Han var omgivet af lysegrønne vægge og sygeplejersker i samme sygelig grønne pastel. Det lørdag, præcis for to år siden sad han her i samme brune kommunestol med blikket i gulvet, afventende.

Han havde kvalme, det var tid, forhåbentlig tid. Samme rutine, overvenligt blev han fulgt ind ved siden af sygesengen og uden ord efterladt igen. Respiratoren dannede mekaniske lyde. Han gik frem og tilbage, så ned i gulvet og igen på hende.

Hun havde forandret sig, rynkerne var dybere, huden mørkegrå. Hun var nu blot en skygge af sig selv. Et løfte er et løfte, det utænkelige forventlige skete.