For nyligt var jeg til 'Zetland Live' i Bremen. For de uindviede er det en årlig live opførelse af magasinet Zetland; komplet med livsstilsindslag (vi spiste mindfuldt og artigt en slags mozart-kugle), billedserier (levende) og interviews. En af de optrædende var en journalist, Anders Haahr Rasmussen, som fortalte om sin barndoms helt. Ivan Lendl, tennisspilleren. Der var gensyn med Lendls foretrukne serveforberedelse; at hive øjenvipper ud; hans før- og eftertænder og den besynderlige legionærhat han yndede at bære, i Australian Opens flimrende, tunge hede.
Dengang stod jeg på den anden side nettet, i overført forstand. Jeg var vild med Boris Becker. Sejrede, tudede og rasede sammen med ham; stod op fra mit sygeleje på rigshospitalet, i december 1988, for at se ATP finalen mellem Becker og samme Lendl (Boris vandt i en supertæt fem-sætters); stavede mig møjsommeligt gennem artikler i Bild og Der Spiegel. Spiste æbler lige som Boris Becker. Han startede i toppen af æblet og gnaskede sig rundt. Så vendte han det og spiste den anden ende på samme måde, så han til slut havde en stribe uspist æble, i et grønt midterbælte hele vejen rundt (han havde en forkærlighed for granny smith'er). Og SÅ spiste han resten - kernehus und alles.
Og der var andre. Gérard Philipe (billedet), så smuk og så længe død - allerede dengang, i midten af 80'erne. Men fordi han engang havde levet og indspillet film og var blevet hyppigt fotograferet, brugte jeg urimeligt lang tid på de franske lektier, for at komme hans kultur lidt nærmere; og smage på de samme velmodulerede vokaler og konsonanter, som ham. Og så læste jeg verdenslitteratur af Dostojevskij (Idioten), Choderlos de Laclos (Farlige forbindelser) og Stendahl (Rødt og sort, Hoffet i Parma), fordi Gérard Philipe havde hovedrollen i filmatiseringerne. Der var Burt Lancaster, som fik mig til at læse James Jones (Herfra til evigheden) og Sinclair Lewis (allerede dengang helt glemt) (Elmer Gantry). En svaghed for Robert Redford udvidede mit repertoire med 'Den Store Gatsby' og 'Mit Afrika'. Ikke nogen dårlig vej ind i litteraturen, at have et crush på en eller anden hovedperson. Og hvis forfatteren skrev godt, læste jeg ivrigt videre. Desuden pløjede jeg min mors gamle filmbøger og filmmagasiner igennem; for at finde anmeldelser, billeder af idolet, viden.
Et par år før Becker og Philipe, viste DR 'Shogun'. Og siden 'Tornfuglene' (de bøger fik jeg ikke læst, sjovt nok). Og jeg blev afsindig forgabt i Richard Chamberlain. I bogreolen stod Bjørn Rasmussens 'Filmens Hvem, Hvad, Hvor' og bind 4: 'Udenlandske biografier', blev min bibel i en lang årrække. I det bind var der et lille billede af Chamberlain, fødselsdato og årstal. Det var et sort-hvidt billede i frimærkestørrelse, kornet, hvor han ser ud til venstre, smilende. Til højre for ham var et billede af en ældre herre, med hvidt, bølget hår. Han ser ikke ind i kameraet, men har enten lukkede øjne eller blikket slået ned - egentlig lignede det mest et billede af en dødsmaske. Charles Spencer Chaplin stod der nedenunder. En dag har jeg nok kedet mig og læste videre, da Chamberlains biografi sluttede. Der begyndte så Chaplins. Ham vidste jeg godt hvem var. Da jeg var lille, hentede min far lænestolen inde i den anden stue og satte den foran fjernsynet, når DR viste gamle Chaplin-komedier (eller Buster Keaton, eller Marx brothers). Så sad vi, mor, far og jeg og skrald-grinede og det var afsindigt hyggeligt, selvom jeg ikke forstod så meget af løjerne de første tre-fire-fem år.
Efterhånden havde jeg læst bind 4 fra ende til anden - og de øvrige bind om udenlandske film (de danske titler og biografier interesserede mig ikke så meget). Jeg opbyggede en fænomenal viden om filmmediet i det 20. århundrede. En viden, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle bruge til, før Trivial Pursuit blev opfundet. Men det kan man jo ikke bygge en eksistens på - at kunne svare på alle de lyserøde spørgsmål. Og i øvrigt også de brune, gule og grønne, for jeg nåede jo også igennem Gyldendals ti-binds leksikon. Og fremmedordbogen (ved du f.eks. hvad en antropofag er? - Nå, men det gør jeg - uden at slå det op på nettet). Og etymologisk ordbog, et psykologisk opslagsværk, medicinhåndbogen. Krimier og viden i leksikalske vertikaler har altid hørt til favoritterne. Og indimellem fan-litteratur.
Jeg endte med at læse filmvidenskab. Og har alle dage tilskrevet mit studievalg Richard Chamberlain, selvom jeg samtidig syntes, at det var pinligt (jeg vil dog ikke afvise, at indholdet i hjemmets bogreoler også havde noget at sige). De andre idoler var tilsvarende pinlige, ligesom de ugengældte følelser og den afsindige mængde tid jeg brugte på idolets liv og forestillinger om et muligt møde. Pi-inli-igt. Lige indtil ham journalisten fra Zetland fortalte om sin helt. Så faldt tingene på plads. Det var jo ligesom mig. Som havde dyrket en helt og tilegnet sig viden. Gennem passion. Hvilket er en fremragende måde at lære på, skulle jeg hilse at sige. Og desuden annammede jeg en måde at spise æbler på, som, den dag i dag, kan tænde folk helt af.