Lad os hyle! Så tror vi alle på online-ulve i det minut. På dagens prædiken, en god nadver og det afsluttende 'Amen'. I det 61. (enogtresindstyvende) sekund tror vi ikke mere. Så befinder vi os i hverdagen igen.
Imens funderer jeg over, hvad eksistens betyder mere end at træde ud/frem.
Den søvndrukne erindring om en følelse eller erkendelse, der vækkes ved et ritual (fnis, nadver f.eks.).Vi går om juletræet og synger sange. Måske går vi ligefrem til højmesse og synger julesalmer om en mand, der levede en gang og ville dø for os. Online-ulve, kan I huske en drøm I havde en nat, om at nogen valgte at dø for jer? Eller vil I hellere glemme den, fordi I får skyldfølelse over en andens død? Fordi det, at en anden valgte at dø for jer (i det mindste i drømmen), får jer til at tvivle på jeres eget værd, når I måske ikke selv ville vælge at dø for nogen eller noget? En uendelig social gældsættelse.
Så, tag nu bare den første luns af mig her i min dagbog og hør min prædiken, for jeg er godt nok ateist, men dilemmaet tror jeg på. Det er min virkelighed, og det er måske til at forstå.
Men nogle gange er jeg ikke sikker på, hvad det betyder at tro på noget. Når man tror på noget, betyder det så, at man tror, at det er fysisk virkelighed? Dér kan jeg ikke være med, og det er derfor jeg spekulerer meget på den emergens som eksistens hentyder til.
Jeg ved ikke, om en mand døde for min skyld, i går eller for 2000 år siden. De kristne siger, at det kan man ikke vide. Det kan man kun vælge at tro på. Men måske jeg drømte en nat, at nogen valgte at dø for min skyld. Jeg skulle være lykkelig, selv om jeg ikke VED, hvad det betyder. Jeg går i stedet til nadvers i kirken eller herinde i dagbogen, og så husker jeg det ved at foretage mit ritual, min bestemte handling.
Lad os hyle og chante, så vi kommer i trance. Derhen hvor virkeligheden ikke er fysisk, men en oplevelse af, at vi mennesker kan mere end at være en krop. Så vi giver slip og mærker, at nogen griber os. Så drømmer vi måske igen, at nogen dør for os. Så husker vi, når vi går til nadver, at den som vil dø for os, måske er os selv. Så bliver den sociale gældsættelse måske til et anker, der grounder os i stedet, fordi vi har opdaget, at vi vil gøre alt for os selv.
Jeg kan vælge at leve, som om jeg vil gøre det ultimative for mig selv, eller jeg kan leve som om, jeg ikke vil gøre det ultimative for mig selv. Det valg er virkelighed, selv om det ikke er en fysisk skikkelse. Og jeg kan glemme valget, når jeg ikke lige beskæftiger mig med det. Men så går jeg til nadvers og husker det, og det bliver det ikke mindre virkeligt af.
Det er ikke troløshed at gå til nadvers, at have en idé, som man glemmer, når man emergerer i hverdagen igen. Det er troløshed at forbande (forvise) ritualet som noget nytteløst, man ikke behøver at beskæftige sig med. Det er jo troløst ikke at ville komme til at huske igen. Huske, at man er alt det gode, men også alt det onde.
Et barn blev måske født i Betlehem. Det ved jeg ikke, men som vagabond mellem hverdag og ritual ved jeg, at jeg kan lide tanken om et barn der fødes. Tanken om en side af mig der fødes, vokser op og bliver en stærk energi, som vil gøre alt for mig. Jeg føler mig tryg ved genkendelsen, som jeg holder i live med ritualer, så jeg vælger dem med omhu. Mine ritualer skal først og fremmest huske mig på de eksistentielle vilkår. De skal være spejlet, som rækker tunge ad mig, men som også husker mig på, at jeg kan gøre mit bedste, selv om jeg måske ikke altid kan gøre for det.
Kom og æd mig uden fortrydelse. Det er nadver, og vi lever nu engang af hinanden. I bliver sgu ikke gældsat for at æde mig. Denne forestilling har kun varet i 60 sekunder, så efter et velbekomme og et amen, har I glemt mig indtil næste ritual, næste handling.
I Faderens, Sønnens og Helligåndens nav ,... så, kom i gang med alle de juleting I lige glemte et minut, som vi nu engang glemmer hele tiden - ikke fordi vi er troløse, men fordi der nu engang er forskellige verdner, som vi fortaber os i eller eksisterer i ved fysisk emergens.
Glædelig jul, alle online-ulve! :O)