Indgangen til bygningen er meget lang. Brede, hvide trapper, men trinene er lave, så man bliver ikke forpustet af turen. I den ene ende af bygningen ligger en lejlighed, der tjener som min sommerbolig. Den har udsigt over bjerge og lavvandede søer med krystalklart vand. Et sted i en af søerne er nedlagt et monument i form af en stentavle, på hvilken små totter af søgræs duver i den blide strøm.
Et andet sted i det enorme bygningskompleks ligger et catering-køkken. Jeg er med derinde, men ikke som mig. I stedet er jeg kameraet, der optager en tv-serie, som handler om mafiaen. I køkkenet laver mafiafolkene mad. Men de slagter også deres fjender her. Og parterer dem. Skiller sig af med kropsdele sammen med det øvrige madaffald. I det hele taget laver de mad og slår ihjel med fuldkommen samme miner.
Mit kamerablik glider hen over et stålbord, hvis kanter er dækket af blod. En af de mørklødede mænd i lokalet gør bordet rent. Fed ide til en tv-serie, tænker jeg. Og ærgrer mig over, at jeg ikke selv er kommet på tanken. Der er i alt tre mænd i køkkenet. De bærer hvide kitler og små, hvide huer, der dækker det meste af deres hår. De ser ud som køkkenmedhjælpere, men de skuler med sammenbidte munde og ligner nogle, man ikke skal komme på tværs af.
En ældre kvinde bliver ført ind i køkkenet. Hun ved mere end de bryder sig om. Har bevidnet en af deres forbrydelser. Jeg ved hun skal dø; jeg kan ikke udholde at se det, men formår heller ikke at se væk. Hun står, høj og trodsig, med det gråbrune hår samlet i en knold i nakken, et firkantet brillestel, ingen makeup. En løs t-shirt, som viser konturerne af hendes tunge bryster. Bukserne stumper, og de store, mørkerøde fødder er stukket i et par åbne sandaler. Hun står foran et af de andre stålborde i køkkenet. Jeg ser lige på hende. Hun får låget fra en gammeldags glaskaraffel stukket i munden. Pludselig hamrer en af mændene hendes hoved ned i bordet, så låget banker op igennem ganen. Bagefter løfter han hendes hoved væk fra bordkanten og knalder sit knæ op i hagen på hende. Kameraet zoomer ind på hendes skød; hun tisser ned af sig selv, idet hun dør.
Jeg er tilbage i sommerboligen. Måske jeg har slukket for fjernsynet. Jeg begynder at rydde op, for jeg skal rejse i morgen tidligt. Stuen ser ud som om jeg har haft besøg af en helt masse mennesker, der har spist rundt om det store, ellipseformede bord og brugt rigeligt med hvide servietter undervejs.
Jeg besøger en anden del af bygningskomplekset. Her ligger der en mindre kirkegård. Gravstederne ligner små urtebede. Ud for hvert gravsted står der, i stedet for gravsten, en magasinholder indeholdende en journal om afdøde. I A4 format. Jeg bladrer i en af dem. På forsiden er et nærbillede af hedenske symboler, udskåret i mørkt træ. Så bliver jeg vækket. Det er søndag morgen.