Dagens første fugletriller bryder prøvende nattens efterladte stilhed. Jeg vralter gennem det morgenkølige græs på mine korte, krogede ben, mens jeg langsomt skubber de fugtige strå til side. En flue summer hastigt forbi.
En svag, taktfast gungren i det fjerne forstyrrer engens spredte lyde.
Jeg maver mig hen over et skinnende friskt sneglespor, lidt slim bliver hængende i min ene fods svømmehud.
Den fjerne, fremmede lyd tiltager langsomt og får jorden under mig til at ryste og mit hjerte til at slå hurtigere. Et forpustet åndedræt blander sig med trampene, der nu er øredøvende.
Skygge, undersiden af en kondisko, stilhed.