To dage efter min fødselsdag hørte vi støvlerne mod brostenene.
De kom i natten og trak os ud af vores senge.
Vi hørte ruderne splintres under geværkolbernes tyngde
og vi så skyggerne langs husmurene og i vores stuer.
De knuste ruderne i butikkerne på vores gade.
Salver af skud gav genlyd mellem bygningerne og melodien af død fik vinger.
De fortvivledes skrig steg i takt med at ilden slikkede mod den mørke himmel.
Den gule stjerne sendte sorgfyldte øjekast fra min pyjamasflip
som vi sad i vognene uforstående og skræmte.
Skyggerne kørte os væk i natten. Vi kom aldrig tilbage.