16 år siden
 | Mikala Rosenkilde (Mikala)
Hvad himlen gemte - Kapitel 2Du skriver spændende og det en flot flugt du har gennem det gamle kloaksystem.
Det er tydeligt at der er noget spændende under opsejling og du har sikkert nogle gode historier i ærmet.
Der var lige en sætning, der fangede den røde blyant:
”Hvor kom maden i øvrigt fra, folk var begyndt at stille så mange spørgsmål og med god grund tænkte Samuel.”
- Hvorfor tænker han med ”god grund” det? – Som forfatter er du nødt til at forklare den slags. Hvis der er for mange af den slags, falder læseren på et tidspunkt fra, og din fornemste opgave er at holde den fanget.
Når du som forfatter giver den slags oplysninger, bør du også belyse baggrunden for læseren – ellers sidder jeg lidt og føler mig udenfor og kan ikke relatere sig til teksten.
Det bringer mig frem til et råd, som jeg tror du skal overveje – stramme teksten.
Du skal sige mest muligt – kortest muligt. Dvs. tage essensen ud, så du har fat om din historie – men lader fyldet ligge.
Din historie kunne nemlig godt tåle en nænsom forkortelse og redigering. Der sker så meget, at du ikke behøver fyldord og irrelevante ophold. Prøv med en (mental) saks:
Her er et tilfældigt afsnit:
”Kvinden åbnede nu døren helt og viste ham med en lille håndbevægelse, at han skulle træde indenfor. Da Samuel kom ind, så han et lille sparsomt møbleret kontor, eller måske nærmere en lille kommandocentral. I den fjerneste ende stod et lille skrivebord, og bag skrivebordet, indhyllet i tæt cigarrøg sad en barsk udsendende mand. Et afmålt nik tilkendegjorde at Samuel skulle tage plads i stolen overfor. Han gik frem mod sin anviste plads, der gik et lille sæt gennem ham, da han kunne se mandens ansigt tydeligt. Han var tydeligt hærget af et stort grimt ar tværs over ansigtet og som følge af denne skade, havde han klap for det ene øje. Samuel tog plads i stolen overfor, mens han stadig iagttog ham nøje for at se, om han kunne regne mandens hensigter ud, men hans stenansigt afslørede intet.”
Det er en god og nødvendig scene, men du kan sagtens stramme den lidt: Her er et forsøg:
”Kvinden åbnede døren helt og viste ham med en håndbevægelse indenfor. Samuel så det sparsomt møblerede kontor, eller nærmere den lille kommandocentral. I den fjerneste ende, bag skrivebordet, indhyllet i tæt cigarrøg, sad en barsk udseende mand. Et afmålt nik tilkendegav at Samuel skulle tage plads i stolen overfor. Der gik et sæt gennem ham, da han så mandens ansigt tydeligt. Han var tydeligt hærget af et stort grimt ar tværs over ansigtet og som følge af skaden, havde han klap for det ene øje. Samuel tog plads i stolen, mens han iagttog manden, for at se om han kunne regne mandens hensigter ud, stenansigtet afslørede intet.”
Der står det samme – det er bare mere komprimeret.
Det bliver spændende at læse mere.
Mikala 16 år siden |
16 år siden
| Mikala Rosenkilde (Mikala)
Hvad himlen gemte - Kapitel 1Det er en meget spændende fortælling, som du giver os her. Dit sprog er godt og hvis man ser bort for nogle gentagelser af gloser hist og pist, så synes jeg det er velskrevet.
De giver os rigtig mange oplysninger og ind imellem står læseren med en række spørgsmål, som du ikke får besvaret.
Først og fremmest savner jeg et årstal at forholde mig til.
Jeg ved det er science fiction, men jeg ved intet om tiden historien foregår i. Der synes jeg du, som forfatter bør hjælpe.
En sætning som denne, synes jeg også du skal kigge på igen:
”Lidt efter lidt var folk kommet sig over chokket, som i stedet blev afløst af panik.”
Når man taler om folk, der er kommet sig af et chok, betyder det sædvanligvis, at de bliver mere rolige – du skriver det modsatte her.
Du fortæller, at de pludseligt ankomne ufoer tilbyder beskyttelse og også bringer krigene til ophør – det savnes der en forklaring på, hvordan de gør det og hvorfor? Ligeledes hvem de terrorister er, som også optræder.
Jeg håber det næste kapitel bringer mere klarhed. - Men en rigtig spændende tekst, det er det.
Mikala 16 år siden |