Mens velfærdssamfundet er i opløsning og verdenssituationen på alle fronter bliver mere og mere kritisk, lever jeg i min egen lille boble af mindre sejre, mindre nederlag, rutinepræget hverdagsliv og meget lidt egentlig fremdrift. Måske er det svært at bevæge sig vildt meget fremad i vores verden i dag, medmindre man tilhører den ene procent (eller de ti procent, jeg tæller ikke så nøje efter mere), men en smule kunne også have ret. Små skridt, små skridt. Mange bække små.

De sidste par dage har min kæreste snakket meget om at gøre. At gøre noget. At handle på en eller anden måde, så vi ikke bare sidder og ser hjælpeløst til eller udgyder galde på Facebook, uden bagvedliggende handling. Jeg har været rigtig deprimeret den sidste måneds tid, så lige nu virker tanken om handling uoverskuelig, men jeg håber, at det bliver noget jeg kan finde og prioritere energien til i det nye år.

Jeg kommer ikke til at melde mig ind i et parti. Politik af den vej frustrerer mig simpelthen for meget. Jeg tror, aktivisme er vejen frem for mig. Jeg har sager, jeg interesserer mig for og brænder for og dér skal jeg måske starte. Måske kommer politikken så på som en overbygning på et tidspunkt, men som sagt... små skridt... Lige nu er det feminismen som har min kærlighed og derfor har jeg lige meldt mig ind i Aarhus Feminist Reading Group (på Facebook) i håb om, at jeg kan komme afsted til nogle af deres sammenkomster i det nye år. Læse noget feministisk litteratur, lære mere om feminismens mange facetter, høre andre stemmer end min egen, min kærestes (og Alexa Hases). Det kunne være vildt spændende og nok godt for mig, en øvelse i at gå i dialog om meninger, at være i samværet og så bare at få en på opleveren!

Ellers arbejder jeg støt videre med Alexas digte. Har netop i går fået fingrene i en ny betalæser til at gennemlæse alle 60+ digte for mig og give kommentar til absolut alt. Hun når nok ikke at blive færdig inden jul, men nu har jeg også ferie indtil d. 4. januar, så der er tid nok at gøre med. Jeg skal have gennemarbejdet hele samlingen inden slutningen af januar/starten af februar, for jeg har planer om at sende den ind til et forlag dér. Det er en relevant digtsamling og den har brug for at finde vej ud i verden.

Måske kunne jeg tage den med til Aarhus Feminist Reading Group?

At skrive er min form for aktivisme. Det er dér og måske det eneste sted jeg rigtigt giver mig selv en stemme. Det er også et skridt.