Det er et rigtig fint digt om knust kærlighed og umulig kærlighed - og om at bilde sig selv en løgn ind. Måske! - for hvis jeg bilder mig selv noget ind, er det jo ikke sikkert, at jeg mener det. Måske har jeg ikke glemt...?!

Du ser skarpt og indimellem med humor (sådan opfatter jeg det) på vores kære politikers måde at skalte og forvalte vores liv og økonomi på. Man kan blive helt rundtosset af at prøve at finde hoved og hale i det. Snart giver de - snart skærer de. Som du skriver:
'Her står så den jævne mand med sin frue
de tingenes magt kan ej overskue.'
Tak for et supergodt digt!

Spændende at læse - et forløb, hvor du forsøger at blive taget alvorligt. Men ingen vil tilsyneladende give dig ret og lytte. Og en psykiater siger fine ord og en psykolog siger forkerte ord. Og endelig bliver du tilsyneladende taget alvorligt. Men er der nu også noget galt med dig?? Det er jo ikke sikkert - eller? Ja, man kan blive helt forvirret.

Men du skriver godt!

Uh, det er da trist, at du føler dig helt efterladt. Det er ikke rart, at alle andre føler sig glade og har det sjovt. Måske du skulle stille dig op og sige et eller andet, så du kan gøre opmærksom på dig selv. Eller svare på deres opdateringer. Men jeg tror, at mange kan føle sig hægtet af i dag, hvor alle kan kommunikere med hinanden på de sociale medier. Der er kontakt, men ikke en rigtig ægte kontakt ansigt til ansigt. Jeg håber, at du snart kommer til at føle dig glad igen.

Tak for dit digt!

Sjovt digt! Hvem stoler på hvem? Dem, du ikke stoler på, stoler på dig. Det kan der spindes en lang ende på. Men der er trods alt en, du stoler på. Mon også vedkommende stoler på dig...

Tak for stolelegen :).

Sikke mange fine refleksioner, du kommer omkring i dit digt. Jeg nød at læse det - og fornemmer klart, at du nu er faldet til ro - og nyder nuet. Det er nok noget, der kommer med alderen - det har jeg også selv oplevet. Som ung flakser man rundt og tror ofte, at det er mine drømme, jeg skal gå efter. Men det er et godt sted at havne, hvor man siger - Gud, din vilje ske!

Jeg kan godt lide Haikudigte. Få ord kan sige en hel masse - og så er det sjovt at skrive, hvor der er en fast 5-7-5 regel.

Jeg har godt nok tænkt en del over dit Haiku-digt. Har vendt og drejes ordene - men jeg må med skam bekende, at jeg ikke helt forstår meningen. Jo, meningen kan jeg læse i dine emneord - men digtet? Jeg ved ikke, om du har lyst til at forklare det for mig. Hvis ikke, så har jeg i det mindste fået noget at tænke over. Tak :).

Tak for et meget smukt og følsomt digt. Mange føler en tristhed i vinterens mørke, som du så fint beskriver - og længslen efter at få glæden og lyset tilbage. I andet vers giver du udtryk for, at du har en ballast med dig: "Den dybeste lykke er altid i live / den er altid bunden i mit hjerte / den holder alt i balance." En ballast, som sørger for, at du ikke helt mister fodfæste, som et skib, der driver hid og did, hvis den har mistet sin ballast. En ballast, der meget gerne skulle give dig mod til at stå ved dig selv og ikke være afhængig af, hvad alle andre mener.

Og foråret og alt det lyse er ved at vende tilbage. Tak for et fint digt!

Ohhh!! jeg føler mig hensat til en sæbeopera. Jo mere forvikling jo bedre. Og man rammer det høje C efter meget lang passage med gordiske knuder, som man alligevel ikke kan løse. Derfor er løsningen at få hukommelsestab. Det vil jeg huske næste gang, jeg står overfor en gordisk knude :-)! Hukommelsestab for kærlighedens skyld!

Jeg kunne ikke lade være med at smile hele vejen igennem dit digt. Du formår noget med meget få ord.

Åh ja! Sommer, vinter, forår - det sidder i hele kroppen, og april blomstrer ned ad hagen. Virkelig kreativ og lidt sjov beskrivelse. Jeg er lidt i tvivl om, hvorfor træer tilgiver at blive væltet omkuld. Dit sidste vers med erkendelsen af, at vi ikke er her for evigt, og at livet skal leves i nuet, er rigtig godt! For det er jo sandt - og noget vi meget let kan komme til at glemme midt i det hele.

Da jeg var ung og sang "...when I'm sixtyfour", tænkte jeg, at så er man godt nok gammel. Sjovt nok, så tænker jeg lige modsat i dag - tænk, kun at være sixtyfour :-)).

Virkelig flot digt om ord - om at forstå hinanden gennem ord. Du leger dig igennem digtet - bruger ordene på en spøjs måde. 'Mundtøj, mundklæder - klæder skaber folk. Nøgen, mundlam, orblind, tavs - ord skaber dig.' Jeg er sikker på, at du har stavet orblind forkert, for at understrege netop ordblindheden. Og at man nærmest er nøgen, hvis man er mundlam. 'Ord skaber dig / Med farverige klæder'.

Jeg kunne blive ved med at smage på alle dine ord :-). Ord styrer verden - det gør de! Og hvor ville verden være en bedre sted, hvis alle kunne tage dine sidste rod i digtet til sig: 'Jeg opgiver aldrig / at forstå / dig'.