Jeg synes virkelig, jeg har tænkt meget for ikke at nå særlig langt. Måske
en ulempe ved at tænke for meget; at det generelt ikke fører én meget
videre.

Jeg vil virkelig gerne se dig, men har måttet tænke længe over hvorfor. Det
har været en god tid, siden vi to gik fra hinanden, som har sat en masse
ting i perspektiv - og ikke mindst har jeg fået ryddet op indeni mig selv og
i mine familieforhold. Måske er det derfor, jeg er så ivrig efter at komme
til bunds i alt, samtidig med at jeg er så forbandet angst for at finde ud
af, at tingene ikke hænger sammen, at der ikke er noget at snakke om.

Jo, jeg har savnet dig. Men du fik ret - det var ikke så svært at komme
videre. I al fald ikke umiddelbart efter, at det var slut. Jeg græd en
masse, men fik hurtigt vendt fokus væk fra det, mødte en anden allerede i
maj, som jeg så indtil her i april. Jeg vidste godt, at han var en nar, men
det var nemmere at kunne græde over ham end over dig. Og det var nemmere at
involvere mig i noget, der ikke kunne knuse mit hjerte og højst gøre mig
lidt irriteret og frustreret. Hvilket også lykkedes i allerhøjeste grad. Det
var mest af alt en lettelse, da jeg fik mine sidste ting tilbage her i april
efter et par måneder, hvor jeg havde kæmpet for at slippe fri. Og så tror
jeg for alvor, jeg fattede, hvordan du havde det, da vi slog op. Jeg higer
om min frihed for tiden, har ikke lyst til (eller overskud til) at være
noget for nogen. Er ved at blive træt af hele tiden at blive sat i bås som
en, der absolut vil have følelserne med i forholdet. Nej, jeg gider ikke for
tiden.

Men der er også en anden følelse, der har meldt sig og slået mig ud.
Følelsen af ikke at turde. Jeg tror indeni aldrig helt, at jeg har fattet,
hvor den gik galt. Jeg troede så meget på, at jeg havde fundet den eneste
ene i dig. Og det skal ikke tages som en bebrejdelse. Det var mig, der var
naiv og uerfaren, det ved jeg godt. Men jeg mistede virkelig troen på noget.
Og jeg har ikke kunnet finde den sidenhen, fordi der er noget i mig, der
ønsker at møde dig og opleve, at troen stadig findes, men på den anden side,
så ved jeg, at jeg er mere angst for at møde dig og ikke føle noget som
helst - for hvad så med troen? Hvad så med det hele...

Er lidt havnet i begyndelsen af et forhold nu. Og det har bragt alle
minderne om os to frem i mig igen. Sad og så på billeder her i sidste uge og
måtte tage mig selv i at græde. Kunne ikke rigtig kende hverken mig selv
eller dig mere - og det gjorde ondt. Og det gjorde ondt at se den glæde, som
jeg alligevel kunne se, at jeg havde dengang. Har stadig ikke fundet et
billede, hvor jeg er mere lykkelig end det af os to fra nytårsaften.

Jeg er ked af, hvordan det hele var. Og det hjælper jo hverken dig eller mig at være ked af det. Jeg græder ikke mere over at have mistet dig, men græder over at have mistet mig selv et sted på vejen.

Det nye forhold vækker kun angst i mig. Jeg prøver at tage det hele med ro,
mens han panikker over, at han ikke ved, hvad han føler. Kan kun svare, at
han for fanden da må tage det hele lidt med ro. Hvis vi udvikler følelser,
udvikler vi følelser, hvis ikke, så gør vi ikke. Og samtidig ved jeg, at jeg
udstråler angst. Angst for at falde tilbage til gamle rutiner, bange for at
begynde at kaste op igen (er 'clean' på 4. måned, snart 5.), er bange for,
at jeg igen ender med at miste troen på noget, jeg ikke engang kan tro på
mere. Ved godt med mig selv, at det ikke bliver til noget.

OG jeg ved ikke, hvordan jeg har det med dig. Der er så mange gode
minder at se tilbage på. Og der er så meget smerte, der hele tiden dukker op
på uventede tidspunkter. Det er svært at miste 90% af ens hverdag fra en dag
til den næste.

Jeg har så meget, jeg gerne vil sige - og nok også grunden til, at jeg gerne
vil se dig. Men hellere gøre det over brev, for jeg ved godt, at jeg må give
helt slip i dag.

Jeg er ked af, at jeg rejste til Odense. Men jeg havde altid sagt til mig
selv, at jeg ikke ville lade mine faglige ambitioner stoppe af mine følelser (ja, så bliver man klogere).

Jeg er ked af alle de gange, hvor jeg ikke kunne få sagt, hvad jeg følte,
men bare lukkede mig inde og ikke ville åbne mig. Jeg var bange, det kunne
jeg ikke fortælle dig, for jeg ville ikke have, at du så min angst. Var
bange for at være sårbar.

Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være ærlig over for dig med min
spiseforstyrrelse. Mit liv var kaos nok uden den, nu er den væk - og kaos er
ved at forsvinde også. Og det eneste, jeg nærmest står tilbage med, er
angsten for, at det hele vender tilbage.

Jeg er ked af, at jeg tog så mange beslutninger uden at tage dig med på råd.
Jeg troede, jeg gjorde det rigtige og gav dig plads. Jeg ved godt, at det
var det modsatte jeg gjorde, jeg lammede dig i forhold til mig.

Jeg er ked af, at jeg pressede så meget på. At jeg troede så meget. Jeg ved
godt, at det har været verdens største pres - og slet ikke noget, jeg kunne
tillade mig. Men jeg var så glad for dig. Og du var slet ikke parat til det.

Jeg ved godt, at jeg ikke skylder dig nogen undskyldninger - og at mine
undskyldninger mest er for min egen skyld.

Det er som om, at jeg igen og igen fanges af dig. Hver gang jeg kører forbi
Roskilde Station, ser jeg efter dig. Tror også, at jeg så dig på
Nørrebrogade en nat efter bytur for nogle uger siden. Ville have skrevet,
men syntes ikke og vidste godt, at der ikke var en ide med det. Jeg fanger
tit mig selv i at sidde og tænke på dengang, vi var sammen med en nostalgisk
følelse i maven. Og har flere gange ville skrive til dig, at det er
mærkværdigt så lang tid efter, man stadig kan savne. Men har ikke skrevet af angst for at høre, at du ikke også savner af og til. Eller måske nok mest af angst for at høre, at du også savner i glimt.

Livet er nærmest én stor oprydning. Jeg mener, man lever et tid, bryder op
og bruger så hele den næste tid på at rydde op i den forrige, og det tager
man så med sig ind i den næste tid og så videre.

Jeg ved godt, at det aldrig var gået med os. At hvis ikke du havde sagt
stop, så havde jeg. Men jeg var lammet af min tro på, at det skulle være os
to. Jeg troede, at vi kunne klare alt - og derfor udsatte jeg dig også
nærmest for 'alt'. Og så var det slut - lige pludselig. Fra det ene øjbelik
at du skriver, at nu må jeg ikke lave noget 'lort', og at du savner mig -
til at det hele ikke er godt nok. Og jeg var lammet. Jeg husker stadig den
nat som den mest rædselsfulde i mit liv. Jeg lå ude hos min bror i min nevøs
køjeseng og græd, græd i flere timer, mens jeg bare vidste, at jeg ikke
kunne overskue at vågne næste morgen. Og følelsen, når man vågner og er
glad, for blot at indse, at hov - jeg skal ikke være glad. Jeg hadede de
morgener. Sjovt nok er det aftenerne, som alle andre hader - jeg hadede
morgenerne, fordi de bragte ny bevidsthed. Dagene var jo bare ensomme. Sad hjemme hos Marlene og stirrede ud af hendes vindue. Jeg håber aldrig, at jeg skal igennem det igen.

___________________________

Og nu skal vi så ses på mandag...