Det er jo sommer.
Klager på turister-er-dumme hjemmesider: "Jeg er i Portugal og ingen taler Engelsk/ Tysk/ Fransk og maden er så etnisk og her er for meget solskin og ingen æg som min mor laver dem".
Og så plejer det at være tid til korte agurker. En ligegyldig parade af katte, der sidder fast i træer og feriebilleder uden skoldninger man kan savle over. Og Tour de France let og ligegyldigt. Siger rygtet.
Men så blev flyet skudt ned og alle koldkrigskorrespondenterne trukket ud af de brune paranoia bunkers, de kommenterer og man kan høre at de er fra dengang hvor man satte sig ind i stof før man skrev en artikel.
Der råbes og skriges over atlanten og en masse forkullede rester af guidebøger ligger på en mad-mark i Ukraine og er ikke rigtigt nogen mere, kun skrald og ejerløse.
Om lidt bliver der lidt mere krig igen, og nu gik det ellers lige så godt. Krigsbarometeret i verden har længe været dalende, selvom vi har fået mere at vide alt i alt.
Vildt.
I metrobyggeriet dør polakker eller bliver sendt hjem med forbrændinger. Måske var de Rumænere.
Synd.
Alle mine lus på roserne er forsvundet. Af sig selv. Nu har jeg ingen at jagte og plage og gå op i med retfærdig harme og lusespray.
Står med en halv, politisk velfriseret ørred og skal smide den ud. Uden genbrug.
Det havde været fint med meget mere agurketid og længere ferie til koldkrigskorrespondenterne.