Ind ind ind, lyder det i mine ører, jeg må mærke noget, bare ikke et sus, for så bliver det mani, men jeg må ind, ind ind.
Jeg er far, ikke ung far, men far til et barn, jeg har en kønsrolle, jeg skal være stærk og bestemt og klar i spyttet, og jo mere jeg skal være det, jo mindre kommer jeg ind, ind, ind og mærker hvem jeg er.
I mange år har jeg rejst med en terapeutiske bog som følgesvend og ven, den er skrevet af en amerikaner, han taler om det vanskelige ved som moderne mand at bevæge sig fra moderens til faderens Hus, og den bevægelse er lykkedes for mig...men så fanges jeg nu af stereotypier i manderollen, og alle projektionerne fra mine to deltidsjobs erhvervssuccessers populære feedback, ender blot i jeg ikke mærker andet end den gamle kedelige afdøde manderolles afsked med krop og følelse.
Gang på gang vil det ubevidste, vores ellers dejlige reservoir, blot vise mig billeder af Hollywood fabrikerende elementer, der er det lette, livslette, overfladebaggrundsspil, der danner denne manderolle, denne fordækthed, denne ninja-camouflerede løgn, der ikke ender i essens og gode kontaktforhold.
Jeg må under radaren hen til en følelse. Hen til et liv.