Flot poetisk beskrivelse af kølvandet efter en nærs forsvinden (...i hvert fald som jeg læser digtet). Rytmen er dejligt rolig og blød, og så er det en sjov Gummi-Tarzan-reference med myrerne.
Asger

På mig virker digtet som sørgmodig refleksion over, at motivationen til at gøre 'noget' er forsvundet, men man alligevel fortsætter; modvilligt drevet af fortiden. At der så samtidig er en mørk og mystisk fantasy-stemning, gør det jo bare endnu bedre!

Jeg kan godt lide billedet af, at der efter kraftudladningen står en klar kerne tilbage på "dig", og at der er en erkendelse af, at det er det lyriske jeg, som var problemet. Det virker hengivent og som en kærlig kontrast bag de ellers kraftfulde ord. Selve baggrunden for skriget har jeg lidt svært ved at læse...men det er måske også meningen, at man selv skal gætte;)