Stoler vælter. Døren går op. Benene spjætter uvilkårligt ud i luften, famlende efter fast grund. Emils blå øjne og lyse morgenstrithår kommer til syne i døråbningen. Rebet borer sig ind i halshuden som et gisp undslipper læberne. Han står med Ninkaninus under armen og et betuttet udtryk i det morgenrøde ansigt. Sorte pletter slører synsfeltet og lille Emil bliver uklar og deform. "Mor." Hun famler efter stolen med sine fødder men når den kun med den ene tåspids før hun dingler tilbage ud i den tomme luft. Kun en rallen undslipper hendes læber. "Mor." Det for tidligt Emil, for tidligt...