De rigide kroge
dybt i vores kød
har trukket os
gennem dagen
Udslidte går vi hjem
gennem betonens kviksand
Spyttet ud
af verdens nødvendighed
Dagens logik
løsner sit bid
og bag det sorte slør af liv
der kamuflerer vores kerne
vokser et land frem
glitrende som efter en tidlig regn
Her gløder stjerner klart
over nattens horisont
og de første sandheder
er endnu ikke låst
i ortodokse skrifter
Vi ændrer form
Vi finder igen den skikkelse
der fra begyndelsen var vores
før de sorte huller
fyldte vores blikke