Hey dagbog, - jeg sidder med en bunke fjerne minder, - Og det virker som om det aldrig er sket, selv om det er det. Nogle er gode, andre er dårlige, -de gode virker som wow i 3. potens..og de dårlige tynger mig straks ned igen. Jeg kan ikke sige noget pt, unden at sige det hele, - hvilket vil sige, at hvis jeg starter på noget godt, så fører jeg tanken helt igennem, også ender det dårligt. Ingen halve sandheder, - Jeg ville ønske jeg kunne dreje tiden tilbage, og opleve den ene dag igen og igen, - jeg har ikke noget imod at den ikke ændre sig, for den var perfekt som den var.

selv om slutningen var som en anden ulykkelig film, - Men lige fra starten til slutningen var det sku fedt. Jeg sidder med tusinde minder, men det er og bliver det bedste jeg har,..men det er så fjernt, tiden er gået, - årene er gået. Jeg har sukket en million gange siden, - eller mere.

uden at ville citere fra en gammel sang, ville jeg sige at den tid aldrig kommer igen. Håbet er stadig helt væk, og hun har fundet sig sin 2. kæreste siden..jeg har aldrig hendes kæreste, jeg var blot en enkelt dag. En dag der for mig var mere smuk, end alle andre dage. Den dag var jeg lykkelig, - min eneste lykkelige dag.