I dag døde min søster.
Og det eneste min krop opfatter nu, er at glasset falder langsomt og uendeligt ud af hånden mod den overflade, mine fødder ikke længere føler som fast. Øjeblikket, der varer præcist så langt som hendes liv, styrer roligt mod den gyngende afgrund, mens jeg passivt stirrer på den uundgåelige kollision mellem rødvin og plankegulv, i latterligt håb om at kunne standse tiden. Jeg leder febrilsk efter glemte husmoderråd bagerst i hukommelsen; er det danskvand, sulfo, bagepulver, der kan redde situationen?
Tyngdekraften laver de værste ulykker. Forbandede naturkræfter.
Det kommer til at efterlade en grim plet.