13 år siden
| Ivan Torsten (Hubble) Undren over begyndelsenDer er en interessant teori, der kaldes for vakuum fluktuationer. Denne udspringer ud fra de kvantemekaniske overvejelser, som er lavet i forbindelse med astronomi og så derefter bundet ud i egentlig kosmologiske baner. Dit emne lader til at omhandle 'ingenting' til en vis grad, så det her kan give et eventuelt spin til din tankerække.
Vakuum fluktuationer foregår, sjovt nok, i vakuum. I et meget, meget, kort tidsrum kan der i vakuum skabes en partikel og en antipartikel. Du er selv inde på energibevarelse, men i dette tilfælde skabes der to partikler ud af intet. Men siden antipartikler fungerer, rent matematisk, som imaginære partikler, så har de også negativ energi. Altså har vi E(partikel)+E(antipartikel)=E(partikel)+(-E(partikel)=0, og energibevarelse er bevaret. Og efter et kort tidsrum, så annihilerer de to partikler, altså de forsvinder igen. En god analogi er, at man udfra et 'intet' i sin baghave kan grave et hul, så man pludselig har en bunke jord og et hul.
Selvom dette sker på enormt små tidsintervaller, så har det været muligt at notere sig effekten ved ekstremt hurtigt roterende spejle. Man har selvfølgelig ud fra det ekstrapoleret, og sagt at universet kan være skabt ved en enorm udgave af sådan en fluktuation. Derfor burde der også være et antiunivers, som på en eller anden måde oscillerer harmonisk med voret eget. Men pointen er jo, at noget netop kan skabes ud af intet.
Generelt er termodynamikken indenfor fysik et fantastisk emne, der sætter lys på mange forskellige elementer som f.eks. rum og tid. 13 år siden |
14 år siden
| Ivan Torsten (Hubble) FremtidHey Isabel!
Meget fedt digt, som får mig til at tænke på sådan en virkelighedserstatning, som vi alle søger engang imellem. Fornemmer lidt, at man ud fra noget udefrakommende (regndråben) kommer frem til en konklusion om sig selv, som man ikke bryder sig om (forrådnelsen). Og så vågner man pludselig (Luft!), hvorefter man flygter så langt væk fra den her verden, som man kan. Og til sidst har man opnået en eller anden facade, som man så viser frem til folk (maskebal). Og det er jo selvfølgelig et Maskebal, fordi alle andre også har maske på. Så du starter nærmest med et "case", hvor det kun omhandler én person, hvorefter du så ekstrapolerer det ud til "Og ja, sådan kan alle have det."
Det var i hvert fald hvad jeg læste i det. Fortsæt endelig med det gode arbejde :)
Mvh
Hubble 14 år siden |
14 år siden
| Ivan Torsten (Hubble) SmerteJeg fornemmer en form for sørgelig følelsesmæssig periodicitet i det her digt, som om det cirkler rundt for at ende hvor det begyndte.
Kan godt lide især din beskrivelse af den tomhed, som der nu føles; Vi får alle de her hylsterlignende obekter, som jeg synes understreger effekten rigtig fint.
Men det jeg virkelig godt kan lide i digtet, det er den gentagne henvisning til formørkelse. Altså der er stormen, som bryder ud; Det er vel mørkt når det stormer. Månen lyser godt nok, men kun halvt. Grøn bliver til grå, og så lysekronen som knuses (formoder jeg) mod gulvet.
Og siden digtet omrammes af de to perioder af mørke, så forestiller jeg mig, at stroferne indimellem beskriver selve dagen, men ja; Sikke en dag det må være, når alle kilder for lys alligevel er slukkede.
Nå, det var i hvert fald hvad jeg fik ud af det; Meget smukt digt :)
Mvh
Hubble 14 år siden |
14 år siden
| Ivan Torsten (Hubble) KortslutningSynes du har en meget fed overgang fra uorganisk til organisk væsen i det her digt. Man prøver ligesom selv at pille ved mekanismerne, og det funker så ikke, men så er det jo godt at tiden læger alt :)
Eller det er i hvert fald sådan jeg har læst digtet; glimrende arbejde :)
Mvh
Hubble 14 år siden |