Suser som en forvildet partikel rundt,
hurtigere end mange tror er sundt.
Kolliderer med andres interesser
jeg splittes, splintres og stresser.
Nu er det konen og familien der huserer,
udelukkende kaos teorien der regerer.
En kort ferie hvor jeg skulle slappe af,
føler nu den slet ingen ende vil ta'.
Afslapningen og roen føles meget fjern,
føler mig som i en partikelaccelerator i Cern.
Tvinges af andre ind i bestemte baner,
hvor alle kollisioner markeres med små faner.
På computerskærme med mange grafer,
bliver stress registreret af kardiografer.
Nej lad mig nu tilbage til arbejdet komme,
så kan det da være at stressen er omme.