En stille lørdag morgen - de små lamper er tændt, der er the i kruset og jeg er pakket godt ind i Mit tæppe. Jeg kan høre vinden, der tager fat i huset og træerne udenfor. Her fra toppen af byen, har vi det store overblik og vi kan høre naturens kalden.
Vinden - som lige nu mere lyder som en storm, fordi vi er ude ved vestkysten - minder mig om den storm, der lige nu befinder sig i mit indre. På ydersiden virker alt måske nok stille og afbalanceret, men indeni raser en storm, som er ved at ødelægge mit fundament. Et fundament, som jeg endelig følte, at jeg havde fået repareret og gjort sikkert, men som jeg nu ikke længere er så tryg ved.
Jeg har været mange ting igennem i løbet af mit liv... Måske nok mere end de fleste, men jeg kan stolt kigge mig selv i spejlet og konstatere, at jeg ikke er gået ubevidst og følelsesløs igennem det. Jeg har forholdt mig til det, der er mit liv, og jeg har på min måde forsøgt at få det bedste ud af det. Jeg har raset, jeg har grædt og jeg har været hård ved mig selv og andre, men jeg er kommet igennem som et langt klogere og mere bevidst menneske.
Og lige præcis derfor tror jeg, at jeg i denne nye storm, som raser i mit indre, kan håndtere situationen med større ro, mere indsigt og langt større styrke. For det, denne situation har lært mig, er, at jeg er langt stærkere, end jeg havde regnet med. Jeg er ikke afhængig af nogen, for at føle mig stærk og glad. Jeg er langt om længe blevet i stand til at finde det i mig selv. Hvilken lettelse, hvilken glæde og hvilken indsigt. Det er stort.
Men min indsigt og større styrke ændrer ikke på, at jeg har et hjerte, der er blevet revet itu. Det menneske, jeg stolede allermest på, har svigtet mig på den værst tænkelige måde. Jeg føler, at mit hjerte er blevet flået ud af brystkassen på mig, og at det derefter er blevet revet i tusinde stykker, for dernæst at skulle samles igen. Men intet bliver igen det samme... Alt er for altid blevet ændret. Der vil for altid være spor at finde.
Det er tid til tilgivelse, men det vil tage tid! Der er, hvad der er, og det vil jeg ikke forsøge at benægte. Jeg elsker dette menneske, og han skal være i mit liv, men det kræver tid, vilje, tålmodighed, kærlighed og åbenhed. Jeg tror på det!
Og det er her, min største undren træder ind, for jeg troede aldrig, at jeg ville komme til at stå og sige sådan, men det viser bare, at vi ikke virkelig kender os selv, før vi bliver konfronteret med virkeligheden. Og jeg er stolt af den, jeg er blevet. Og hvor er det en fantastisk gave, at kunne sige det.
Og jeg har taget et valg - et for mig afgørende valg!
Jeg vil finde gaverne i alt dette - jeg er fuldt bevidst om, at der må være gaver til mig og os i alt dette. Vi vil lære nye ting, vi vil blive mere bevidst og opmærksomme end vi var før og vi vil måske endda finde en større nærhed og dybde i vores forhold til hinanden. Og gør vi det, er dette ikke sket forgæves - det betyder ikke, at det har været det hele værd. Det bliver det aldrig, men det betyder, at vi er kommet ud på den anden side som klogere mennesker.
Lyset finder vej ind - både i det ydre og det indre, og det er tid til at komme dagen imøde med dens oplevelser, indsigter, og dejlige mennesker.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Storm! er publiceret
26/01-2013 08:21 af
Reality.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.