Et traditionelt opbygget eventyr, der bl.a. indeholder eventyrets start og slutning samt de tre ønsker. samtidig meget originalt. At fanden får snakket et øre af og senere kommer efter tyven med sin pumpestok, det er bare morsomt.
mvh.
peterm64

Ha ha den er virkelig sjov. Så kan Fanden lære det. Sådan nogle tyve skal man godt nok passe på, ellers ricikerer man bare ens ører falder af :)

genial historie :)
jeg fik lyst til at læse videre med det samme, og jeg elsker ting som f.eks.: Tale fanden et øre af; og det geniale der er, at det sker :)
Hvis du udgav en eventyr bog så ville jeg helt sikkert købe den :)

Hej Christian.

Wauw. Dejligt dyster historie i bedste almuefortælling-stil, og fortalt i et medrivende sprog der passer perfekt til historien.
Du maler tydelige billeder af både mosen, den lille by og de reserverede indbyggere, og historien er gådefuld lige fra begyndelsen, fordi man aldrig rigtigt ved hvem der er ´de gode´ og hvem der er ´de onde´, og så viser det sig jo egentlig, at ingen eller alle er onde og gode. Sjov bemærkning fra Uffe for øvrigt om alle de magiske væsner, han har mødt i Jarlens tjeneste, og også et rigtig godt argument for HVORFOR han overhovedet skulle til landsbyen.

Eneste ris er, at du er liiidt for glad for bare at omtale Uffe som ´han´. Det giver en lille smule forvirring, bla hvor han taler med pelsjægeren, og man skal gætte om det er den ene eller anden ´han´ der er tale om.

Jeg er desværre lidt presset for tid hvis jeg skal nå at stemme, så jeg vil spare dig for den helt detaljerede gennemgang af din tekst. Vil bare sige, at rent sprogligt er du også en fornøjelse at læse. Tror, at jeg fandt 1 enkelt hans/sin-fejl, men det var vist det hele. Lidt flere kommaer hist og pist ville dog lette læsningen, men deres fravær er ikke kriminelt (efter min mening).

Mvh
Eddie

Hej Christian

Mens jeg læste din novelle har jeg skrevet kommentarer ned løbende:

Fantastisk intro. Jeg kan næsten mærke dråberne ramme mig "Som overmodne frugter" – virkelig smukt!

Jeg elsker det gammeldags sprog du bruger under dialogerne! Det virker meget troværdigt og er ret godt ramt! Jeg er særlig vild med sætningen: "et krav om mandebod" Hvor fedt!

Da indbyggerne begynder at tale om mosekonen kan jeg totalt følge hans skepsis! Mosekone – helt ærligt! Godt gjort

Den lille rammefortælling om Manne er skøn!

Øv - er den allerede slut! Men egentlig meget fedt at hovedpersonen bare dør! Han kunne bare have lyttet til indbyggerne og ikke været så skide arrogant!

Vidunderligt at læse en historie som rent faktisk bærer præg af, at være blevet rettet og gennemlæst! Vidunderligt ikke at blive forstyrret af den slags bagateller! Faktisk er der kun en eneste lille bitte fejl som faldt mig i øjnene. "Da han gik hen for at samle den op mærkede han vandet sive op omkring hans støvler fra det mættede underlag og han frøs midt i et skridt da han så den tilhyllede skikkelse foran ham." Her kludre du lidt i hans og sin: "Da han gik hen for at samle den op mærkede han vandet sive op omkring sine støvler fra det mættede underlag og han frøs midt i et skridt da han så den tilhyllede skikkelse foran sig".

Du har et skønt, flydende og malende sprog som er en fryd at læse. Det er en af de få gange jeg har haft oplevelsen af at historien var for kort! Godt gjort!

- Kristina

Et flot flydende og beskrivende sprog!
Jeg elsker mystikken i din fortælling. Der er et stykke i starten, hvor jeg dog synes, at spændingen og dermed også mystikken skrider en smule.
Slutningen er rigtig god, men måske føler jeg også lidt, at der er nogle uopklarede elementer, som fx med hensyn til Manne.
Og så elskede jeg også formuleringen ”smagte lydløse evigheder.” :)

Fint, du måtte gerne skrive lidt mere, så er du sikker på at læseren forstår hvd du skriver. Overskriften passer ikke særlig godt. Men på en anden på passer den fint... Ved ikke rigtgt hvorfor...
Hilsen Rose...

Kære Christian. Hvilken skøn historie. Jeg er tryllebundet af dit dejlig letflydende sprog og det magiske univers, du gør levende. En modig soldat, der trodser gammel overtro, en vaskeægte landsbytosse, som jeg troede var en uddød race og en tudsegammel, farlig mosekone. Så er scenen sat. Historien ender, måske lidt forudsigeligt, som den skal, og jeg græder mine salte tårer for den stakkels Uffe. Må han hvile i fred. Rigtig meget held og lykke i konkurrencen. Venlig hilsen Line Knudsen.

Hej christian

En endda meget velskreven historie. Er den fantasy? Tjaaaa det eller eventyr"?

Et par ting dog, nogle af dine sætninger, især i starten er virkelige laaaaaaaaaaaaaannnnnnnnnnnnnngggggggge. Så lange at de kan være svære at læse. Jeg er heller ikke hel sikker på Mannes role. Jo han skal lokke Uffe ud i skoven, men det kunne gøres på andre måder

Du er god til at bygge spændingen op med pels ågeren og alle de andre der advarer ham om at gå ud i mosen

Godt skrevet

Man går ikke ud i mosen, det fortæller alle. Der skal dog mere end en landsbys overtro til at afskrække Uffe. Desuden er han sendt ud for at lede efter en forsvunden herold, og måske gemmer hængedyndet på andre hemmeligheder.

Man kommer med det samme ind i historien, og følelsen af at rejse gennem et regnvådt landskab beskrives rigtigt godt – alt er koldt og klamt, og man får nærmest gåsehud som man læser. Derudover antydes det, at der lurer andre farer end bare en forkølelse: Stemningen er sat.

Pelsjageren vil ikke uddybe, hvorfor man ikke skal gå langt fra stien ved Humose, og det sætter naturligvis tankerne i gang. Men hvorfor vil han egentlig ikke det? Han er jo ikke i ledtog med mosekonen, eller kan have nogen glæde af ikke at advare Uffe. At han er så insisterende omkring ikke at ville sige noget, får det til at lyde som om han holder noget hemmeligt – for mig blev der skabt en forventning om, at han havde en større rolle at spille. (Det kan nemt rettes, for eksempel ved at sige noget med, ’mosen er et forræderisk sted’, eller at han kun gentager hvad andre har sagt.)

Den første sætning er flot beskrivende, men jeg ville dog nok skære den over i to: Den er lidt lang. Der var (efter min smag) også lidt for mange detaljer i ”…mens de havde delt et stykke brød og en kold kaninsuppe jægeren havde i et gammelt vandskind…” Til gengæld er den lille kugle som jægeren laver af brødet god, som at skrive kruseduller mens man taler i telefon. Man kan virkelig se ham for sig, og den slags er med til at hive en ind i historien.

”Asgar havde sat sin skål fra sig…” går ud fra, at det her skal være almindelig datid?

”…om nogen genkendte hans beskrivelse af Eskild.” Det lyder som om, det ikke er Eskild selv, men beskrivelsen der skal genkendes eller ej. Hvis du forstår.

Landsbyen og mosen er rigtigt godt beskrevet, og det er et godt træk at holde handlingen indenfor et begrænset område. Der er en nærmest klaustrofobisk stemning, og det er næsten som om Uffe gradvist synker dybere og dybere ned i mudderet, også før han reelt har sat et ben i mosen. Man ved at han ikke vil slippe væk. Derfor passede det også perfekt med mine forventninger, at han bliver lokket ned i dyndet af mosekonen. Den stille, beherskede beskrivelse af hans endeligt er en god afslutning på historien.

Uffe ved naturligvis ikke, at han aldrig kommer fra Humose, men som læser synes jeg historien bygger op på helt den rigtige måde i forhold til indholdet, og slutningen. Der er ikke et klimaks, mere en langsomt glidende bevægelse ned i dyndet.

Vh Karen

Det er en velopbygget stemning du får sat i denne novelle. Gråt og vådt, blandet op med frygt og usselhed. Det passer perfekt til historien, som er i lige gråd våd og dyster.

Det eneste minus jeg kan huske at støde på er din start på historien. At starte med et navn som det første ord skærer af en eller anden grund i mine ører. Jeg tror det hænger sammen med at når jeg læser navnet begynder jeg allerede at danne et billede af personen og det vil næsten altid være forkert i forhold til det billede forfatteren så senere tegner. Så hellere få beskrevet personen og derefter navngive ham/hende.

Jeg har ikke svært ved at få billeder frem af de scener du så flot beskriver. Og selve handlingen driver mig også til at læse videre. Rigtig god ide med Manne, da han bliver et meget troværdigt bindeled mellem Uffe og Hulda.

Jeg undrer mig meget over Uffes spørgsmål til sidst i historien. Det er måske bare mig der ikke kan gennemskue hvorfor det spørgsmål er interessant. Det lyder mest af alt som en dårlig scorereplik.

Perfekt afsluttende sætning som netop efterlader læseren i den stemning du slår an. Trist, men god og velskrevet historie.

Hej Christian

Ganske god fortælling i et nydeligt sprog.
Hvis historien ikke deltog i en fantasy-konkurrence og jeg skulle genrebestemme den, ville jeg nok kalde den enten magisk realisme eller mystik/overtro - men okay, din mosekone synes at have lært lidt af Nøkken og/eller den berygtede rottefænger, så lidt fornyelse er her da ;-)
Historien er ikke specielt overraskende, men du prøver da at føre læserens tanker bort fra det oplagte faktum, at Hulda virkelig er mosekonen.

Bedste scene er i al sin gru beretningen om stakkels Manne, der skulle drukne langsomt.
Ellers er sproget historiens største styrke.

vh. Pia H

Hej Christian

S...go' historie. Jeg er stor fan af skove og moser og de skabninger, man kan støde på derinde. Dine navnevalg, jarltitlen og ledingsbønderne sætter i mit hoved historien i vikingetid eller tidlig middelalder, så måske det er en historisk fantasy, du har gang i.

Indledningen placerer mig med det samme inde i Uffes hoved - godt, men sætningen er måske lidt for lang til at være den helt perfekte krog, der fanger læseren. Godt billede med dråberne som overmodne frugter - jeg føler mig helt våd.

Samtalen med jægeren får hurtigt klarlagt Uffes person og ærinde og bygger spænding op. Hvad er der med den by og hvad er der sket med Eskild? Det er åbenbart vigtigt at tro på den Hvide Gud. Det er jo oplagt at tænke Kristus, så hvis du har opfundet en helt anden guddom, har jeg fået galt fat i det. Det kunne antyde et modsætningsforhold mellem to trosretninger og det kunne måske være spændende at dykke lidt mere ned i det. Guden bliver ikke nævnt mere og jeg ved ikke om Uffe heller ikke tror på ham.

Beskrivelsen af landsbyen er kort og præcis, du bruger ikke tiden på unødige detaljer. 'Reduceret' er lidt for moderne efter min smag, ligeså 'resurser' og 'metaforisk' og 'information' og 'meter.' En adoptivsøn ville måske være en fostersøn.

Harald Syvfinger med stort S

'Og deres navn?' I princippet skal 'Deres' med stort, men hvordan tiltalte man hinanden høfligt dengang? 'Jeres'? Eller bare 'dit' når han blot er en bonde?

Det er rigtig godt, at Asger nøjes med at sige, at vejene er farlige, da han bliver udspurgt om Eskilds forsvinden. Derimod får han fortalt hele historien om Manne og det er lige før myrerne vandrer i takt op og ned ad min ryg. Så får du nævnt stenhviskere, granhekse og vindløbere og jeg bliver i tvivl om jeg har kategoriseret novellen rigtigt i historisk fantasy. Måske er det en selvopfunden verden eller også har du bare tilføjet lidt ekstra?

Det hedder skifting, ikke -ning.

Fed sammenkædning af regnen og hans fornemmelse af et klæde for øjnene.

Perfekt show når Manne skyder brystet frem i stolthed over fløjten. Det er du ret god til hele vejen igennem. Manne taler i korte, barnlige sætninger og 'plump' understreger det endnu mere.

'Her ventede han på de tørre, stikkende grannåle ...' Dem kan man da godt nok vente længe på, for mig bekendt kommer de ikke spadserende af sig selv.:-) Må jeg foreslå 'sad' eller drop nålene?

Svæver tågen rundt i højde med hans mave? Så kan jeg godt forstå, han har svært ved at se, hvor han sætter fødderne.

'frøs midt i et skridt' - bare godt.

'Han samlede fløjten op og rakte den imod hende.' Det skal være 'mod hende.'

'Hendes stemme var så svag og hviskende, at det kunne have været vinden i sivene.' Den er god, men den kan blive endnu bedre, hvis du dropper adjektiverne og bare skriver: 'Hendes stemme kunne have været vinden i sivene.'

Nu begynder magien. Musik, tåge, mose, velkendte ingredienser i et ældgammelt trylleri. 'Mens de gik, vævede hun langsomt, men med snilde ...' Du har lavet det ene adjektiv om til et navneord, men jeg synes stadig du roligt kan slette i hvert fald en af dem.

Du kunne også gøre mere ud af at vise virkningen af trylleriet på Uffe, frem for at fortælle at han har mistet fornemmelsen af tid og føler sig som en søvngænger. Du er så tæt på, at det kunne blive helt fantastisk, hvis den lige fik lidt ekstra.

Tonen, der fortaber sig i tågen, det er smukt.

Du viser flot, at nu har han afgivet magten til hende, da hun afbryder ham bare ved at nikke.

Nu kommer der en rigtig flot beskrivelse af musikkens virkning på Uffe, du behøver dog ikke at skrive 'manende' toner, det er vi godt klar over, at de er. Slutningen er så flot. Vandet er koldt og trænger ind allevegne. Alligevel gør han ikke modstand, er stadig i mosekonens magt. Han får vel en nådig død. Og således endte Uffes færd som andres før ham og mosekonen og Manne kan leve i fred til den næste vover sig derud.

Tak for en god historie, der var så meget at nyde, at jeg har måttet læse den flere gange for at finde de små bagateller, jeg har skrevet ovenover.

Mvh. Signe

Den var virkelig fed. Dit sprog er godt og flydende, nogle enkelte steder kniber det med flowet, og jeg må lige læse det igen, men dér tror jeg blot, at nogle kommaer ville hjælpe godt til. Øv dig i dem.
Meget enkel og flot beskrevet historie.

Sikke en historie – sikke et (folke)eventyr.

Her er en række tanker, som jeg nedskrev dem under læsningen:

Du skriver rigtig stærkt i din egen form. Der er svung over teksten, som fra første linje trækker mig ind i et ukendt, men dog genkendeligt univers, med Uffe på jagt efter den forsvundne herold. Jeg var forøvigt lige nødt til at google ’herold’ for at få det begreb på plads. Måske burde det uddybes, hvad det er – mere hvis der sidder andre fæhoveder derude.

Flot:
"God morgen." sagde han på behørig afstand. Et rødligt, dryppende fuldskæg ragede ud under læderhætten og en barket hånd lod øksen hænge skødesløst ved skaftet.”

- Jeg synes du giver læseren nogle fine og tydelige billeder. Det er rart, man er aldrig i tvivl om hvad der sker. Sikker stil. Stor ros for det.

Som jeg læser videre falder jeg dog over en del fyldord, som jeg tror du med fordel kan slette, for at få teksten til at stå endnu flottere frem. Især biord er så rare at gøre kål på. Less is more. Det er bare sandt.

Du har en rigtig god scene, hvor Uffe spiser hos manden og konen og taler om Gamle Hulda ude i mosen. Godt kropssprog og tilpas mængde info og en masse ??? der gør andre end Uffe nysgerrigt. Elegant scene, der går over i det uhyggelige, da manden fortæller Uffe den gamle historie. Det er også en grum fortælling, om det stakkels spædbarn, der sættes ud for at drukne. Frygteligt. Men gåsehud giver kun ekstra point i min karakterbog.

"Der er nogen der siger at man stadig kan høre det rigtige barn græde hvis man stiller sig ud i mosen ved fuldmåne."
- Smukt! Fin folkeovertro.

Jeg elsker for øvrigt den trøstesløse regn, der hele tiden følger Uffes jagt på den forsvundne.

Der er noget folkeeventyr over Uffe, der ledes gennem den tågede mose af den fløjtespillende Manne. Meget billedrigt. Men indtil videre synes jeg altså ikke, jeg har mødt hverken magi eller andet, der smager af fantasy. Manne virker jo ikke som et troldebarn, mere som et retarderet ungt menneske og hvem siger at Mosekonen Hulda ikke bare er en skør gammel dame?

”Han skulle til at spørge hende igen da hun pludselig spillede en klar og overraskende dyb tone på den lille sivfløjte. Den virkede som om den hang i luften længere end det burde være muligt; forvredet og kastet tilbage af tågen og sivene.”
–Bare flot! - Og nu kommer magien tydeligvis.

Der er noget over Hulda og hele sceneriet, der minder mig om Rottefængeren fra Hamein. Det gamle tyske folkeeventyr, hvor rottefængeren først lokker rotterne i floden - siden landsbyens børn, da han ikke får sin betaling .

Smuk og stemningsfuld slutning. Dejligt eventyr, men er det Fantasy? Low Fantasy, kan jeg se andre kalde det. Altså virkelighed med snert af magi (mosekone). Vand er der i hvert fald nok af. Jo, tror bestemt historien lever op til kriterierne.

Jeg er imponeret og var glimrende underholdt hele vejen igennem.

Held & lykke i konkurrencen

Mikala

Hej Christian.

Jeg nød virkelig at læse din novelle, men må indrømme, at jeg også er lidt i tvivl om hver vidt det er en fantasyhistorie. Den minder mig mere om et gammel folkesagn. Dog opfylder du så sandelig kravet om vand. ;o)

Under alle omstændigheder nød jeg virkelig at læse teksten.

Mvh

Excelsia/Louise Haiberg

Uha! Sikke en dyster historie! Du skriver rigtig godt og handlingen flød fint hele vejen. Der var måske ikke den vildeste spændingskurve, men alligevel en del suspense i slutningen, da Uffe følger først Manne og derefter Hulda ud i mosen. Rigtig godt sprog - det var dejligt at læse :)

Hej Christian, det var så lige en tur til middelalderen og dens folkeovertro - og selvfølgelig kunne man forudse, at mosekonen Hulda virkelig var mosekone, når nu det var en fantasy-tekst til vores konkurrence, men havde der ikke stået fantasy på teksten, havde jeg nok været spændt på det. Det viser noget om, at vores genrebåse giver en forudforståelse af teksten. Men ok, den er bestemt godt fortalt og rigtig atmosfæreladet med den dystre stemning i den lille by og mosen med dens dis. Med denne mose har du jo opfyldt kravet om vand i teksten. Vi ledes så ubønhørligt mod udsendingens endeligt i mosen. Der bliver det måske lidt forudsigeligt, men det er så igen måske fordi teksten er fantasy. Jeg vil i hvert fald lade det stå, at den er godt fortalt og en godt eksempel på historisk fantasy, fantasy i historiske miljøer, hvor de overnaturlige væsener fra folkeovertroen eksisterer. VH Mons

Hej!
Din styrke ligger i dine beskrivelser, og det virker du også meget bevidst om.

”Vinden kastede regnen ind imod de to mænd på trods af den smule læ den omgivende skov gav og hunden stak af med retning mod en af hytterne. Det gik op for Uffe at de blev betragtet fra de fleste døråbninger.”
Du er god til at føre læseren fra et sted til et andet, uden at det virker for brat eller påklistret. Den sætning, jeg har taget frem her, kunne du dog med fordel have formuleret tydeligere. ”Skoven omkring Humose gav ikke læ nok til at beskytte mod regnen, og hunden stak af..”

Manne står desværre ret uklart for mig og virker det meste af tiden som en Mumrik fra Mumitroldene (undskyld men jeg kunne ikke lade være med at tænke på ham :D) Manne virker lidt mere bange, men er stadig mystisk (som Mumrik) men på en irriterende måde, især for den gode måde, mosekonen er mystisk på. Hvis det ikke giver mening, så glem hvad der står i dette afsnit. Det er bare en fornemmelse, jeg har.

Historien når aldrig rigtigt nogle højder spændingsmæssigt og dramaturgisk er din historie meget anderledes. Ikke at det er en dårlig ting (!), men hvis der er et sted, jeg synes du kan forbedre din historie er det ved at kigge på fortælletempoet. Idet du har mange (gode) beskrivelser, så bliver det et meget langtsomt fortælletempo hele tiden. Jeg læste noget af teksten undervejs, uden at læse det (hvor øjnene bare kører og man tænker på noget andet), hvilket er en skam, for du er god til at skrive :)

Og så lige en ting:
”Birger Aks og Ida Guldhår.”
Jeg tænker at det ville være mest normalt at et forældrepar har samme efternavn i det univers, som du har bygget op?

Ja for lige at opsummere min rodede kommentar:
Gode beskrivelser! Se om Manne kan gøres tydeligere og kig på fortælletempoet.
Men rigtig god tekst :)

Du opfylder konkurrencekravet. Det er fantasy, især i den form jeg foretrækker, hvor der er nogle paraller til vort samfund gennem tiderne. Vand spiller en afgørende rolle - det er jo det mosekonen brygger - desuden er der rigelig med magi.
God kort titel der indikerer indhold uden at røbe noget.
Dit sprog er dejligt beskrivende. Der er kun nogle få slåfejl. Grammatiske fejl som ombytning sin/hans osv. Du bruger stort set kun komma ved indskudte sætninger og opremsninger. Det bliver lidt tungt for mig, som læser kommaerne med, når sætningerne er lange.
Teksten kunne grafisk gøres lidt mere tilgængelig ved nogle flere linieskift undervejs. Men altså - ren teknik.
Din beskrivelse af indbyggerne i Humose er rigtig elegant. Dine personer er generelt runde og farvestrålende. Så masser af ros her.
Til gengæld kan jeg ikke rigtig se pointen i din historie. Hvad er budskabet?
Din historie er reelt bare en redegørelse, ud af flere, for hvordan mosekonen ter sig. En mosekonehistorie (af den gode slags) mere til dyngen af alle de andre.
Der er ikke rigtig handlingsmæssig spænding tilstede. At Uffe omkommer er blot en bekræftelse på rygterne om mosekonen. Måske kan der ligge en skjult slutning, som du kan følge op på senere (en alliance med Hulda og Manne?).
Den manglende pointe/skjulte dagsorden er en skam, fordi du skriver og fortæller formidabelt. Så et skønt maleri af ord uden budskab mellem linierne.

hmm... ved ik helt hvad jeg skal sige

Du har en god beskrivelse af omgivelserne, og dit sprog flyder nærmest derud af:
Det var som om et klæde, ligeså gråt og uigennemtrængeligt som regnen, var blevet trukket for hans øjne så han aldrig så mere end bortvendte ansigter og tomme døråbninger når han vendte sig om.
En meget poetisk beskrive af at han føler sig overvåget.

Måske du skulle undlade ordet 'metaforisk' her. Det virker i mine øjne malplaceret i sætningen:
Var det en indsvøbt trussel eller en reel advarsel? En metaforisk advarsel om at andre i landsbyen ikke ville være ligeså imødekommende?

Du har ikke ligefrem flottet dig med magiske væsner og magi, men jeg tror heller ikke det ville have passet til din stil. Interessant hvordan Uffe går fra at være skeptiker i henhold til overtro, til at vade lige midt ud i det, bogstaveligt talt.

Jeg nød denne novelle meget, både sproget, stemningen og verden med de mange gode miljøbeskrivelser, og den lidt krimi-agtige handling, hvor man fornemmer "katastrofen" lure forude. Ja det hele :-)

Jeg synes bestemt også at mosekonen er tilstrækkeligt til at den lever op til fantasykravet og "vandkravet".

Jeg læste i din forfatterprofil at du også skrivere digte, og det synes jeg man fornemmere i din tekst, der har mange fine formuleringer. En detalje jeg syntes særligt godt om var at novellen åbner og slutter med det samme billede (himmelen grå som flint). Det virker helt poetisk.