Mvh, Bo

et intens og sigende digt

Et godt digt, der viser din taknemlighed til din kæreste. Så længe man er sammen

Ja det er svært at finde plads til tårer i vores samfund. Har du ikke nogen nære personer, hvor du kan finde forståelse?

Et vældigt godt digt. Gribende. Historien overrasker til slut.
Godt gået.

Kære Inge

Det er svært at sætte ord på, hvor meget din tekst berører mig. Du har oplevet det frygtelige, som alle vi mødre til unge mennesker, konstant frygter - jeg føler med dig, af hele mit hjerte.
Kærlig hilsen Inger