Jeg har altid troet, at den ville komme i flodbølger, der nåede ind i himlen eller i helvedesflammer fra jordens indre. Katastrofen. Skælv så voldsomme, at det skabte ville falde fra hinanden som puslespilsbrikker. En brændende sten ligesom den der tog dinosaurerne med i graven. En krig ingen kendte grunden til, men alle følte sig berettigede til at vinde. Jeg har altid troet, at vi ville ende som Pompeji. Dækket af sorg og aske, så alle vores tårer ville være så klare. Den undergang vores religioner lovede.

Men da katastrofen indtræffer, står verden stadig, og de lægger dig i kisten.