Som en svagelig østers,
engang så stålfast klappet i.
Nu så blottet og sårbar,
svækket, men pludselig fri.
Som et brusende vandfald,
før dæmmet og kontrolleret.
Strømmer alting ud,
velvilligt og uforceret.
Som et skrøbelig væsen,
med knogler af glas.
Betrædes jorden forsigtigt,
af frygt for at falde pladask.
Men før bordet fanger,
klapper jeg formentlig i,
genetablerer dæmningen,
går ind og lukker døren i.