Verden er blevet stille. Dødstille. Jeg trasker afsted igennem det mudrede underlag. En blanding af jord, sand, ler, bygnings materiale og enkelte ugenkendelig stykker af tidligere, levende væsner. Igennem mine sviende og tårefyldte øjne stirrer jeg på det, som for få timer siden havde kaldt mit hjem. Nu er der intet. Alt er en stor sammensmeltning af levende, døde og døende genstande. Mine knæ giver efter under mig, da min sjæl og mit indre ikke længere kan holde tilbage på den sidste smerte og tårene får frit løb, samtidig med at jeg skriger resterne af min sorg og fortvivlelse ud.