Det er længe siden, jeg har været så træt som i aften. Hele natten i går, i mørket og stormende kuling med regnsjask mod vinduerne, ventede jeg på et prøvetryk af min roman. Til sidst sad jeg i nattøj og spiste natmad, det vil sige morgenmad, og havde slukket computeren, træt af at vente på, at den blev leveret med Dao som jeg ville få at vide på en mail. Havde sat min Cat Door Bell ud, som kan fungere som en sladrehank, den skulle registrere alt i nærheden, men den er ikke mere helt sikker. Så før jeg skuffet skulle prøve at sove i en slags skuffelse, tændte jeg computeren igen. Og så var bogen lige blevet leveret. Mig ud i nattøj og støvler og frakke igen, efter også at have taget brænde ind et par gange, så mine ben var trætte.
Og der i sprækken til postkassen var den klemt halvt ind. Så jeg var godt lettet, da jeg fik den reddet ind. Nu har jeg kigget den lidt, konstateret at alle kapitlerne er der, og hvor godt den er sat op. Så nu venter jeg bare på, hvad jeg nu skal gøre. Ihvertfald er den antaget. Men jeg ved, de har meget at lave, så de spørgsmål jeg har stillet, må jeg vente på.
Jeg har aldrig været god til at vente. Og det var jeg heller ikke i går. Angsten løber afsted med mig, for jeg var også bange og mistroisk, fordi forsendelsen skete så hurtigt. Og der er meget, jeg ikke forstår endnu om forlaget.
Men når den foreløbige ende er god, er alting godt.
Det tager tid at synke.