Hendes ord ramte og hans Verden ramlede:
"... Når jeg får en ny kæreste"
At sluge det var det sværeste.
Det værste i Verden er al smerten.
Han havde givet hende alt. Sin kærlighed, sit hjerte.
Udholdt i alle disse år. Som salt i det åbne sår.
At være er meningsløst; der er i livet ingen kærlighed, ingen trøst.
En Evighed alene? Skulle jeg være taknemmelig herfor?
Enden på det hele at se denne forpulede Verden smelte.
Og blive til stjernestøv.
Springende hid og did som et forårsløv.
Når universet og galaksen går til grunde.
Men end ikke døden er ham vel undt.
For at leve er jo så forpullet sundt!?
Så kan man vel altid sjunge med på Bourbon Blues:
"Why should I choose?" (Hvorfor skal jeg vælge).
Mig selv min sjæl at sælge for bare endnu et glas?
Smadrer det imod mit das:
Livet er noget fucking l*rt!
Jeg elsker dig. Hvad fanden har jeg gjort?
Men du gik jo bare din vej: Ligesom alle andre!
Jeg er strandet på denne Jord. Uden forsvar med kærlighed til dig.
Dig som vil en anden selvom jeg elsker dig for Fanden!
D