I dag fik min mand ringet til dyrelægen.. Vores elskede hund som vi har haft i 4 år skal aflives på fredag..

For 8 mdr. siden fik vi vores dejlige søn vores første barn. I starten var Tulle lidt nysgerrig hva han var for en, men så begyndte hun at gå uden om ham når han var i nærheden.. Nu kravler han og hun snærre a ham når han røre hende.. Så vi tør ikke beholde hende hvis hun nu sku bide.. Vi tror ikke hun ku finde på det, men man skal jo aldrig sige aldrig.. Har jo set og hørt hva skade et hundebid kan gøre ved mennerske..

Jeg er meget spændt på hvordan vores anden hun Trunte tager det når Tulle er væk.. Hunde kan vel også savne hinanden.. Men glæder mig bare over at Trunte er så go ved Vores dreng.. Hun finder sig i alt hva han gør ved hende, så ville ønske at Tulle ku ta lidt ved lære, men nu har hun haft 8 mdr. til at forbedre sig og det er ikke sket..

Så de næste dage bliver et helvede, og især fredag 9.30 hvor jeg skal sige farvel til hende.. Det bliver så hårdt..

Ved godt at der måske er nogen derude der gerne vil ha en hund, men vil ikke gi hende til nogle fremmede, kan ikke tåle at tænke på hva der ku ske med hende.. Kender jo ikke folk, vi kan jo ikke se om hun blev sat sammen med en kamphund så den kan slogs med hende.. Der ku jo også være nogen der passede godt på hende, men det er jo ikke så fedt når hun ikke kan lå børn og alle kommer jo i nærheden a børn, så nu får hun fred og så må vi leve med at vi har tagen den beslutning.. Undskyld Tulle..