Der i 1975 skulle jeg konfirmeres, og jeg var ude at købe det tøj, jeg skulle have på, sammen med min mor og far. Det skulle være sorte bukser og hvid trøje med rullekrave og sorte sko. Det var det, vi var blevet enige om i skolen. Da vi var inde i butikken for at se på det tøj, var der også en anden dreng, der også skulle konfirmeres. Han var en lille splejs og hans bukser skulle lægges meget op. Mine bukser skulle derimod lægges ned i stedet for. For jeg har meget lange ben. Vi aftalte, at jeg kunne hente mine bukser om lørdagen, dagen før min konfirmation. Det blev lørdag, og vi var inde i butikken for at hente mine bukser, så skulle jeg prøve dem først. Da jeg stod der inde i prøverummet, kunne jeg godt se, at de bukseben var lidt kortere, end de skulle være. Men jeg tog bukserne på, for mor og far skulle jo se, hvordan de så ud. Bukserne gik mig kun til lidt under knæene. Der var en butiksindehaver, der havde meget røde ører, for han var kommet til at bytte om på de to ordrer. Men han havde også meget travlt, for han skulle jo også finde et par nye bukser, som jeg kunne passe. De var også lidt for korte, så de skulle forbi en skrædder for at blive lagt lidt ned. Vi kunne først hente mine bukser klokken fem om eftermiddagen. De passede da vi hentede dem.


Dagen før min konfirmation, skulle jeg tidligt i seng, for jeg skulle være frisk til næste dag. Da jeg gik i seng, var det regnvejr, men jeg håbede på, at det ville klare op. Og jeg lå der i sengen og kunne bare ikke falde i søvn. Jeg lå bare der i sengen, fordi jeg skulle. Men søvnen fik da overtaget til sidst, og jeg faldt i en dyb søvn. Og jeg lå der og drømte om bukser, der var for korte, og de kunne bare ikke blive lange nok. For hver gang jeg tog dem på, var de for korte. Lige pludselig var der en, der rykkede i min arm. Det var min lillesøster der vækkede mig, og jeg skulle se ud af vinduet. Der lå en hel halv meter sne, og hun drillede mig med, at der ikke blev nogen konfirmation. Det troede min mor og far heller ikke på. Min far og storebror gik og ryddede sne hele morgenen, for hvis det blev til noget, skulle vi være klar, hvis vi skulle komme i kirke. Det skulle jo også være klart, til den store fest, der skulle være om eftermiddagen.


Der blev ryddet så meget sne, at vi godt kunne komme i kirke, så det blev ikke aflyst. Jeg kan huske, at jeg var meget nervøs, da vi var på vej i kirke, for jeg skulle føre an, for jeg var den ældste i vores klasse. Så jeg sad på første række i kirken. Og jeg skulle holde øje med, når præsten gjorde tegn til at vi skulle gå op til alteret. Jeg syntes, at det tog en evighed, inden det lille vink kom. Da det endelig skete, vendte jeg mig lidt om for at sikre mig, at de fireogtyve andre også var klar til at gå med op til alteret. Det var de, så var det bare om at komme af sted, så vi kunne få det overstået. Vi fik læst et lille stykke fra bibelen, samtidig med der blev lagt en hånd på vores hoveder. Endelig overstået og tilbage til sin plads, og høre på præken, så vi kunne komme hjem. Men prækenen kom til at tage meget lang tid, for præsten syntes, at når kirken var fyldt med alle de ukristelig mennesker, der aldrig kom i kirken. Så havde de rigtig godt af at høre Guds ord.