Nanna som er den au-pair (måske endda person) som jeg overhovedet snakker bedst med, fortalte i dag at hun tager hjem til Danmark på mandag. Det føles sønderknusende. Hun er den der har gjordt at jeg har overlevet her i Bruxelles - den der har gjordt mig glad og fået mig til at glemme at jeg savner min familie og venner der hjemme (for en stund). Faktisk har jeg aldrig haft det så sjovt med andre før - hun forstår mig bare ved at kigge mig i øjnene. Et blik og vi begge skriger af grin. Et andet og vi ved at vi er alvorlige. Jeg føler næsten at hun ser lige igennem til min sjæl. Det eneste hun nok ikke har set er hvor ked af det jeg er fordi hun rejser. Jeg føler det hele bliver uudholdeligt trods det at jeg har et par andre gode venner - men de er jo ikke Nanna. Jeg kan have det godt sammen med de andre, men ikke på samme overvældende måde. Før var vi et firkløver, Nanna og jeg samt de to. Nu føler jeg at jeg bliver 3. hjul. Jeg er også ræd for at kontakten bliver for svær for os at holde. Selv i Danmark bor vi jo på hver sin ø. Men trods det at jeg ved at jeg hellere ville have Nanna her resten af året end min venstre lillefinger, vil jeg alligevel hellere beholde fingeren og have at hun skal rejse hjem og blive glad. Hvor ondt det end gør. Hvilket er alt for meget. Afstanden er alt for stor.