Good heavens, hvor er det hårdt at være depressiv! Sådan, for alvor! Jeg har aldrig anerkendt det label. Fordi. Jeg svælger ikke i melankoli. På dén måde. Men jeg kan se, at jeg er det alligevel. Jeg falder ned i selvbebrejdelses-huller, som jeg selv har gravet. Og det sker, når jeg begår fejl. Og svigter. Og sårer andre mennesker. Og glemmer ting.

Jeg har freakin' glemt mine psykolog-aftaler. 2 gange. I TRÆK. Hun ringede og skrev idag. Ikke bekymret, for psykologer skal ikke være bekymrede for deres klienter, men cautious. Hun ville lige sikre sig, at der ikke var sket noget. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke vil se hende, men jeg har bare GLEMT DATOERNE. Jeg ved, at det hænder for alle mennesker. At de glemmer ting. Men jeg har jo svigtet mig selv. Jeg har svigtet min helbredelses-process, som jeg har givet hende, min psykolog, lov til at være en del af. Hvordan kan jeg BEHANDLE mig selv sådan? (Se, selvbebrejdelse igen)

Rasmus var hos mig. Jeg græd og græd. Og vi gik to ture rundt om unisøen og fik forsikret mig for, at det er tæske-okay at glemme ting, når man har lagt så meget pres på sig selv, som jeg har. Han fik banket ind, med syvtommersøm, at bare fordi man glemmer at tage til psykolog, betyder det ikke, at man ikke udvikler sig. Jeg forklarede ham, at det går mig ekstra meget på, fordi jeg er midt i en setback-periode. Hvor jeg tænker grimme ting om mig selv og kommer til at formulere mig uhensigtsmæssigt til min kæreste. (Han var fuld og træt og nærtagende og i København i går. Han gjorde et stort nummer ud af en fortalelse og jeg bliver ædt levende af dårlig samvittighed. Lose/lose-situation at overreagere når vi er så langt fra hinanden)

Det er okay nu. Mus fik mig talt til ro, og Ulle kom senere, og vi talte om bladlus og pop-darwinisme og hvorfor man bør begynde at spille ukulele. Jeg elsker brødrene Kammersgaard.

Jeg venter stadig på melding fra manden. Har ingenting hørt siden han klynkende lagde på igår aftes. Jeg kan ikke gøre noget, for at gøre ham glad. Jeg har undskyldt og angret (og i øvrigt grædt en masse) Han skal sørge for sin egen lykke. Så skal jeg nok sørge for min.

Tak for mig.