Malingen glider over mine læber
blåfarver hud trods spændte kæber
men de eneste blivende farver
på dit skind, er dine fregner
Mine ord vejer intet, når de regner
for du ser lige gennem mig.
Jeg ser jord under dine negle
for du har gravet, hvor jeg ikke ville se
Jeg ser torden og uorden i dine øjne;
ser
den kvinde, du er blevet til.
Jeg håber på din tilgivelse
og du på min
men det er svært at tilgive
at blive gjort til grin.
Du har skrevet en tekst
Du har råbt ad mig
Du har glemt, jeg er dit ophav
glemt - for fanden -
at jeg elsker dig.
Jeg fatter ikke, hvad du graver efter
giver det dig overhovedet nogen trøst?
Glem din epigenetik,
jeg holder af dig
selvfølgelig tilgiver jeg -
du er min datter.
Du knækker nakken,
hviler geværet;
ser vores slitage;
hvem var jægeren?
Har jeg ramt dig og
efterladt en plamage?