Kære Dagbog

Jeg har savnet at skrive i dig.
Ikke fordi der er sket så meget, men dog sker der altid noget for mig på det indre niveau :o)
Der er plads til mig på fortællekurset i weekenden og så får jeg kolde fødder. Jeg skal jo til at fortælle igen og det er meget længe siden.... Jeg skal finde en historie at fortælle og der er respons og nogle øvelser med brug af kropssproget.

Jeg har lyst til at melde mig. Pigerne kan blive passet af de gml. Jeg har snakket med min veninde om, at der også skal være plads til at en mor bruger tid på egne interesser selvom det tager noget tid fra samværet med ungerne. Jeg vil gerne vise dem, at det er ok, at en mor gør noget, hun har lyst til.
Det minder mig nok ubevidst om dengang, jeg var 2 år og mine forældre næsten ikke var hjemme, heller ikke om aftnerne og nogen gange heller ikke i weekenderne og jeg blev passet af unge piger. En dag sagde jeg til min far: "Du er næsten aldrig hjemme hos mig"

Måske er det denne lille pige, der får mig til at have dårlig samvittighed nu? Hvem ved?
Hvad er det du vil sige til mig?

"Bliv hos mig, du går hele tiden din vej."
Det er mit eget indre barn, der gang på gang oplever, at jeg går ud af mig selv. Taler fx nedsættende om mig selv til mig selv eller andre.... Svigter den unikke person, som jeg er incl min lille pige og alle de andre aldre, som jeg har med mig indeni. Alle mine erfaringer, følelser og oplevelser, der blandes sammen til det menneske, som jeg er lige NU.

Det mennesker hungrer efter sin egen anerkendelse.

Måske måske er det bare den gamle angst for at blive forladt... Den popper op også sammen med angsten for ikke at kunne finde den rigtige historie... Jeg kigger lige efter en...Jeg har den som jeg fortalte på seminariet, det er jo godt nok, det hele behøver ikke at være besværligt!
... Jeg kom pludselig til at indse, at jeg ikke tør at deltage i fortællekurset... Det var min mor, der gjorde mig opmærksom på, at det nok ville blive for hårdt for mig. Og jeg kom til at blive bange for at kurset er for personligt og at jeg vil komme til at græde. Det kommer nok for tæt på og jeg ved ikke, hvordan jeg vil reagere. Jeg kender ligesom ikke mig selv og hvad jeg kan klare efter, at jeg blev syg.
Jeg er glad for at mor gjorde opmærksom på det, selvom det gjorde ondt i mig.... men det gør jo kun ondt i det øjeblik, jeg opfatter det som et nederlag!
Jeg kan vælge at se på det som en succes, fordi jeg tager mig selv alvorligt og tænker mig om før jeg kaster mig ud i et eller andet, jeg ikke er vant til.

Idag, kære dagbog, vågnede jeg og mærkede et lille bitte lysglimt, ja flere, der kom op sådan i løbet af morgenen.
Jeg har gjort det til en vane at bede til Gud hver morgen. Sindsrobøn og "Jeg er her" Hverken mere eller mindre. Det er en slags struktur, jeg har skabt omkring mig selv. Og så bruger jeg 10 min til at tænke på Ks og mit forhold.
Derefter står jeg op og vækker pigerne.

For ikke så længe siden var jeg meget utilfreds med, hvordan jeg klarede mit liv. Men nu føles det som om, jeg er ved at finde en måde, hvor det går meget bedre. Jeg lægger mere mærke til de små ting i min hverdag og dyrker taknemmeligheden.

Tak fordi jeg er født i et land, der sørger for, at nogen, der har en psykisk lidelse også kan overleve økonomisk og have et godt liv!
Tusind tak.

Tak for hver dag, som jeg tager en dag ad gangen, sådan som jeg har lært i 12Trinsprogrammet i ACA.

Jeg vil læse lidt i bogen: Afhængighed, din skjulte gave. Og lade mig inspirere igen igen :o)

Knus