Det værste må jeg fortie
pakke ind og gemme
for at læsset ikke vælter
som en bunke uhumsk skrald
i Karas lysende palads
der majestatisk våger over byen i nat
endnu har jeg brug for min sikre base
den holder det utålelige tåleligt
skaber en ramme om kampen
en kamp jeg måske taber
et bånd der ublidt rives over
så jeg svæver rundt
i ingenting
Ingenting
der måske samles til noget nyt
men med revner
der hvor skårene er limet sammen
jeg fortiet det værste
for at kunne stå.