Strofen som sig selv er jo egentlig sjov nok, men tror den ville virke stærkere, som del af et større digt. Hvis der ikke er mere at sige, er der ikke mere, men jeg tror du kunne forstærke dit budskab ved at uddybe det en smule.

Jeg vil også meget gerne have lov at give dig credit for den slutning. Ekstremt flot skrevet! Jeg er dog ikke sikker på at jeg forstår resten. Jeg har læst fortolkningen fra den første kommentar, men jeg føler måske at der er mere til det, selvom jeg ikke selv kan sætte en finger på andet end en form for håbløshed.

Jeg ELSKER måden du starter dit digt på. En melankolsk call and response, der virkelig sætter stemningen for resten af din tekst. Desuden er dine spørgsmål til læseren et rigtig godt redskab til at iscenesætte den tvivl du skriver om, og det virker rigtig godt.

Jeg synes dog dit digt mister sit momentum halvvejs inde, og jeg savner den direkte stil du indledte med. Det er måske især sætningen "hvad er det, der er bremsen?", der netop fungerer som en stopklods for momentumet.

Det er i hvert fald min mening, ellers et skidegodt digt, der tvinger læseren til at reflektere. (Går ud fra at der menes 'svarene', istedet for 'svarer' i fjortende vers.

Som de andre også nævnte, er det virkelig ærligt skrevet. Jeg ser virkelig de følelser der ligger bag dine ord og genkender meget af det. Jeg ved godt at det negative vi slås med er en kraftfuld muse, men måske du skulle prøve, som en lille øvelse, at skrive om de gode ting. Selv hvis de er "few and far between". Det er i hvert fald noget jeg prøver at arbejde med for at sætte mørket i perspektiv.

Bare en tanke, du skal selvfølgelig ikke skrive noget du ikke vil!

I stedet for at gentage hvad andre folk har kommenteret (selvom jeg vil give dem ret), så synes jeg også du skal have ros for måden du skriver på. Dit sprog er meget flydende, og dit ordforråd formår uden problemer at underbygge den sindstemning, som din tekst lægger grundlag for. Thumbs up herfra!

Jeg kan godt lide måden du får ført os igennem digtet på. Hvordan de forskellige vers' associationer er forbundet med de forrige, og der på den måde bliver lagt en rød tråd ud.

"indtil vi vågner og indser at livets lænker er vores egne" - Fed afslutning, sætter virkelig prikken over i'et!