De to første linjers ende ord er de samme, hvilket for mig var lidt distraherende. En omstrukturering af linje to kunne fikse problemet. Men det er selvfølgelig kun et problem hvis det ikke var meningen.

Efter de to første linjer skaber der sig i noget tid et mønster jeg syntes rigtigt godt om, hvor hver anden sætning starter med "og"; en og-sætning. Rytmen af de her og-sætninger sætter en slags struktur i digtets form som, uden jeg rigtigt lagde mærke til det første gang, har en dragende effekt. Desværre blev effekten brudt da håbet om en gentaget men-sætning i linje sytten ikke gik i opfyldelse. Jeg ved selvfølgelig ikke om du overhovedet har tænkt over linjerne har et gentagende mønster. Men jeg synes det kan noget godt.

Jeg synes du skal have ros for det her digt. Det er lidt svært at sætte ord på. At læse det er følelsen af at være super intenst nærværende i nuet, men på samme tid giver slutningen mig en følelse af at have dagdrømt det hele. Meget selvmodsigende på en måde.

Først og fremmest, virkelig fed tekst! Jeg kan næsten mærke i min egen krop hvor lettet hovedpersonen er, når tændstik metaforen bliver efterfulgt af sætningen, "slap hun hver muskel". Hele lettelses følelsen er selvfølgelig også kun muliggjort af at alle kroppens muskler bliver "antændte". Jeg synes det er utroligt godt sammensat.

Hvad der kunne gøre hele, "antændt-sluk-afslappet" sekvensen (eller hvad vi nu skal kalde den), endnu bedre kunne være at gøre tændstik metaforen mere detaljeret. Lige nu er det bare en tændstik i vand, hvilket er ret passivt. Hvis du for eksempel beskriver "sulten efter døden", som at være en tændstik der rammer vand, hvilket selvfølgelig fuldstændigt tilintetgøre dens gnist. Så føles det mere aktivt. Man får fornemmelsen af at det sker nu.

Hvis jeg skal sætte fingeren på noget der kunne forbedres, så har jeg et par ting. I sætningen "med tårer drivende fra det sorte hav", var det i min først gennemgang ikke umiddelbart særligt indlysende hvad "det sorte hav", var. Nu går jeg ud fra det er øjne. Det lyder selvfølgelig meget pænt, og man kan formentlig få det til at virke på en eller anden måde. Den eneste måde jeg kunne se øjne som et "sort hav", ville være hvis pupillerne var meget udvidede, af en eller anden grund. Men det er selvfølgelig bare detaljer.

Til sidst vil jeg bare påpege det ordvalg du har om håb. "Rystet af sin egen styrke, raserede håbet igen". Måske er det med vilje, men jeg synes "raserende", er et lidt usædvanligt ord at bruge i teksten kontekst. At rasere en bygning, for eksempel, er jo at være destruktiv imod den.

Undskyldt hvis det her bare er ubrugeligt rablen, men jeg synes der er noget at komme efter i din tekst.

I første halvdel af teksten synes jeg du er meget god til at beskrive scenariet med metaforer. Det giver et godt indblik i hvordan Jørgen anskuer sine medpassagerer. Sat i kontrast med den ellers dystre scene synes jeg at metaforerne blive nærmest komiske. Især den med pingvin-bowling i toppen af anden paragraf, fremkalder nogle rigtigt morsomme billeder i mit hovedet.

I anden halvdel af anden paragraf er der to sætning forholdsvis tæt på hinanden der siger næsten det samme. Det resulterede i en lidt dissonant læse oplevelse, hvis man kan sige det på den måde. Det kunne måske betale sig at formulere en eller begge sætninger på en anden måde.
Her er sætningerne:
1. "og det gjorde måske heller ikke det store"
2. "men det så heller ikke ud til at gøre noget"

Alt i alt kan jeg godt lide teksten og er nysgerrig over hvorfor Jørgen har en pistol i sin håndtaske. Til min smag er det dyrerelaterede billedsprog måske bare en anelse i overkanten.