Hej - læste lige dit digt. Barnlig glæde, ikke?

Du får lige det her...


1 1 1 1 1
1 2 1 1 1
1 2 2 1 1
1 1 1 1 1

Digtet hedder "svaner i regnvejr"

jeg kan ikke huske hvem der har skrevet digtet (eller om det helt ser sådan ud ), men jeg kom til at tænke på det da jeg læste dit.

synes lige at du skulle have det, for jeg blev selv så overrasket over.... ja, først over hvad det nu skulle til for, og så bagefter... hvor enkelt man kan udtrykke sig

Thomas

Ensomhed
Af Freya Hvidt

Hey

Læste du ikke freya hvidtfelts digt om "ensomheden"

thomas

Ja, jeg har så også læst din beskrivelse af jeres - næsten møde.
Hensat, blev jeg også, i det lille røgfyldte værelse. Jeg kan stadig selv erindre lignende møder med mennesker der ruller frem og tilbage i dette (for mit vedkommende ) tilbagebliks skær. Det er det der virker stærkest på mig, tror jeg - denne hensathed. (at jeg oplever det hele igen uden at kunne gribe ind med den kraft årenes vished har forsynet mig med)
Der er intet som følelsen af at have det hele liggende foran sig (frem for det modsatte - som overståede dele af sig selv med eneste vished - at jeg blot var tilskuende til mødet... uden at handle - selvom skønheden i det ugjorte er..ja, det kan du jo selv finde ud af) og samtidig indsætter du trygheden,det velkendte, som koppen med kaffe overfor usikkerheden - de lange samtaler om alle vejene der førte hertil - de skabende kræfter der har gjort disse enorme indtryk -(der samtidig gør hele samtalen en smule fremmed overfor én selv - en lille smule mere forstillet) - for hvem ville ikke gerne drage gennem natten igen til lydene af "hounds of love" eller "Kiss me Kiss me Kiss me" eller ligge i teltet på Roskilde, og høre regnen tromme fælt inden blot timer inden Radiohead går på... og alt sammen set på med en skødesløs energi... fordi imorgen rummer mere af det samme.... indtil man forstår at længslen går begge veje.

....og sikken masse sludder... sorry!

jeg ved ikke rigtigt hvad du vil...
sige at noget ...nissen ( det uvisse, det modsatte af éns intensioner) ville have det bedre hvis man blot...ja, hvis blot "man" var en anden - eller kunne lave om på noget fundamentalt i sig selv - eller hvad

Jeg har lige læst dit digt. Det er godt. rigtig godt. Ideen med at spille sig selv op mod en tilstand og så tillægge den menneskelige egenskaber er god.
Da jeg læste digtet, tænkte jeg pludselig hvor spændende det ville være at skrive det samme digt igen - og så lade "jeg'et" være ensomheden, tilstanden, der mødte en pige, dig, og så beskrive samme møde en gang til: mødets prægning af denne,i første omgang, ukendte pige ind i den (for jegets synsvinkel) perfektion tilstanden indebærer, og så til sidst pigens afvisning af "digtets jeg"... så man ender op med et destilleret udtryk. Af selve tilstanden "ensomhed".
Det ville være en spændende øvelse. Så man får denne dobbelte tydning der for eksempel kommer til udtryk i Beatles-sangen "Across the universe" hvor man hører ordene "Nothing's gonna change my world" - der vel umiddelbart kun kan forstås som at ingenting vil forandre sig i min verden, men også kan opfattes som om at dette " ingenting "vil være selve forandringen min tilværelse...lidt som ensomheden. nå ja, men alt dette kom jeg til at tænke på da jeg læste digtet, så - ja - ganske godt

ja, hvorfor helvede ikke :-)

jeg kan huske at jeg engang, i noget der føles som et helt andet liv, så filmen "the hours" - film om virginia woolfs bestræbelser på at... du kender den måske, hvad ved jeg...
Der var en passage i den film jeg kom til at tænke på i gennemlæsningen af din tekst - det handlede ikke om lykken; snarere om ungdommen - og en af filmens 2 Clarissa Dalloway-figurer siger til sin datter, at hun sådan, som barn, havde længtes efter sin ungdom. særligt fordi hun gennem denne modus - ungdommen - ville få forklaret hele det meningsgivende (eller den tilstand du kalder "lykke") omfang af sig selv, og så... som hun siger til sin datter i scenen... viser det sig - i det øjeblik hun begriber at dette må være ved at indfinde sig - er det ovre .

nå, ja - det kom jeg altså til at tænke på i min gennemgang af din tekst (lidt ruc-agtig)

det er en ubeskrivelig følelse, ikke. At være vel vidende om dette lille stykke af sig selv, stadig kluntet, formeligt og lille og i så nær kontakt med alt det umiddelbare som man kun genkender glimtvis (i de overståede sider af sig selv - jeg tror man kalder det "barne amnesi")

Jeg var engang til et foredrag med Knud Romer - ham med bekendelsesromanen "den der hvisker er bange for døden" - og han sagde at han nogle gange havde oplevet det læsende menneske i lighed med det sovende, som så - hver gang en side vendes - sammenlignes lidt med den sovende der griber ud efter noget der alene findes på den anden side af bevidstheden.

nå, ja - alt dette kom jeg til at tænke på ved at læse dine linier...

fin lille tekst. det må jeg sige. nær, god rytme. nogle termer gør dog at din afstand til den beskrevne bliver lidt for kantet. men godt - jeg kan mærke en puls.