Fin fortælling om fødselsdepression. Det er udelukkende set fra kvindens synspunkt og det er hendes verden og følelser man får indblik i, hvilket er i orden da sagens kerne jo ligger dér.

Rørende tekst, selvom den først fangede mig i den sidste halvdel. Men der gjorde den tilgengæld det også godt.

Jeg synes af en eller anden grund fortæller vinklingen er lidt mærkelig til historien.. Det generede mig hver gang du skrev "kvinden" og "manden". Jeg tror jeg ville have skrevet den i jeg - person. Men det er selvfølgelig smag og behag.
Jeg synes bare ikke, at man kom tæt nok på personerne. Og det er jo egentlig en skam når det er sådan et relevant emne.

Held og Lykke i konkurrencen! :)

En novelle som forsøger at beskrive virkeligheden som den er. Der er ikke megen eventyr eller religion over den på trods af titlen som giver en nogle associationer før man begynder at læse. Til slut finder man dog meget godt ud af hvad meningen er med titlen. Det virker som om kvinden i historien er ramt af flere ting, - for det første vil mange jo nok sige, at det handler om en fødselsdepression/psykose, det virker tydeligt. Dernæst ser det også ud som om hovedpersonen går hjemme og skal tage sig af den lille i størstedelen af døgnet mens manden ikke gør så meget. Så "depressionen" handler nok også om det ulige ansvar. Men til sidst får man indtrykket af at forfatterens hovedintention er at beskrive den "depression" hun har fået. Et sted er det måske også en tekst om parforhold og hvor ulige byrder de involverede parter enen af naturlige eller ufrivillige årsager kommer til at bære. Måske var der brug for andre til at aflaste familien, - slægtninge eller lign.

Smukt.....
Sikke en dejlig novelle.
Jeg tolker det til, at kvinden har en fødselsdepression.
Jeg er selv gravid, og tænker alle de tanker, kan jeg gøre det godt nok? Bliver jeg en god mor? osv, så jeg kan levende forestille mig, hvordan hun har det.
Er det mon egne erfaringer der er skrevet ud fra?
Under alle omstændigheder, er den intet andet end perfekt....

En God beskrivelse af en fødselsdepression.
Velformuleret.
mvh, Michael

(Skriver under forfatternavn Helene Stabenow)

Til alle jer, der har kommenteret min tekst...

Tusind tak for alle jeres kommentarer, som jeg i hvert fald til en vis grad giver jer ret i. Jeg havde en hensigt, da jeg valgte at undlade at give manden og kvinden navne, og det var vist noget med at tydeliggøre, at det kunne ske for hvem som helst, men nu kan jeg godt se, at fortællingen ikke ville have mistet noget ved at der kom navne på - måske tværtimod. Så tak for det :-)

Engkilde, du skriver, at du frygtede for drengens liv. Det er jeg meget ked af, for det var overhovedet ikke min hensigt, tværtimod bliver moderen jo rædselsslagen ved tanken om, at der skulle være sket den lille noget. Hun ønsker ikke barnet dødt, men som nybagt, hormonforvirret mor kan det være meget tillokkende at ønske sig tilbage til "den oprindelige tilstand"...

BEJ1 foreslår ordet "stiler" i stedet for "stævner". Ordvalget har noget at gøre med billederne i mit hoved: jeg ser kvinden som en isbryder, der bruser sig gennem forhindringer for at nå målet, og en sådan vil vel altid stævne frem for at stile. Men det kan godt være, det ikke holder... ;-)

Endelig - og det er det vigtigste for mig - er der kommentarerne til graden af kvindens depression, eller hvad man nu kan kalde det og spørgsmålet om, hvorvidt det hele kan kureres af et smil...
Jeg kan kun sige det ud fra mig selv: jeg har selv tre meget små børn, og efter de to første fødsler (de er ikke tvillinger...) havde jeg det i meget høj grad som kvinden i fortællingen - jeg befandt mig i et sort hul, hvor der ikke fandtes andet end gylp, bleer og sutteflasker, og hvor jeg konstant spekulerede over meningen med tilværelsen. Jeg tænkte aldrig på hverken pigernes eller min egen død, men men havde nærmest en resigneret tilgang til resten af mit liv som jeg så det fra bunden af mit lille hul.
Forunderligt nok blev jeg begge gange "kureret" som ved et tryk på en kontakt - første gang var det faktisk af et smil - efter ca. 5 uger. Det var virkelig som at få et tæppe trukket væk fra hovedet og det var en vidunderlig følelse. Så det kan altså godt ordnes så let i nogle tilfælde... (Heldigvis blev jeg forskånet for denne massive elendighed, da min tredje datter kom til verden, så jeg har da også oplevet en "almindelig" barselsperiode med alt hvad dertil hører...)

Puh, det blev en lang kommentar - jeg følte mig bare lige nødsaget til at "forsvare" mig selv lidt... ;-)

Åh ja, og så var der det med den pligtskyldigt blåstribede bodystocking - det er jo fordi kvinden på det tidspunkt er revnende ligeglad, men alligevel markerer, at det er en søn, der er kommet i huset... Lidt for meget, måske...

Meget smuk fortælling, hvor slutningen varmer helt inde i de inderste kroge af hjertet. Virkelig smukt! Jeg ser stormen som der, hvor moderen befinder sig, hvilket er flot beskrevet. Først troede jeg hun hørte synes, men med spædbarnet bliver det meget klart.

Hvorfor har du valgt, at de kun hedder "kvinden" og "manden"? Det får historien til at være abstrakt eller hypotetisk, i stedet for personlig og nærværende.

Louise.

Tak Helene for din fortælling.

Og sikke et stormvejr af følelser!!!

Det praktiske: jeg fandt ingen fejl eller 'stoppesteder' hvilket er flot. Jeg glæder mig osse over din disponering af teksten, afsnittene og sætningerne - tænkte som talte.

Jeg er ikke nogen specielt god kritiker, fordi jeg dirigeres af følelser fremfor af objektivitet, men så har du jo osse de øvriges kommentarer at støtte dig til.

Dit emne i denne fortælling må mange mødre - om ikke alle - være stødt på. Vi mænd er praktiske, eller hvad det hedder i denne sammenhæng, og vi kan stikke af og tage på arbejde og alt det vi nu tillader os, med den overbevisning at alt går godt på hjemmefronten, for det er jo nærmest noget der er lagt i generne på vores piger at de elsker deres børn. Vi sku' bare vide.

Held og lykke med konkurrencen.

Kalle

Meget smuk, rørende novelle som både er velskrevet og vedkommende.

Gode personportrætter og fornem beskrivelse af sindstilstande - både hendes, hans og deres indbyrdes. Og uden at sætte navn på det, der er så tydeligt.

Dog ønskede jeg mig også navne på de to hovedpersoner, det blev lidt trættende at læse "kvinden" og "manden".

/Gitte

Hvor er det smukt og velskrevet... Kan se at du kan spille på mange tangenter (også læst din anden tekst herinde) og jeg er imponeret over dit sprog og din evne til at skabe dybde i et sind.

De er alle tre rigtig gode, dine personer. Både Mor, Far og lille ny. Hun er flot gengivet med et troværdigt handlingsmønster for en fødselsdepressiv mor. Meget flot!

Synes teksten skifter og gå i en helt anden retning i anden halvdel, men du gør det med enkle virkemidler og igen - med troværdighed.

Du er dygtig!

Mikala

Den her går rent ind hos en mor (som jeg er).
Jeg har dog aldrig haft en fødselsdepression, men kender alligvel lidt til de tanker, følelser og frustrationer, man har som nybagt mor og som HP har i novellen. Jeg synes du skriver super godt og jeg blev grebet af historien, som rørte mig meget. Du kan virkelig noget med ord!
Som allerede nævnt ville jeg også have ønsket at personerne havde navne og det forekommer mig også urealistisk, at kvindens depression er væk så hurtigt. Men alt i alt en af de bedste noveller, jeg har læst indtil nu.

Hvad er dette? En fødselpsykose? Ja, det må det vel være, og den er vist også beskrevet godt. Men hvad har jeg forstand på det?

Jeg kedede mig bravt i første halvdel, men blev så fanget i anden halvdel, når barnet smiler og det lysner, og da kunne jeg godt se novellen som en god helhed.
Kåemer

En novelle om en fødselsdepression, ja, det emne har nok for dig selv i denne konkurrence. Men stormtemaet passer fint ind, og du havde slet ikke behøvet at have en så konstrueret tilgang til temaet. Det ligger jo lige under overfladen i moderens sind.

Din tekst indeholde nogle meget malende passager (bl.a. hele indledningen, hvor du er tæt på at tabe mig, fordi jeg ikke aner hvad du skriver om og jeg ryger helt på vildspor). Så har du nogle meget konkrete beskrivelser, sprecielt hvor mor og barn er samme. Jeg syntes at de "malende pasager" er svagheden i din tekst og de "konkrete passager" er styrken. Jeg ville formodentlig have fordoblet mine point til dig, hvis du havde hold dig til det konkrete.

Kunne du ikke have givet manden og kvinden nogle navne? Det er selvfølgelig et bevist valg du har foretaget ved ikke at gøre det, men det virker lidt underlig når du det ene øjeblik beskriver hende som "kvinden", som ser du på hende med en telelinse fra en satellit og det næste øjeblik er inde i hovedet på kvinden (hun kender vel sit eget navn?). Denne historie handler om nærvær, og "Kvinden" og "Manden" skaber ikke nærvær.

Og så er der selve handlingen sat op mod slutningen. Det er en meget let fødselsdepression vores HP lider af, når den kan kurerers af et enkelt smil. Det er selvfølgelig meget smukt, kan jeg godt se, men efter at have læst temmelig mange sider, hvor jeg tror hun er på nippet til at dræbe sit barn, viser det sig at hun slet ikke er alvorlig syg. Det svare til at skrive en historie om én der er dødsyg og det så bare viser sig at være en mild influenza. Jeg blev mildest talt lidt skuffet.

Uanset om du vil skrive en smuk historie med en happy end eller en barsk historie om en alvorlig depression, så burde din tekst have været reduceret med 20-40% (efter min mening).

Jeg synes du har det er skal til for at skrive en virkelig skarp novelle - det handler mest om at rydde lidt op i den nuværende tekst.

-christian

En rigtig god novelle. Man kommer langt ind i kvindens psyke og forstår hendes problem.

Der er dog passager som virker for lange og forklarende.

Slutningen? Jeg kan ikke få samme association fra stormen til drengens navn. Det virker konstrueret på mig.

-Manfred

Flot sprog, meget meget fine beskrivelse af hovedpersonens følelsesliv (jeg savner også et navn på hende). Ellers har jeg ikke så meget at tilføje i forhold til de andre kommentargivere - rigtig god novelle!

Held og lykke i konkurrencen!

/Mette

Flot titel med en positiv holdning. Den positive holdning dukker også op til sidst, men jeg synes ikke du forholder dig til din titel. Du bruger ikke signalet i titlen. Dine beskrivelser er generelt fine, især i dialogerne.
Du har dog nogle aparte ord af og til samt fejl i sin/hendes og af/ad.
Du bør også overveje show - don't tell problematikken. Du har brugt den, men mange steder er det fortælleren der redegør for tingene.
Du bruger også et par velkendte klicheer, hvor du med dit store ordforråd sagtens kunne skabe dine egne klicheer. Din HP er godt skildret, levende og speciel. Det fanger.
Din synsvinkel er med den alvidende fortæller lagt på kvinden, men pludselig kommer manden ind og "spiller synsvinkel." Det er ret forvirrende.
Handlingen kører, som jeg ser det, på en fødselsdepression. Mange af de kendte tegn er tilstede. Men der er også nogle ting, der ikke rigtig passer.
Så, du fanger mig med historien, men nogen steder må jeg også stå af.

”Kvinden mærker hver gang en stormflod af hævntørst og galde, der næsten slår benene væk under hende. Det er jo så let for ham, og det er kun fordi hun er så uendeligt træt, at hun ikke kaster sig over ham og bruger vold for bare at få ham til at holde kæft”. Det er en rigtig god beskrivelse af hendes afmagt.
”Kærligheden er der måske et sted, men hun kan ikke få fat på den, hun kradser i den tomme luft efter en følelse at klamre sig fast i, men alt, hvad hun opnår, er tomhed. Tomhed og så angsten” Igen et godt billede på kvindes sindstilstand.
”stævner med usikre skridt” Der vil jeg forslå ordet stiler.
drengens pligtskyldigst blåstribede bodystocking. Jeg forstår ikke ordet pligtskyldigst. Jeg synes så også, at du skal give kvinden et navn. Hun bliver mere tydelig som person.

" Hendes stemme lyder mærkeligt normal, hun havde forventet, at den ville være sprukken og tør efter ikke at have sagt en lyd en hel dag. Hun kan ikke en gang synge for drengen, fordi hun føler sig som et løgnagtigt fjols, når hun prøver.” rigtig godt.


Jeg holdt helt op med at kopiere, hvad jeg syntes, var godt, for det var det hele, fandt jeg ud af.
Du beskriver strålende, hvorledes en lille ny kan gribe forstyrrende ind i et godt forhold. Der har lige været en udsendelse om det samme, og den udsendelse faldt helt i tråd med din novelle.
V.h. BEJ1

ganske interessant tekst du har skrevet her, og en historie som jeg opfatter som en fin og indfølende beskrivelse af en let fødselspsykose?

du beskriver med sikker hånd din hovedpersons indre storm synes jeg.

og så er det så lidt der skal til for at vende billedet!

flot!

Novae/Mikael

Hej Helene.

Fin, beskrivende beretning, der virker gennemtænkt.
Handlingsmæssigt undrer jeg mig lidt over, at manden (faderen) ikke tager fri, når han forståeligt nok er bekymret. Kan han da ikke få barselsorlov?
Skriveteknisk er den bygget godt op, så kvinden f.eks ret tidligt spørger sig selv, om hun måske selv har bedt om det? Og denne undrende læser tænker, at det handler om stemmerne/depressionen - og bliver hængende for at få mere at vide om dette selvforskyldte.
Smart ;-)
Og så er det vist en depression? En fødselsdepression, og jeg synes du kommer godt omkring årsagerne (sådan som jeg har hørt det kan være)
Slutningen går hen og bliver direkte poetisk. Her skrues op for det litterære og jeg synes det virker ganske godt.
Klart at den dreng skal have netop det navn ;-)

vh. Pia Hansen

Hej Helene, det er en historie med potentiale, for den tager et emne op, som er væsentlig for mange og det er bestemt rørende, men det er så bare problemet, at det ind imellem er lidt langt og godt kunne have være strammet op. Man kommer så let til at få fornemmelsen af en sygehistorie med de lange udrednnger. Det hindrer så ikke, at slutningen bestemt er smuk og rørende og det er dejligt med skildringen af et lille hverdagsmirakel. Det bredes bare ud overfor mange ord. VH Mons

Meget smuk og rørende fortælling. Utrolig fint sprogbrug!

Hej Helene,
Sikke en gribende, hudløs og rørende historie, med en dejlig afslutning. Du beskriver fantastisk godt de indre storme i den situation man er i som helt ny mor. Du lader det gå et stykke tid inden du afslører den lille, og bygger dermed op en spænding, og det er fint.
Enkelte passager kan synes lidt lange, men med dine billedlige og skønne formuleringer synes jeg ikke det gør noget.
Afsnittet som beskriver hvordan den lille fastholder kvindens blik er meget dybt og fantastisk formuleret, man får helt gåsehud.
De følgende udtryk synes jeg er helt fantastiske:
"-- hun kradser i den tomme luft efter en følelse at klamre sig fast i, men alt, hvad hun opnår, er tomhed."--
"-- hvor ingen glæde kan trænge ind, men hvor sørgmodigheden har frit lejde."
En super god historie :-)

Dette er da cliffhanger-materiale der vil noget!

Du bygger stille og roligt hovedpersonen op. Lader os få indblik i hendes tanke- og følelsesliv. Luller os nærmest lidt i søvn - eller i det mindste i en vildfarelse om at dette er et "harmløst" personportræt. Og så slutter du af med et løfte om store omvæltninger / drama eller det der er værre.

Flot start. Fortsættelse udbedes.

/Gitte

Spændende første kapitel til en fortsat fortælling. Faktisk tror jeg teksten ligger lidt forkert, gør den ikke? Burde den ikke ligge under ”romaner” hvis du har tænkt dig at fortsætte den.

Nå, spændende møde med Marie med den vilde fantasi – alt det der kan ske med ens kære, når vi ikke lige er der, til at holde øje med dem.

Gennem Maries tanker får vi et indblik i hendes (neurotiske?) personlighed og det gør du fint, synes jeg. Personligt synes jeg dog, der mangler nogle punktummer og som du kan se forneden, har teksten også et meget højt lixtal (noget med læsevenlighed).

Til gengæld har du lavet en fin-fin cliffhanger og jeg læste gerne videre, hvis der var mere.

Bedste hilsner

Mikala