Angsten fylder mine nætter, angsten for tankerne om døden.
Døden har bragt mig den dybeste sorg og savn.
Angsten for at livet kan være forbi i et sekund split sekund, uden at jeg ved det.
Jeg kan ikke bære at livet ender på et tidspunkt, at livet ikke er uendeligt.
At jeg ikke ville kunne være der for min familie hvis det sker, at jeg ikke ville kunne vide, hvad der sker for dem i fremtiden.
"Mit hjerte banker løs og jeg krammer mig sammen i fosterstilling og prøver at lukke af for tankerne.
Jeg ligger hvileløs indtil øjnene endelig lukker sig og drømmene begynder. Om underlige sammenblandede ting, drømmen bearbejder mine tanker. Men fjerner dem ikke."