Så.. Min farmor blev begravet igår, en smuk begravelse.
Min farfar var knust, og det gjorde ondt at se, at føle hans sorg var værre end mit eget savn til hende.
Jeg kunne føle ham miste grebet, og det gjorde mere ondt end nogen smerte jeg nogensinde har oplevet.
Ikke nok med at han fik taget hans ene søn fra sig alt for tidligt, for bare 3 år siden, så skulle han også miste hans kone i en alder af 62.
Jeg ved ikke hvad han holder fast i for at holde sig oprejst, men jeg håber og beder til, selvom jeg er ikke-troende, at han kommer helskindet igennem sit tab.
Min biologiske far var der også, jeg har ikke set ham i næsten 3 år, jeg sagde ikke noget til ham, men jeg følte at jeg blev nødt til at vise min smerte overfor ham, og vise ham at jeg sagtens kan se bort fra hans gerninger på en dag som den.
Han sagde ikke noget til mig og så mig knap nok i øjnene.
Min mor fortalte senere at han ikke mente at det var den rette dag at snakke med hverken mig eller min søster, og jeg kan godt forstå ham.
Jeg vil alligevel ikke snakke med ham, jeg har intet godt at sige til ham.
Jeg græd den dag, for første gang i meget lang tid græd jeg rigtige tåre, de føltes så ægte og gjorde ondt. Hun vil altid være savnet, den kvinde jeg så mest op til er nu ved hendes lille Tordensky igen, og jeg håber de hygger sig deroppe.
Jeg savner dem begge.