Hun vidste nu, at det var uundgåeligt. Katastrofen ville indtræffe, der var intet andet udfald. Verdensrummet stod stille, jorden standsede sin rotation og hun holdt vejret. Selv uden ny tilførsel af ilt, kunne hun smage jord og metal i hendes mund. Alle muskler i hendes slanke krop var anspændte og de knyttede næver dirrede, måske fordi hun knuede dem for hårdt, måske fordi hun var bange. End ikke hendes tankestrømme var uberørte. Også de, der altid havde virket ustoppelige, var pludselig frosset urokkeligt fast; "Giv slip". Der var intet tilbage at gøre, end netop det. Så hun gav slip. Udånding.